Leder: Vi har nået grænsen
På Udviklingscenter Esbjerg udgør vikarer en betydelig del af medarbejderstaben. Der er skåret så meget på ressourcerne de sidste fem år, at vikarer er nødvendige for at holde sammen på vagtplanen, fortæller centerleder Jens Otto Ravnholt
14 vikarer, som dækkede ca. 112 arbejdstimer, og 22 fastansatte. Det var bemandingen i uge 18 på en af afdelingerne i Udviklingscenter Esbjerg, der tæller bofællesskaber, botilbud og aktivitets- og beskæftigelsestilbud til mennesker med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser.
I sidste udgave af Socialpædagogen fortalte tillidsrepræsentant Helle-Marlene Mølster fra Udviklingscenter Esbjerg, at det ikke er unormalt, at en tredjedel af medarbejderstaben udgøres af vikarer på de afdelinger, hvor hun er TR. Alarmerende?
Ja, på sin vis. Antallet af vikarer stiger ganske vist ikke, men antallet af fastansatte er faldet de seneste fem-seks år, fortæller centerleder Jens Otto Ravnholt.
– Politikerne har valgt at skære procentvis ned. Det betyder, at de afdelinger, hvor der er mange borgere med multiple funktionsnedsættelser, som har den højeste tildeling af medarbejdere, mærker besparelserne tilsvarende hårdere. Og der er ingen tvivl om, at de er spændt hårdt for på de afdelinger. Vi er dernede, hvor det virkelig er vanskeligt at lave en arbejdsplan, der sikrer et godt og stabilt pædagogisk arbejde, siger han.
Vi har selvfølgelig nogle rigtig dygtige, faste vikarer, men man kan ikke forvente, at de kan det samme, som det faste personale og kender den pædagogiske linje, når de ikke er med i handleplaner og på personalemøder
Jens Otto Ravnholt, centerleder, Udviklingscenter Esbjerg
Der er ingen ekstra hænder
Et af centrets afdelinger ville i særlig grad have problemer med at stille med et nødberedskab under en konflikt. Det skyldes, at man i den afdeling dækker weekendvagter med ufaglærte vikarer, som ikke må bruges i et nødberedskab. Det er bekymrende, at man er så underbemandet på fast personale, mener Jens Otto Ravnholt.
– Hvis en medarbejder er syg, har vi ikke en ekstra, der kan træde til. Derfor er vi nødt til at have et vikarberedskab. De bedre fungerende borgere, som måske skulle have hjælp til at købe ind den dag, må vi behovsudskyde. Men borgerne med multiple funktionsnedsættelser skal jo have støtte og hjælp, så der er et konstant vikarbehov, forklarer Jens Otto Ravnholt.
Det er dels belastende for de faste medarbejdere, hvilket kan forklare, at der på afdelinger med borgerere med multiple funktionsnedsættelser er det højeste sygefravær, fortæller centerlederen. Dels er det bekymrende i forhold til indsatsen over for borgerne.
– Vi har selvfølgelig nogle rigtig dygtige, faste vikarer, men man kan ikke forvente, at de kan det samme, som det faste personale og kender den pædagogiske linje, når de ikke er med i handleplaner og på personalemøder, siger han.
Vi skal have et bestemt beredskab hele tiden, og hvis jeg veksler en vikar til en fastansat, har jeg ikke penge til en vikar, hvis en fastansat bliver syg
Jens Otto Ravnholt, centerleder, Udviklingscenter Esbjerg
Fleksibilitet er nødvendig
I en af Udviklingscenter Esbjergs afdelinger er der eksempelvis afsat 6 mio. kr. til fastansat personale og 1. mio. kr. til vikarer. Grunden til, at man ikke bare kan bruge vikarmidler til at ansætte flere faste medarbejdere er arbejdstidsbestemmelserne, forklarer Jens Otto Ravnholt.
– Vi skal have et bestemt beredskab hele tiden, og hvis jeg veksler en vikar til en fastansat, har jeg ikke penge til en vikar, hvis en fastansat bliver syg. I nogle afdelinger har vi ganske vist fastansat for vikarmidler, men det kræver aftaler med de fastansatte om, at de dækker hinanden ind ved sygdom, og at vi kan betale dem for at stå til rådighed. Det er ikke en løsning, vi kan overføre generelt, siger han.
Man kæmper for ressourcerne, men når de så ikke kommer, må man gøre det bedst mulige og være loyal over for den beslutning, der er truffet
Jens Otto Ravnholt, centerleder, Udviklingscenter Esbjerg
Serviceniveauet daler
Når Jens Otto Ravnholt bliver spurgt, om stedet kan fungere med flere vikarer, svarer han med et spørgsmål.
– Kan vi tåle at miste flere faste medarbejdere? Det synes jeg er et mere relevant spørgsmål. Og det har jeg altså svært ved at se, at vi kan. Så vil der i hvert fald ikke længere være grund til at ansætte pædagoger, for så er serviceniveauet helt dernede, hvor det handler om at pleje borgerne og ikke om at yde en specialpædagogisk indsats. Vi er lige på grænsen nu, siger han.
Jens Otto Ravnholt medgiver, at han som leder har ansvaret for at råbe op om ressourcemanglen. Men han har også ansvaret for at få bemandingen til at række – også selvom det er på bekostning af serviceniveauet.
– Man skal vide, hvad man går ind til med det her job. Man kæmper for ressourcerne, men når de så ikke kommer, må man gøre det bedst mulige og være loyal over for den beslutning, der er truffet, siger han.