icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Valg

Ny kasserer for Socialpædagogerne

Der var genvalg til formand og næstformænd samt valg af ny kasserer, da Socialpædagogernes kongres som sidste punkt på dagsordenen torsdag valgte den daglige ledelse af forbundet for de næste to år

  • Af Iben Konradi Nielsen
  • 19-2016 /

Fire kandidater, fire pladser. Da fristen for at opstille udløb onsdag på kongressen, var der fire navne til de fire ledige pladser i Socialpædagogernes daglige ledelse, forretningsudvalget. Med stående klapsalver modtog kongressen derfor det nye forretningsudvalg, der for de kommende to år består af forbundsformand Benny Andersen, 1. forbundsnæstformand Marie Sonne, 2. forbundsnæstformand Verne Pedersen samt ny forbundskasserer, Michael Madsen. Så nu skifter han kredskontoret og formandsposten i Kreds Sydjylland ud med forbundshuset i Brolæggerstræde, hvor han overtager kassererstolen fra Kaj Skov Frederiksen.

Michael Madsen er 56 år, uddannet socialpædagog og har været kredsformand i Kreds Sydjylland gennem 23 år samt medlem af Socialpædagogernes hovedbestyrelse siden 1993.

Den lange erfaring fra både det lokale og centrale arbejde vil Michael Madsen bære ind i forretningsudvalget, fortalte han, da han fra talerstolen fik mulighed for at præsentere sig selv og nogle af de mærkesager, han vil arbejde for som en del af Socialpædagogernes øverste ledelse.

– Det har altid været min opfattelse, at vi har en god balance mellem de centrale og lokale opgaver. Ressourcer og økonomi følges ad, det har vi været gode til at sikre i hovedbestyrelsen med de beslutninger, vi har truffet. Her ligger en central opgave for en kasserer fortsat at sikre den balance, sagde kassereren, der overtager ansvaret for en sund og velkonsolideret pengekasse.

– Vi har en økonomi, der gør, at vi kan klare de fleste udfordringer, og sådan ser jeg gerne, at det fortsætter. Vi skal investere os til flere medlemmer, det er den strategi, vi har fulgt, og det er lykkedes. Det vil jeg gerne fastholde og udvikle, sagde han.

Ud over de bundne kassereropgaver brænder Michael Madsen for områder som TR-uddannelse, MED-systemet og ledermedlemmernes plads i forbundet. Samt ikke mindst arbejdsmarkeds- og beskæftigelsespolitikken, der stiller krav om både politiske alliancer og stærk fagbevægelse for at modstå det aktuelle pres på dagpengeområdet.

– Beskæftigelsesreformen skal være fuldt indfaset fra næste år, og selvom vi i dag har en velfungerende a-kasse, har vi behov for en grundig drøftelse af, hvordan vi indretter a-kassen, så den er gearet til de nye udfordringer, og så vores medlemmer også fremover er tilfredse, sagde han.



Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbund og a-kasse, Kongres