icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Bøger

Bogomtaler 12. marts 2018

Zornig – fra vred til voksen

Af Lisbeth Zornig Andersen

Bogen her er en opfølger til bogen ‘Zornig – vrede er mit mellemnavn’ og tager afsæt i forfatterens tid som voksen mønsterbryder og hendes fornemmelse af at stå med et ben i hver af to meget forskelige klasser: Underklassen og middelklassen. Selv beskriver Zornig Andersen underklassen som et farligt og normløst miljø, som er uegnet for børn, men som på den anden side kan fremstå mere ærligt og rummeligt end middelklassen. Sidstnævnte beskriver hun derimod som uærlig og ekskluderende på trods af udtalte værdier og normer. Med senfølger af svigt i rygsækken og en bøvlen med koderne i middelklassen er forfatteren konstant på overarbejde i sin kamp for at balancere mellem karriere og familieliv og bevare den kontakt til underklassen, der stadig både tiltrækker og frastøder hende. I dagbogsform beskriver bogen følelsen af at stå uden for begge steder. Man fornemmer, hvordan forfatterens voksenliv stadig i dag er gennemsyret af senfølger fra opvæksten.  Bogens efterskrift kommer med henvisninger og tips til at mestre senfølger af seksuelt misbrug – og til at være pårørende.


 Gyldendal. 224 sider. 299,95 kr.

Læring med kroppen forrest

Af Kjeld Fredens

Læring er en helhed af hjerne, krop og omverden. Og når man taler om læring med kroppen forrest, så er det den naturlige måde, børn og unge lærer på – og den foretrukne strategi i alle aldre, når der skal læres noget nyt. For vi mennesker tænker ikke med hjernen. Det er individet, der tænker og lærer noget, og kroppen er så brobygger mellem hjerne og omverden. Det er budskabet i bogen her, som er skrevet til dem, der gerne vil vide noget om den nyeste kognitionsforskning, hvor man gør op med tankegangen om, at hjernen alene styrer vores mentale funktioner. Ifølge denne forskning foregår vores tænkning på begge sider af hjerneskallen, nemlig som en uadskillelig helhed af hjerne, krop og omverden. Forfatteren, som er læge og hjerneforsker, gør os med bogens gennemgående tema klogere på, hvordan læringens kropslige fundament har afgørende betydning for livslang læring. Fx fremgår det af bogen, hvordan daginstitutioner, skoler og uddannelser skærer de praktiske, skabende fag væk til fordel for kundskaber, der skal leve op til standardiserede test – med den uheldige konsekvens, at børn og unges intelligens indsnævres. For ifølge forfatteren tilføjer de kunstneriske aktiviteter nogle særlige former for tænkning, som bl.a. fremmer børn og unges kreative udvikling.


Hans Reitzels Forlag. 288 sider. 300 kr.

Det ækle

Af Brian Benjamin Hansen og David Mayntz

Ni kapitler, der behandler aspekter af det ækle ud fra forskellige vinkler. Det er kort og godt, hvad denne bog indeholder. Og det ækle kan fx være klam og grænseoverskridende ledelse, ulækre indvielsesritualer, lystfølelse i et seksuelt overgreb eller afskyen ved den lækkende krop. Men det kan også være teenagerens væmmelse ved pubertetens biologiske forandringer eller vores fundamentale væmmelse ved at slå ihjel. Hovedformålet med ‘Det ækle’ er, at vi aktivt tager stilling til det, vi væmmes ved – for selvom følelsen af afsky er spontan og svær at kontrollere, betyder det ikke, at vi ikke er ansvarlige for denne følelse. Ideen til at skrive en bog om alt det, der er ækelt, opstod i forbindelse med en samtale, som bogens to redaktører førte over nogle måneder i 2015. En samtale, hvor det gik op for dem, at det ækle faktisk er rigtig svært at definere med én faglighed eller med bestemte former for beskrivelser. Derfor er bogen bygget op i en række kapitler, hvor forskellige teoretikere og deres definitioner af det ækle introduceres – ud fra tanken om, at det ækle kommer os ved. Det ækle får os til at føle afsky, og vi bruger det ækle i vores bedømmelser af verden, andre mennesker og ting omkring os.


 Akademisk Forlag. 224 sider. 299,95 kr. 

Professionelle blikke på den anden

Af Charlotte Glintborg, Lotte Hedegaard-Sørensen og Birgit Kirkebæk

‘Når fortællinger forandrer identiteter’, lyder undertitlen på denne bog, hvor 12 forskellige forfattere udfordrer de uniforme og standardiserede beskrivelser og tilgange til de voksne og børn, der i løbet af deres liv kommer i kontakt med skolevæsenet og sundheds- og socialsystemerne. Målet er at belyse, at der er flere perspektiver på en sag, på et menneske og på en problemstilling, og bogen beskrives da også som en professionel irritationsbog, der har som mål at udfordre faggrupper, der arbejder med mennesker. Bidragsyderne i bogen stiller bl.a. følgende spørgsmål: Kan de berørtes egen fortælling være med til at skabe et nyt blik på den anden? Kan denne fortælling give en øget forståelse for os selv og den anden? Og kan vi dermed skabe nye handlemuligheder? Bogen er opdelt i en historisk del og en nutidig del. Den historiske del udgøres af bidrag fra handicaphistorisk forskning – mens den nutidige del ser på, hvordan arbejdet med bl.a. kriminelle, psykisk syge og mennesker med hjerneskade kan beskrives. Målgruppen er både studerende og professionelle.


Frydenlund. 214 sider. 269 kr.