I er velfærdssamfundets læderhalse

• Email
• Print

Pia Bramming, lektor på DPU, tog udgangspunkt i Socialpædagogernes egen trivselsmåling blandt lederne i sit oplæg på årets lederkonference. Hun lagde ud med en god nyhed til de socialpædagogiske ledere:

– I har det tilsyneladende smaddergodt. Det viser jeres trivselsundersøgelser. I er enige om, at det, der giver trivsel, er fokus på kerneopgaven og tid til, at I kan løse den opgave, I er sat i verden for at løse.

Men selvom det i mange år har det været god latin at fokusere på kerneopgaven, fordi det giver medarbejdertrivsel, er det ifølge Pia Bramming ikke helt så enkelt som det lyder, for hvad menes der egentlig med begrebet kerneopgaven?:

– Jeg mener, at det er noget sludder at tale om kerneopgaven i ental. For den kan se meget forskellig ud alt efter, hvem der taler om den. Er det borgerens forståelse af kerneopgaven? Den nyuddannede pædagogs forståelse eller er det politikerens definition? Der er mange stemmer i organisationen, som trækker på forskellige logikker, sagde Pia Bramming.

Lidt mere hårdhudet end andre
Selvom de socialpædagogiske lederes arbejdsmiljø generelt ser rigtig fornuftigt ud, er der naturligvis også forhold som udfordrer trivslen. Det gælder for eksempel, når lederne oplever at have for mange medarbejdere direkte under sig og for mange matrikler, de skal strække sig over. Det store ledelsesspænd betyder ifølge Pia Bramming, at man nogle gange er nødt til at lede på tilliden eller håbet om, at det går godt, fordi man sidder langt væk.

Et andet element, der udfordrer trivslen, er de politisk initiererede forandringer.

– Det er et billede, man kan genkende fra andre offentlige arbejdspladser, sagde Pia Bramming og forklarede, at ledere har et dobbelt produktivitetskrav: Ansvaret for, at opgaven løses godt, og ansvaret for, at man selv trivels som leder. Med det krav følger en byrde, for hvis du får stress, er det så fordi, du ikke kan finde ud af det? Dette ansvar er ikke længere forbeholdt ledergerningen, men er i dag også et krav til mange medarbejdere.

– I er ledere for omsorgssektorens læderhalse. I er sergenter, som står ude i mudderet med ærmet smøget op. Og I skal være lidt mere hårdhudet end alle andre, lyder det fra Pia Bramming.

Troværdig og dygtig for sig selv
Jobbets karakter betyder også, at man som leder må træffe beslutninger, hvis konsekvenser man ikke helt kan forudsige:

– Nogle gange er vi derude, hvor man må skønne: Mon det bliver bedre med Louise, når vi gør sådan her eller dårligere?

Pia Bramming understregede at udfordringen for lederne er at håndtere, hvordan medarbejderne må forpligte sig på at løse ’opgaven’, når den kan være mange ting, og at man hen ad vejen må opfinde den og løsningerne. Mens udfordringen, når det gælder egen trivsel, er, hvordan man kan fremstå som troværdig og dygtig for sig selv, overfor medarbejderne og over for de forskellige interessenter.

Desuden talte Pia Bramming om dilemmaet mellem godt og godt nok – mellem korrekthed og funktionalitet. Begge dele har fordele: Korrekthed indebærer højt engagement, som viser sig i faglig stolthed og i et godt produkt. Funktionalitetstilgangen derimod får tingene til at fungere, accepterer rammerne og stiller ikke spørgsmål ved de givne ressourcer. Til gengæld er der også ulemper ved begge dele: For meget i korrektheds-grøften kan betyde en hæmmende perfektionisme, og at opgaven kræver alt for mange ressourcer eller aldrig kommer i mål. For meget i funktionalisme-grøften kan omvendt føre til dårlig kvalitet og tab af den faglige gnist.  

– At være dygtig handler om at kunne afveje korrekthed og funktionalitet i forhold til arbejdet – ikke at fortabe sig i nogen af ekstremerne, sagde Pia Bramming.

Hun havde flere gode råd med til lederne: