icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
AMR

Politikere vil gøre det sværere at fyre AMR

Ifølge en højesteretsdom er AMR i nogle tilfælde ikke beskyttet mod afskedigelse på samme måde som TR. I et samråd om sagen åbner beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) for at ændre på reglerne

Det var helt i orden, da ledelsen i en privat virksomhed uden overenskomst afskedigede en arbejdsmiljørepræsentant efter en sag om problemer med det psykiske arbejdsmiljø. Det fastslog Højesteret i en dom i november sidste år.

Nu melder beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) sig klar til politiske drøftelser om at ændre på reglerne, så arbejdsmiljørepræsentanter er bedre beskyttet mod at få en fyreseddel – på samme måde som tillidsrepræsentanter er det.

Det kom frem 4. april under et samråd i Folketingets beskæftigelsesudvalg, som Christian Juhl (EL) og Karsten Hønge (SF) havde indkaldt ministeren til.

– Min holdning er klar. AMR er de ansattes talerør, når det gælder arbejdsmiljø, og derfor skal de også kunne tale frit uden at frygte at blive fyret. Hvis man som ansat oplever, at der er problemer med arbejdsmiljøet, skal man kunne gå til AMR, som spiller en væsentlig rolle i at sikre, at det er sikkert og sundt at gå på arbejde, sagde Troels Lund Poulsen.

Afventer anbefalinger
En eventuel lovændring vil ifølge ministeren ikke kunne blive gennemført inden Folketingets sommerferie, hvorfor han ikke tager initiativ til de politiske drøftelser før efter ferien. Derudover er et ekspertudvalg i øjeblikket i gang med at kigge arbejdsmiljøindsatsen efter i sømmene, og udvalgets anbefalinger ventes at være klar i september.

– Vi afventer anbefalingerne, inden vi beslutter, hvordan og i hvilket omfang der skal ske en ændring af loven. Alle kan se, at det er et tema, jeg selv er meget optaget af, og det er noget, vi skal have en drøftelse med arbejdsmarkedets parter omkring, sagde han.

Christian Juhl (EL) understreger, at der er stort behov for at ændre på de nuværende regler efter dommen fra Højesteret. Hvis flere private virksomheder uden overenskomst følger dommen, kan det ifølge ordføreren få konsekvenser for en lang række AMR’er.

– Så kan man sige, at så må fagforeningerne jo bare få lavet en overenskomst på de arbejdspladser. Men det kan man ikke tvinge arbejdspladsen til. Det kan ikke altid lykkes – men det skal ikke gå udover AMR, at vedkommende arbejder uden overenskomst. Derfor håber vi, at vi kan få ministeren til at stramme op på vejledningen eller lovgivningen, sagde ordføreren til samrådet.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: TR og AMR