Med adskillige psykiatriske indlæggelser og en læreruddannelse i bagagen blev jeg i begyndelsen af 90’erne ansat som leder af et nyetableret dagtilbud for mennesker med ondt i livet. I modsætning til min situation som lærer i folkeskolen kunne jeg nu være åben om egne erfaringer med at være mentalt ude af mig selv – og med psykiatrien.
Men hamskiftet fra psykiatrikritisk aktivist til medspiller i den offentlige indsats på området viste sig ret så overvældende og udløste da også en akut personlig krise, så jeg kun med nød og næppe kom igennem de første tre måneders prøveansættelse.
Dengang var det at arbejde på baggrund af personlige erfaringer – som ‘peer to peer’ – ikke italesat, men jeg oplevede det helt klart som en ekstra kompetence, at jeg selv havde omfattende erfaring med galskab og psykiatri og med at komme ovenpå, genvinde selvrespekten og komme videre i livet. På trods af solid lokal opbakning til stedet, måtte jeg imidlertid efter nogle år kaste håndklædet i ringen.
Fra en administrativ tilknytning til en rummelig amtslig socialforvaltning blev stedet tvangsindlagt under en nyetableret psykiatriforvaltning, og jeg blev af psykiatridirektionen pålagt at understøtte psykiaterne i, at de af deres patienter, der kom på stedet, indtog den ordinerede medicin! Dette helt i modstrid med den psykiatrikritiske og frigørende tilgang, jeg havde anlagt og udviklet. Opgøret med psykiatridirektionen blev så indledningen til en ny karriere som konsulent i et socialministerielt formidlingscenter og senere i foreningen LAP.
I de mellemliggende år har det at værdsætte personlige erfaringskompetencer blandt medarbejdere i psykiatrien og i den psykosociale indsats heldigvis vundet mere og mere indpas. Det er jo på sin vis selvindlysende, at folk med psykiske og psykosociale vanskeligheder kan drage fordel at af møde andre, der har været i lignende situationer, og som i fornødent omfang kan distancere sig fra og generalisere på baggrund af egne og andres erfaringer med krise og sammenbrud og med hvad, der hjælper.
Trægheden i systemerne med at benytte sig af støtte fra ligestillede – peers – i indsatsen på alle niveauer skyldes ikke mangel på evidens, men skal nok findes i en misforstået form for professionalisme og angst for det ukendte.
På baggrund af anbefalinger fra det psykiatriudvalg, som blev nedsat af den forrige regering, afprøves for tiden forskellige modeller for, hvordan peer-støtte kan udvikles og integreres i den regionale psykiatri og den kommunale psykosociale indsats. Forsøgene understøttes og evalueres af Socialstyrelsen, som har valgt følgende definition af peer-støtte: ‘Støtte til forandring mod et bedre liv, som finder sted mellem to eller flere personer, der forbindes af fælles erfaringer i livet – i denne sammenhæng erfaringer med psykiske vanskeligheder, med livet som bruger af de offentlige tilbud og med recovery’.
Forsøgene løber frem til 2018 og involverer tre af landets regioner og i alt otte kommuner. Man kan læse mere om forsøgene på Socialstyrelsens hjemmeside.
Parallelt med udviklingsarbejdet i regioner og kommuner har brugerorganisationerne på psykiatriområdet påtaget sig at skabe og udvikle et landsdækkende netværk af peer-støttemedarbejdere – et netværk, der nu er kommet godt fra start og allerede organiserer over 100 peer-støtter rundt omkring i landet. Læs mere om Peer-netværket Danmark på peernet.dk
Karl Bach Jensen er udviklingskonsulent i LAP, Landsforeningen af tidligere og nuværende Psykiatribrugere.
Deltag i debatten
|