icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Synspunkt

Derfor går det stadig skidt for anbragte børn

Sen anbringelse, fortsat svigt, for lidt forældrearbejde og metoder, der vedligeholder mistillid – det gavner ikke børnene, og det overbelaster pædagoger, plejeforældre og lærere. Vi har brug for at tænke nye veje, når det gælder anbringelser

Det er ingen nyhed, at en meget stor del af de anbragte børn og unge ikke får løst deres problemer, og at de får et liv, der ligner deres forældres. Sådan har det været i mange år, og både erfaringer og forskningsresultater bekræfter det jævnligt. Vi er oppe imod stærke kræfter, for langt de fleste anbragte børn er omsorgssvigtede siden fødslen. Men vi kan gøre det bedre, hvis vi er villige til at tænke og handle på nye måder. 

Svigtede børn har lært deres forældre at kende som modstandere, og de har udviklet mistillid til dem. Det ses ved, at børnene kæmper imod forældrene, når de tør, og ellers overtilpasser sig.

Ligesom alle andre bruger også svigtede børn deres erfaringer. Det betyder, at de møder pædagoger, plejeforældre, lærere og alle andre mennesker med den mistillid, de fjendebilleder og den kamp og overtilpasning, som de udviklede i det svigtende miljø. 

Hvis en anbringelse skal kunne løse problemet, må vi møde barnet sådan, at det begynder at udvikle tillid. Når det lykkes, begynder barnet at finde ind mod den vej midt imellem kamp og overtilpasning, som et barn normalt følger. Den udviklingsvej, hvor barnet overvejende ikke kæmper, men godt kan hævde sine synspunkter, og overvejende ikke overtilpasser sig, men godt kan samarbejde og indgå kompromisser.

På baggrund af 35 års erfaringer med svigtede, anbragte børn og unge er det min vurdering, at der er fire væsentlige forklaringer på, hvorfor dette alt for sjældent lykkes. De første tre forklaringer vedrører ikke os selv som pædagoger, plejeforældre og lærere direkte – men den fjerde gør.

For sent og undervurderet

Den første forklaring er, at børnene anbringes for sent. De har manglet omsorg siden fødslen, men hovedparten anbringes først mange år senere – måske efter års forebyggende indsatser, som imidlertid ikke har hjulpet. Dertil kommer svigtede børn, som aldrig anbringes.

Det er som med en del sygdomme. Sættes der først ind sent, er der risiko for alvorlige og varige mén, uanset den bedste behandling.

Når der anbringes for sent, skyldes det kommunernes økonomi, men også undervurdering af barnets og forældrenes problemer.

Den børnefaglige undersøgelse, som kommunens sagsbehandler skal lave før anbringelsen, men ofte ikke får lavet, er som regel for overfladisk og handler ikke nok om forældrene. Det viser sig i årene efter anbringelsen, hvor det gradvist bliver tydeligt, at problemerne er alvorligere, end undersøgelsen viste, og at anbringelsesstedets opgave er for stor. 

Overfladiske undersøgelser skyldes ikke mangler hos sagsbehandlerne, men at det egentlig er en børnepsykologisk specialistopgave, som de fleste sagsbehandlere ikke kan løse alene. Der er brug for deltagelse af en psykolog, som undersøger både barnet og forældrene, hvis man skal kunne forvente fra starten at få afdækket problemer og udviklingsmuligheder. 

Ved inddragelse af en psykolog kan man desuden lave en arbejdsdeling, som ofte er nødvendig for ikke at underspille problemernes tyngde over for forældrene. Arbejdsdelingen består i, at psykologen, som ikke træffer afgørelser, vurderer problemer, udviklingsmuligheder og behandlingsbehov, så sagsbehandleren kan nøjes med at repræsentere kommunen, der træffer de ubehagelige afgørelser. Men det er dyrere at inddrage en psykolog og også at undersøge forældrene, og bl.a. derfor sker det kun sjældent. 

Svigtet fortsætter

Den anden forklaring er, at omsorgssvigt ofte ikke stoppes i tilstrækkeligt omfang, selvom barnet anbringes. For barnet sendes hjem til et fortsat svigt i weekender og ferier, og derved kastes det jævnligt tilbage i udvikling. 

Når kommunerne går med til at sende børn hjem til svigt, kan det spille ind, at man synes, at det er for stort et indgreb både at ‘tage’ barnet fra forældrene og at begrænse deres samvær med det voldsomt, også selvom samvær ifølge serviceloven skal udformes til barnets bedste og dermed kan gå imod forældrenes ønsker. 

I den børnefaglige undersøgelse står sagsbehandleren (ligesom i vurderingen af samvær) med en opgave, som hun ikke kan forventes at løse alene. Også her er der brug for psykologiske vurderinger og for arbejdsdelingen mellem at foretage faglige vurderinger og at repræsentere myndigheden.

For lidt forældrearbejde

Den tredje forklaring er, at der som oftest arbejdes for lidt med forældrene. Man får dem derfor let som modspillere i anbringelsen, og det kan hindre barnets udvikling. 

Forældre til svigtede børn er typisk selv svigtede, men har ikke fået tilstrækkelig hjælp, mens tid var –  og det er for sent at give dem omsorg, som var de børn. 

Men man kan give dem kontakt i form af samtaler om barnet og om det, de selv er optaget af, foruden besøg, kage og rygepauser. 

På et symbolsk plan fungerer det som omsorg. Forældrene viser det, når de tager imod og begynder selv at kontakte den, der tager sig af dem. Men også tæt forældrearbejde koster penge, og det er væsentligt for, at dette arbejde ikke prioriteres højt.

Mistillid og fjendebilleder

Den fjerde forklaring er, at man på anbringelsessteder og skoler i bedste mening anvender metoder, som vedligeholder barnets mistillid og fjendebilleder. Man anvender almindelig, god pædagogik – fx vejledning af barnet i, hvordan det kan opføre sig mere hensigtsmæssigt over for andre. Barnet opfatter imidlertid vejledningen som kritik, og det kæmper imod, hvis det tør, og overtilpasser sig, når det bliver bange. Men det udvikler sig ikke, selvom overtilpasning kan forveksles med udvikling.

Man anvender også forskellige former for ressourceorienteret pædagogik, også dette i bedste mening. Metoderne forudsætter imidlertid, at barnet vil og kan samarbejde. Et svigtet barn vil ofte ikke, fordi det nærer mistillid til den voksne og ser ham som en modstander. Og barnet kan ofte ikke, fordi det er for impulsstyret og uroligt.

Der findes metoder, som tager højde for det svigtede barns mistillid og fjendebilleder, bl.a. spejlende miljøterapi, og de vinder udbredelse, men er slet ikke gængse, som de pædagogiske metoder er det. 

Alle gør deres bedste, men

Sen anbringelse, fortsat svigt, for lidt forældrearbejde og metoder, der vedligeholder mistillid fører til, at pædagoger, plejeforældre og lærere overbelastes af opgaven. De råber ikke op, men viser overbelastningen på diskrete måder – fx ved at tale meget om, at børnene ‘fylder’, og sige meget lidt om positiv udvikling, og ved at mangle følelsesmæssigt engagement i dem.

Pædagogers, plejeforældres og læreres overbelastning vedligeholder den oplevelse hos barnet af at være forkert og uønsket, som forældrenes svigt allerede tidligt gav det. Derved kommer de til at bidrage til et fortsat svigt, selvom de ikke ønsker det.

Alle fagpersoner gør deres bedste, og alligevel får mange af de anbragte børn ikke noget ud af anbringelsen. Det er ikke overraskende, men forventeligt. Hindringerne for gode anbringelser er systemiske og omfatter både kommunernes økonomi og faglige traditioner og vores egne pædagogiske traditioner.

Gode anbringelsesforløb koster mere, i hvert fald på kort sigt. På langt sigt kan det være, at kommunerne vil spare på nyttesløs forebyggelse, forsørgelse af børnene som voksne og sociale foranstaltninger for deres børn. Men man kan ikke på forhånd regne ud, om gode anbringelsesforløb er en meromkostning eller en investering med afkast, og det er nok en væsentlig grund til ikke at gå nye veje. 

Desuden har faglige traditioner det med ikke at ville lade sig udfordre, og jeg savner desværre ideer til, hvordan man kan gøre det både økonomisk og fagligt tillokkende at tænke nye tanker og afprøve nye veje. Men der er i hvert fald brug for dristige politikere, administratorer, forskere og praktikere, hvis noget nyt skal ske.


Synspunktet er en let ændret version af en kronik, som blev bragt i Information, den 12. juni 2017. Lars Rasborg er pædagog, cand.psych., specialist i klinisk børnepsykologi og praktiserende psykolog. Han har skrevet flere bøger om behandling af omsorgssvigtede børn og unge, og om arbejdet med deres forældre.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Debat, Synspunkt