Tættere på tilknytningen
Anbragte børn har brug for ekstra opmærksomhed omkring deres tilknytningsmønster – og det betyder, at der ved anbringelse i en plejefamilie må laves en handlingsplan for barnets behov for samvær – Norge viser vejen
Børn, der anbringes i en plejefamilie, er oftest børn, som har været udsat for omsorgssvigt og således har behov for særlig omsorg og pleje. Ofte er det tillige nødvendigt med særlig kvalificeret og tilpasset omsorg med en tilrettelagt behandling.
Det betyder, at det ikke er tilstrækkeligt, at børnene blot anbringes hos særligt velmenende voksne med energi og lyst til at tilbyde børnene en bedre opvækst, end de tidligere har oplevet.
De nye voksne, som børnene anbringes hos, bør foruden at have energi og lyst til at gøre en særlig indsats for sårbare børn også besidde evner til at se børnenes behov og reagere kvalificeret på dem.
De må være opmærksomme på, at de nye børn i familien kan have helt andre behov for pleje og omsorg og en helt anden personlighed med helt anderledes reaktioner, end deres egne børn havde i lignede situationer.
Det er erfaringen, at jo tidligere børn anbringes i en plejefamilie, jo bedre betingelser har de for at udvikle et sikkert og trygt tilknytningsmønster, således at de kan udvikle en mere stabil personlighed med evne til at indgå i relationer og kunne udvikle dem. Hvilket ofte også vil være afgørende for deres evne til at gennemføre et skole- og uddannelsesforløb.
Undersøgelser viser, at børn, som er anbragt i plejefamilier, gennemsnitligt klarer sig ringere i skolen og har mindre sandsynlighed for siden at kunne gennemføre uddannelsesforløb.
Den klassiske tilknytningsteori fortæller os, at børn almindeligvis fødes med evne til at knytte og relatere sig. Denne evne kan forstyrres i fostertilværelsen af, at moderen har overforbrug af alkohol, stoffer eller medicin, samt hvis moderen er belastet ved fx at leve i et voldeligt forhold, ved samliv med en misbrugende samlever eller ved øvrige krav i dagligdagen.
Børn, der er født efter en således belastet graviditet, kan have en reduceret evne til at relatere sig og skabe kontakt.
Efter barnets behov
Det er da også ofte børn af sårbare og skrøbelige forældre, som anbringes i en familiepleje umiddelbart efter fødslen, og det er også især disse børn, der har behov for en særligt kvalificeret omsorg for at komme i trivsel og udvikling.
Tilknytningsteorien fortæller os også, at perioden, fra barnets fødsel til det er 12-15 måneder, er en særlig vigtig periode i barnets udvikling. I denne periode gennemlever barnet forskellige udviklingsfaser henimod at udvikle sit tilknytningsmønster.
Men denne udvikling kan forstyrres såvel af barnets medfødte sårbarhed eller mangel på ressourcer til at relatere sig som af fraværet af et beskyttende, betryggende miljø.
Dette sidste kan skyldes manglende evne til at prioritere barnets behov for ro og beskyttelse til at kunne relatere sig. Manglende indlevelse i barnets behov herfor kan medføre, at barnet forstyrres i sin udvikling henimod at udvikle et sikkert og trygt tilknytningsmønster.
Når et barn anbringes i en plejefamilie, bør der som en rutine udarbejdes en handleplan, der vurderer barnets behov for samvær tillige med, at barnets sårbarhed vurderes.
Hvor meget støtte har barnet/forældrene og plejeforældrene brug for ved samværene?
Hvor meget samvær tåler barnet uden at dets evne til at danne relationer forstyrres?
Det er erfaringen, at barnets samvær med sine biologiske forældre – hvis det sker i en uklar ramme uden den relevante støtte – kan forstyrre barnets psykiske udvikling. Endvidere kan det skabe disharmoni i udviklingen imellem plejebarnet og plejeforældrene og påvirke barnets evne til at relatere sig og knytte sig.
Norsk model
I Norge arbejder man fortiden på en ny børneværnslov, og det lovforberedende udvalg foreslår, at man fremover benytter begrebet ‘kontakt’ som beskrivelse af kontakt både i form af direkte samvær og på anden måde, og at man laver flere væsentlige ændringer i reglerne for kontakt.
Udvalgets forslag vil indebære, at:
- barnet som hovedregel har ret til kontakt med sine forældre, søskende og andre nærtstående.
- den anbringende forvaltningsmyndighed (i Norge: Barnevernstjenesten) skal være forpligtet til arbejde aktivt for kontakten, og at den anbringende myndighed ved overtagelse af omsorgen forpligter sig til at udarbejde en plan for kontakten, som præciserer, hvad der er tanken med hensyn til omfang og gennemførelse af kontakt med de forskellige personer.
- begrænsninger af kontakten kan fastsættes, hvis det anses for nødvendigt.
- eventuelle begrænsninger af kontakten mellem barn og forældre fastsættes af kommunalbestyrelsen (i Norge: fylkesnemnda).
- eventuelle begrænsninger af kontakten mellem barnet og andre end forældrene fastsættes af den anbringende forvaltningsmyndighed.
- den anbringende forvaltningsmyndigheds afgørelse kan indklages til kommunalbestyrelsen. Et flertal i det lovforberedende udvalg foreslår, at klager fra andre end bedsteforældre, søskende eller tidligere omsorgsansvarlige kun kan behandles af kommunalbestyrelsen, hvis denne giver samtykke til det.
Tilgodeser barnets behov
Det norske udspil rummer tiltag, som kan tilgodese barnets behov for stabilitet til at udvikle sig trygt, uden at det bliver retraumatiseret af tidligere omsorgssvigt.
Der lægges tillige vægt på en målsætning med anbringelsen, herunder den tiltænkte varighed, barnets behov og forældrenes samværskompetencer, hvilket er væsentlige faktorer at tage hensyn til, når samværet planlægges og reguleres.
I Norge er det som i Danmark almindelig praksis, at der under en midlertidig anbringelse, arbejdes på at opretholde kontakten imellem forældrene og barnet med hyppige samvær.
Arbejdet med tilknytning handler først og fremmest om at skabe en ‘sikker base’ for barnet. Det er en base, som barnet kender og er tryg ved, og som barnet fortsat kan vende tilbage til, når der er behov for det.
Men barnets evne til at søge tilbage til basen for ‘at blive ladet op’ og ‘mærke tryghed’ kan forstyrres af indtryk fra miljøet – herunder af samvær, som ikke tilgodeser barnets behov for støtte under samværene.
Og det er desværre min erfaring gennem arbejdet med supervision af plejefamilier, at barnets behov ofte bliver glemt eller klemt i netop denne sammenhæng.
Mere fokus på tilknytning
Behandlingen med at udvikle tilknytningen bør have en høj prioritet og må bakkes op af personer med en høj faglig indsigt, som formår at vurdere, om barnets psykiske udvikling forstyrres, og om barnet hæmmes i sin psykiske udvikling.
Det bør således prioriteres, at der skabes en tryghedsbase, hvor barnet får mulighed for at knytte sig i et trygt miljø med forudsigelige voksne. Når først barnet har en stabil oplevelse af en tilhørsperon, som det har basal tillid til, kan barnet føle sig tryg og robust og kan derefter også relatere sig til andre personer i omgivelserne.
Børn, som har udviklet et trygt tilknytningsmønster, får en robusthed til at relatere sig til andre personer og en evne til at indgå i samspil, som kan skabe gensidighed. Men udgangspunktet er, at barnet må støttes i at udvikle en tryg og sikker identitet i et miljø, hvor dets relationskompetencer ikke trues.
Forskningen peger på, at relationskompetence er en af de mest væsentlige kernekompetencer i det pædagogiske felt. At kunne etablere et varmt psykologisk bånd til barnet, at kunne arbejde ressourceorienteret og understøtte barnets udvikling af mestringsstrategier er nogle af de temaer, der danner overskrifter for både læreres og pædagogers dagligdag.
Men for mange børn er netop det at danne relationer og indgå i sociale sammenhænge en stor udfordring. Det gælder ikke mindst for anbragte børn – og derfor er det nødvendigt at prioritere det anbragte barns behov og gøre, hvad vi kan for at understøtte dets evne til at udvikle evnen til tilknytning.
Anna Rosenbeck er klinisk psykolog og arbejder bl.a. med supervision af plejefamilier. Læs mere om den norske barnevernslov via www.kortlink.dk/prfk