Hjemløselandsholdet gav alt i Glasgow

Ken er ved at tømme sine lommer for mønter. Han graver dybt og skovler flere håndfulde over i favnen på sin svoger, der står sammen med Kens kone og et par andre familiemedlem­mer. De skal til at tage afsked.

– I skal give pengene til en hjemløs med hund på George Square, formaner Ken, før han siger farvel og sætter sig ind i den ventende bil, der skal køre hjemløselandsholdet til lufthavnen.

Sammen med sine seks holdkammerater på det danske hjemløselandshold er Ken på vej hjem til Danmark. De syv spillere har været på arbejde i en uge i Glasgow i Skotland. Hårdt arbejde. Måske noget af det hårdeste, de hidtil har været udsat for. De har nemlig været på arbejde for deres land og for Ombold, der har udvalgt netop dem til at repræsentere Danmark ved årets VM – Homeless World Cup.

De blev ikke verdensmestre. Men de blev mestre i modvind, holdånd og krammekunst. En plads i A-rækken og en fornem 16. plads ud af 48 hold – ni pladser frem på verdensranglisten, som giver næste års hold en bedre seedning, når Oslo byder op til verdensfodbold. Og et nyt dansk hjemløselandshold.

Problemer med passet

Otte dage tidligere og efter flere måneders for­beredelser er Ken og de seks andre spillere på Ombolds hjemløselandshold på vej til Skotland.

De syv spillere sitrer af forventninger på vej igen­nem security i Kastrup Lufthavn. Alle har husket deres pas – og ingen har sjove piller eller hash gemt i hemmelige lommer. Og da flyet mod Edin­burgh buldrer ud af runway og slipper sutterne med alle ombord, bliver det hele ligesom meget virkeligt. Ingen vej tilbage.

En uimodståelig smøgtrang melder sig over Esbjerg, men trangen bliver undertrykt, da kaptaj­nen kort tid efter gør opmærksom på, at flyet nær­mer sig den skotske kyst og gør sig klar til landing. En halv time senere står seks spillere i Edinburgh og indsnuser duften af det skotske højland i et afmærket område uden for ankomsthallen.

Men der er noget galt. For Mahir – holdets somalisk fødte kæmpe, er blevet tilbageholdt i paskontrollen. Hans 22 år i Danmark, et dansk udstedt fremmedpas og den permanente op­holdstilladelse gør tilsyneladende ikke indtryk på det skotske paspoliti.

Ombolds manager Lene Knudtzen er sammen med Mahir, mens myndighederne undersøger sagen, der efter næsten fem timer fører til, at Mahir skal sendes hjem til Danmark. Han får dog lov at blive i tre dage, hvorefter han skal sættes på et fly tilbage.

Mens dette foregår, er de øvrige spillere kørt til Glasgow, hvor de indlogeres på et kollegie i tilknytning til Caledonian University. Holdet skal i løbet af VM-ugen spille 13 kampe og skal i den indledende runde spille fem kampe. De sidste to om tirsdagen, hvor de må belave sig på at skulle undvære Mahir. Danmark er havnet i en monster­pulje med Sydafrika, Wales, Polen og Østrig og skal i kamp allerede søndag, hvor modstanderen bliver Sydafrika, der er nummer 16 på VM-ranglisten. Det bliver nervepirrende.

Sommerfugle og sækkepiber

At VM er noget helt særligt, får spillerne fornem­melsen af søndag formiddag, hvor samtlige 520 spillere fra de 48 herrehold og 16 kvindehold står linet op på pladsen foran universitetet. 52 nati­oner med hver deres nationalflag – og med en sværm af sommerfugle flaksende i mellemgulvet på de fleste af deltagerne, der anført af et sække­pibe-orkester skal gå de godt to kilometers para­demarch gennem Glasgow Centrum til George Square.

Et spektakulært skue af en hel verdens glæde­strålende medmennesker – og snart modspillere, som hver især har deres at slås med i hverdagen i hjemlandet. Men som i dette øjeblik helt synes at have efterladt problemerne, fordi deres land – måske for første gang – har bud efter dem. Nu venter en uge, hvor de skal vise, hvad de duer til. På en fodboldbane i et set-up, der giver de hjem­løse en berettiget følelse af at være udvalgt.

I det øjeblik, spillerne møder stadion på George Square, mærker de for alvor suset. Lyden af 3.000 tilskueres hujen og klapsalver byder dem velkommen, og FN’s generalsekretær Ban Ki Moon overbringer en hilsen og et helt sikkert velment ønske om, at Homeless World Cup kan bidrage til at sætte fokus på den globale fattigdom og ulighed, der berører over en milliard mennesker på kloden. I hvert fald i en uge.

Senere skal ‘Der er et yndigt land’ forsøge at trænge igennem bævrende stemmelæber – for rullende kameraer på hovedstadion, og hvor 100.000 tilskuere og 2,5 millioner andre i løbet af ugen vil tune ind for at følge dramaet og ‘deres’ hjemløselandsholds præstationer via live-stream.

Sænker paraderne

I VM-kulissen har Lene Knudtzen arbejdet heftigt på at få løst den gordiske Shengen-knude, som sandsynligvis medfører, at truppen må sige farvel til Mahir. Præsidenten for Homeless World Cup, Mel Young, er personligt gået ind i sagen og er i dialog med det skotske diplomati – og til alles og ikke mindst Mahirs store glæde lykkes det at få de skotske myndigheder til at sænke paraderne.

På vej til lufthavnen får Ombold meldingen om, at han kan få lov at blive. Og de ellers sluk­ørede medspillere bliver kendeligt overrasket, da Mahir pludselig dukker op igen – og melder sig klar til tredjedagens kamp mod Østrig.

Flere har benyttet sig af muligheden for at kombinere sommerferie i Skotland med besøg på stadion, hvor de har fulgt det danske hold. Et kærestepar er fast inventar på lægterne – den ene er den stolte far til Mads, der har været holdets mest stabile skarpskytte.

– For det første er det jo fantastisk, at der er nogen, som i det hele taget arrangerer en så stor event for udsatte mennesker. Jeg er meget imponeret over det sportslige niveau, tempoet og intensiteten i kampene. Og så er jeg glad for at se min søn i aktion. Han har virkelig rykket sig og taget sig selv seriøst, siden han blev udtaget til holdet.

Oplevelsen af at høre til

Mads og holdkammeraterne har efter fem intense dage spillet sig til en mulig top ti place­ring. Og holdet jagter den 9. plads, som udløser turneringens næstmest prestigefyldte pokal.

Den første forhindring er Egypten, der har overrasket alt og alle med sit unge og talentfulde mandskab. Bag holdet står to unge egyptere, der i 2012 startede et gadefodboldprojekt i Cairo, Nafas, som skulle adressere de massive problemer med børn og unge, der ikke går i skole og lever deres liv på gaden som tiggere.

Nafas betyder ‘at ånde’ eller ‘at få luft’ på arabisk. Og projektet har ifølge manager Karim Hosny fået tag i rigtig mange unge, som drømmer om et bedre liv.

– Nogle kan ikke læse og skrive og har ikke lært andre sprog. Men de får en oplevelse af at høre til i en større verden. En verden, som de gerne vil være en del af og række ud efter. Det får de troen på, når de er med her i Glasgow, siger Karim Hosny.

Og de unge egyptiske spillerne havde både tro og masser af luft, da de skulle møde Danmark. Egypterne vandt kampen 6-3, og den danske drøm om en pokal var spillet af hænde.

Skuffelsen og stilheden var da heller ikke til at tage fejl af, da spillerne efterfølgende var samlet, og de to trænere, Rikke Sparving og Tim Møller Buus, skulle forsøge at puste nyt liv i holdet forud for den næstsidste kamp mod Nordirland.

Selvom det føles som op ad bakke, er der fortsat optimisme og total dansk opbakning på facebook, hvor Hjemløselandsholdet nærmer sig 7.000 følgere. Her vælter opmuntringerne ind. Flere end 600 sidder hjemme i Danmark og følger holdet på live-tv, og på lægterne er der også kom­met flere til.

Kens kone og familie havde, uden at involvere anføreren, taget turen til Glasgow, og da de duk­kede op, blev den ellers meget underholdende, boldbegavede og joviale humørspreder en meget stille mand. Det rørende gensyn gav mange blanke øjne i danskerkolonien.

At det så ikke lige spillede på banen, var pludselig til at leve med, selvom både spillere og de nytilkomne tilskuere godt kunne have fortjent en sejr mod Nordirland. Men sådan skulle det ikke gå. Et godt brugt dansk landshold måtte overgive sig efter en flot og lige første halvleg. De hurtige og teknisk dygtige modstandere stak af, og kampen sluttede med et dansk 11-6 nederlag.

For Mads’ far var den danske sportslige nedtur et synligt bevis på, at hans søn havde lært et og andet.

– For et år siden var modgang og nederlag en undskyldning for at gå ud og drikke sig i hegnet. Men når man så ser ham og holdets koncentration og fokus på at komme igen dagen efter, så ved man, at der er sket en forandring. De værktøjer, som fod­bolden og sammenholdet giver, er mere end guld værd. Så jeg er glad og stolt på min søns vegne.

Hemmelig kamp i kampen

Det var da også både stolthed og glæde, der lyste ud af spillerne i deres sidste optræden ved VM. Det blev 14 minutters medrivende og underhol­dende kamp, hvor de danske spillere måtte bruge hovedet mest, da det var så som så, hvad der var tilbage i benene.

Da den ordinære kamp sluttede 5-5, skulle det hele afgøres på straffespark, hvilket fik danskerko­lonien til at holde vejret i ulidelig spænding. For der var en hemmelig kamp i kampen. Det hand­lede om, at Alexander skulle på scoringstavlen. For spillerne var det vigtigere end slutresultatet.

Sekunderne efter sparket brød jublen derfor løs blandt spillerne og på tilskuerpladserne. Medspil­lerne stod i kø til gigakrammere – men de havde problemer med at indfange målhelten. Med bar overkrop og spillertrøjen svingende over hovedet drønede Alexander nemlig rundt på banen i en sand lykkerus, der smittede alle på George Square.

Det var et mageløst skue – og en helt igennem fabelagtig afslutning på endnu et VM. Måske skulle det tilføjes, at Litauen i øvrigt vandt straffe­sparkskonkurrencen – men hvad betyder det, når landsholdet gav alt, hvad de havde – og Ombold og Danmark fik vist, at hjemløselandsholdet hele vejen igennem spillede og opførte sig som et hold.

Efter 14 dage med fodbold kan tiggerne og de hjemløse omkring George Square i Glasgow nu få deres normale hverdag og plads igen. Og mon ikke Kens halve kilos overskydende lommepenge vil gøre indtryk og gavn hos den heldige, hvis Kens svoger finder én med hund.

Næste år stiller Danmark med et nyt Hjemlø­selandshold. Måske endnu flere danskere får lyst til at opleve det live, når værtsnationen hedder Norge – og Oslo kalder.