Det socialpædagogiske felt har ligesom resten af samfundet måttet tilpasse sig den digitale udvikling, en udvikling, som har bragt rigtig meget godt med sig. Den har muliggjort et betydeligt kvalitativt løft af vores dokumentationsindsats, den har lettet vejen for kommunikation og faglig udveksling, den har skabt nye muligheder for de borgere, vi servicerer; der er kort sagt rigtig meget at være glad for.
Men udviklingen har også betydet, at det at være socialpædagog i dag er noget radikalt anderledes, end det var for ikke specielt mange år siden. Jovist, kerneopgaverne er fortsat de samme, som de altid har været – det drejer sig gudskelov stadigvæk om at sikre rammerne omkring vores samfunds udsatte borgere, men det er svært at komme udenom, at vi i dag skal kunne meget mere end dette.
Udviklingen har konsekvenser på alle planer i de socialpædagogiske enheder:
På praktikerniveau skal der skrives i dagbøger og pædagogiske handleplaner, eventuelle støtteværktøjer skal vedligeholdes, pårørende, der ønsker at følge med, skal serviceres mv.
På ledelsesniveau må vi stille nye krav i rekrutteringssammenhænge, være kritiske og konstruktive over for den praktiske anvendelse, sikre at netdækning og andet udstyr er up to date mv.
Desværre ses der ofte en tendens til, at et specifikt værktøj – meget ofte en app – så at sige kommer på mode, og at det betragtes som en succes i sig selv at få indsatser med udgangspunkt i dette værktøj med på handleplanerne. Men det er en ufaglig tilgang, som ikke bør understøttes af ledelsen. Indsatser skal planlægges med udgangspunkt i borgernes behov, ikke med udgangspunkt i behovet for at bruge en app.
På den seneste lederkonference fremførte ledelsesforsker Søren Voxted, at fagligheden skal tilbage i højsædet – at vi ikke bør overlade fagligheden til folk uden faglig indsigt, men at vi selv skal tage styringen. Dette har ikke blot relevans i forhold til den generelle styring af de socialpædagogiske virksomheder, men er ligeledes en central pointe i forhold til den digitale udvikling. For hvordan skal vi som faggruppe forholde os, hvis alt det nye og smarte ikke lever op til de behov, vi har for at udøve vores faglighed over for samfundets udsatte borgere? Som Voxted pointerer, er dokumentationskrav ikke i sig selv urimelige, men dokumentationen skal fagligt set give mening; kravene bør ikke styre fagligheden, fagligheden bør være styrende for kravene – og præcis det samme kan siges om vores forhold til ny teknologi.
Denne pointe kan vise en potentiel vej fremad, hvor vi ikke kun skeler til, hvad der er tilgængeligt, og planlægger pædagogiske indsatser herudfra, men hvor vi ligeledes med udgangspunkt i pædagogisk viden aktivt formulerer, hvad vi vil have. Vi skal være rustede til gå i dialog med it-tekniske fagligheder og formidle vores behov klart, hvis vi vil have de services, vi faktisk har brug for.
Dette er givetvis ikke en opgave, der lader sig løfte af fragmenterede tilbud, men en opgave som kræver, at pædagogiske interessefæller står sammen. Softwareudvikling er en bekostelig affære, og vi kan ikke som enkeltstående tilbud forvente, at vi kan få leveret skræddersyede løsninger.
Helle Riis er formand for Socialpædagogernes sektion for ledere og mellemledere og viceforstander på Autismecenter Storstrøm.
Deltag i debatten Hvordan kan vi samarbejde om at sikre muligheder, der retter sig mod vores pædagogiske behov?
Er ledere og socialpædagoger gode nok til at stille krav til de systemer, vi skal anvende?