Det holdt hårdt – men vi vandt
Hvis der er én ting, der står tilbage fra det dramatiske forløb med overenskomstfornyelserne, så er det sammenholdet
De sidste måneder har tillidsrepræsentanter og ansatte i Socialpædagogerne stået på hovedet for at sikre, at vi var klar til den konflikt, der på et tidspunkt så næsten uundgåelig ud. Vi har stået skulder ved skulder med kolleger fra andre fagforeninger. Vi har markeret vores utilfredshed med de offentlige arbejdsgivere i stat, kommuner og regioner. Arbejdsgivere, der fra starten af overenskomstforløbet gjorde det mere end tydeligt, at deres klare mål var, at medarbejderne i den offentlige sektor fik mindre i lønposen end kollegerne i det private.
Ved I hvad? Vi vandt den kamp. Vi vandt, fordi vi viste, at de faglige organisationer kan stå sammen og bakke hinanden solidarisk op på tværs af uddannelse og faglige grænser.
Løn var det afgørende spørgsmål, som alle faglige organisationer var enige om, at vi ville gå i konflikt for. Arbejdsgiverne spillede i ud med at ville give 6,7 pct. over tre år som en samlet økonomisk ramme. Det tal endte på 8,1 pct. plus en afskaffelse af det såkaldte privatlønsværn, så lønnen for offentligt ansatte nu vil stige i samme takt som lønnen i det private, og som de næste tre år vil betyde en solid reallønsfremgang. Det betyder fx, at en socialpædagog i en -basisstilling om tre år får 2.500 kr. mere om måneden i løn og pen-sion, end hun tjener i dag. Det er en kæmpe sejr, at vi lykkedes med at presse lønnen derop.
Det samme er det, at vi fik sat en stopper for forringelser af seniorordningerne, og at vi fik skabt sikkerhed omkring spisepausen, ligesom vi fik indført en principielt vigtig ligestilingspulje, som jeg håber kan bane vejen for, at vi i fremtiden også bruger overenskomstsystemet til at rette op på den lavere løn, der kendetegner de traditionelle kvindefag.
Så solidaritetspagten er opfyldt: Vi opnåede reallønsfremgang, spisepausen blev sikret, seniorordningerne blev reddet, og lærerne havde reelle forhandlinger om deres arbejdstid. Jeg kunne selvfølgelig godt have ønsket mig, at det var endt med en arbejdstidsaftale for lærerne. Men jeg tror, at de traf et klogt valg, da de indgik aftalen om det forpligtende arbejdstidsprojekt.
Hvis der er én ting, der står tilbage fra det dramatiske forløb med overenskomstfornyelserne, så er det sammenholdet. Sammenholdet hos os i Socialpædagogerne. Og sammenholdet på tværs af fagforeningsskel. Det er historisk, og det er et sammenhold, vi skal bygge videre på fremover. Alle, der mødte op til en demonstration. Alle, der markerede deres sympati. Alle, der hjalp til på arbejdspladser eller andre steder, har i den grad lov at være stolte af, at vi fik en fælles løsning.
Jeg er stolt af at være formand for en fagforening, der kan det, vi kan sammen.