Det handler om samspil
Hvordan skaber vi sammen et bedre arbejdsmiljø? Det spørgsmål blev sat på dagsordenen, da Socialpædagogerne for første gang samlede 500 arbejdsmiljørepræsentanter, tillidsrepræsentanter og ledere under samme tag
På scenen står en gammel spolebåndoptager. Lyset dæmpes i teatersalen i Herning Kongrescenter, hvor 500 medlemmer af Socialpædagogerne er samlet. Så begynder historien om socialpædagogen Katrine, der arbejder på et botilbud. En dag fanger hendes blik et nyt beboernavn på vagtplanen. John hedder han.
– Hvem er John, spørger Katrine tillidsrepræsentanten, der tilfældigvis står ved siden af.
– Jeg har hørt, at han kommer direkte fra Psyk – at der er noget misbrug, og så er han vist i slutningen af trediverne… Og så har der vist også været nogle episoder med vold.
Den sidste sætning får med det samme Katrines puls til at stige, men hun får ikke rigtig snakket med tillidsrepræsentanten om det – og da hun senere opsøger sin leder, får hun heller ikke rigtig noget ud af det.
Hørespillet om Katrine åbnede Socialpædagogernes konference om det vigtige TRIO-samarbejde – altså samarbejdet mellem tillidsrepræsentant, arbejdsmiljørepræsentant og leder – for filosofien bag konferencen er, at det er de tre aktører, der sammen skal løfte arbejdsmiljøet. Og fx sikre, at rammerne og støtten er i orden, når en ny – potentielt udadreagerende – beboer flytter ind.
Når længere sammen
Eller som Socialpædagogernes formand Benny Andersen udtrykte det i sin velkomsttale:
– Vi skal i dag bygge op, og vi skal styrke et samspil mellem de centrale brikker, som får et godt arbejdsmiljø til at leve derude, hvor I arbejder hver dag. Derfor kalder vi det også TRIO. For i det ord ligger der den betydning, at I skal spille sammen. Tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter og ledere skal finde hinanden i en treenighed. De når meget, meget længere ved at spille sammen og understøtte hinanden – selvom de hver især kommer med egen tone og styrke.
Som det også fremgår af andre artikler i dette blad, blev samspillet sat i fuld sving på konferencen, hvor de deltagende arbejdsmiljørepræsentanter, tillidsrepræsentanter og ledere kom på arbejde i et stort øvelsesterræn, hvor de bl.a. fik metoder og redskaber til selv at forbedre arbejdsmiljøet på deres egne arbejdspladser. Men i teatersalen blev der først åbnet op i helikopterperspektiv.
Vokser frem nedefra
Arbejdsmiljøforsker Hans Jørgen Limborg fra Team Arbejdsliv slog tonen an og fortalte, hvordan TRIO-samarbejdet er vokset frem nedefra, uden at love eller aftaler har dikteret det.
Fra 2012 til 2014 var han selv med i et udviklingsprojekt om samarbejdssystemet og psykisk arbejdsmiljø, der var finansieret af LO.
– I den forbindelse besøgte jeg en psykiatrisk arbejdsplads, hvor de havde etableret sig i trioform. Det var første gang, jeg stødte på begrebet trioen, og bagefter hørte jeg pludselig om trioer alle steder. Efterfølgende spurgte vi ind til, hvad baggrunden var for at etablere sig i en trioform, og en tillidsrepræsentant svarede fx: ‘Uden samarbejde mellem leder, arbejdsmiljørepræsentant og tillidsrepræsentant fungerer det psykiske arbejdsmiljø ikke. Psykisk arbejdsmiljø løses i den daglige dialog mellem medarbejdere og ledere’. Og en arbejdsmiljørepræsentant, der sagde: ‘Tillidsvalgte har en vigtig rolle i at støtte den gode leder: Vise tillid til ledelsen og komme med forslag til forbedringer. Vi skal engagere os, tage medansvar og tage aktiv del i arbejdsmiljøarbejdet’.
Ingen formel struktur
Hans Jørgen Limborg slog fast, at det specielle ved triosamarbejdet er, at det typisk fungerer uden en formel struktur. Trioen mødes, når der er noget at mødes om.
– I interviews var der flere, der beskrev trioen som handlingsorienteret og beslutningsdygtig, idet trioen tager fat i problemer, lige når de er opstået. Fx hvis der kommer en ny borger, som har en voldelig forhistorie, sagde han.
At det psykiske arbejdsmiljø bedst forbedres i et godt samarbejdsklima, var også budskabet fra henholdsvis KL og Socialpædagogerne.
Socialpædagogernes næstformand Marie Sonne og KL’s forhandlingsleder Marianne Brinch-Fischer blev interviewet sammen på scenen, og her sagde Marianne Brinch-Fischer:
– De udfordringer, arbejdspladserne står med, passer ikke til det traditionelle forhandlingsspil. Tillid er vigtigt, når vi taler arbejdsmiljø – og i særlig grad psykisk arbejdsmiljø.
Og Marie Sonne supplerede:
– Vi er en løsningsfagforening og vi har lavet aftaler med regioner og kommuner om projekter om forebyggelse og vold. Alle tegn i sol og måne siger mig, at hvis vi vil løfte området, så bliver vi nødt til at lave nogle partnerskaber med arbejdsgivere og pårørendegrupper.
Konkrete eksempler
Fra scenen kom der også to konkrete eksempler på, hvordan arbejdspladser har løftet det psykiske arbejdsmiljø gennem et tæt samarbejde mellem ledelse og tillidsvalgte. På Søndersø Bo- og Rehabiliteringscenter i Lolland Kommune er det bl.a. sket gennem etableringen af såkaldte neuropædagogiske coaches, der har været med til at løfte pædagogikken endnu højere op på dagsordenen. På Løvdal Døgntilbud i Aalborg Kommune er det også lykkedes at vende billedet helt: Fra mistillid til ledelsen og dårligt samarbejde til medarbejdertrivsel og beboere, der reagerer med mindre vold og selvskade, og også her har et af midlerne været øget faglighed.
Tillidsrepræsentant Per Bleiken Hansen fortalte, hvordan medarbejderne tidligere kørte sololøb med hver deres pædagogiske principper, fordi ledelsen ofte blev skiftet ud, og der derfor hele tiden kom nye retningslinier, så den ene leder den ene dag ville køre til venstre – og den næste den næste dag ville køre til højre.
– Vi blev fuldstændig forvirrede og tænkte nok hver især, at vi måtte holde fast i den retning, vi selv havde sat, for den kendte vi jo trods alt, sagde han.
Men da Anne Louise Dall blev ansat som ny leder, gav hun med Per Bleiken Hansens ord medarbejderne ‘fagligheden tilbage’.
Medarbejdere med på råd
Anne Lousie Dall er selv DJØF’er, og selv om Per Bleiken Hansen i udgangpunktet så det som en stor ulempe, blev det vendt til en fordel.
– Hver gang Anne Louise skulle gøre noget, der handlede om pædagogik, så var hun nødt til at spørge os – og så var vi lige pludselig nødt til at finde en fælles retning. Når Anne Louise fx kom ned til os og sagde: ‘Vi har en beboer, der sådan og sådan.. Hvad gør vi?’. Så blev vi nødt til at tænke pædagogisk, når vi skulle svare, så på den måde blev fagligheden genfundet.
Ud over et øget fokus på pædagogikken handlede de gode erfaringer fra Løvdal bl.a. om at sætte tid og ressourcer af til at fokusere på at højne medarbejdernes trivsel, hvilket fx har nedsat sygefraværet kraftigt. Og om at se forandringer i et lidt længere tidsperspektiv.
Hen mod slutningen af konferencen blev den gamle spolebåndoptager igen rullet ind på scenen. Da lyset på ny blev dæmpet, fik de 500 deltagere sidste kapitel af Katrines historie – og historien om, hvordan arbejdsmiljørepræsentanten Kalle gør en forskel. Først om morgenen, da han tager sig tid til at sidde lidt i solen og snakke med hende og opbygge tillid og spørge ind. Og igen om eftermiddagen, da han opsøger Katrine, mens hun sidder fortumlet og alene, efter at den nye beboer både har skubbet og råbt af hende. Da Kalle banker på døren, og Katrine bagefter ser ham stå i døråbningen, mærker hun, at hun er glad for, at det er ham.