icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
colourbox_1128x600_ferie.jpg
Ferie

Har du styr på feriereglerne?

Måske får du ekstra mange spørgsmål fra kollegaerne om den forestående sommerferie, eller også kan du bruge artiklen som en tjekliste for at se, om du ved alt om ferie

Er du ansat på en…

Kommunal eller regional arbejdsplads

Når du har været ansat et helt kalenderår, har du optjent ret til ferie med løn i seks uger i det ferieår, der begynder 1. maj året efter. Ferieåret løber fra 1. maj til 30. april. Optjeningsåret er kalenderåret (1. januar 31. december) forud for ferieåret.

Der er ret til at holde mindst tre ugers sommerferie i perioden fra 1. maj til 30. september. Du skal aftale med din leder, hvornår ferien skal lægges. Det fremgår af ferieaftalen at arbejdsgiveren så vidt muligt skal imødekomme den ansattes ønsker, men i sidste ende er det lederen der fastlægger, hvornår fem af de seks ugers ferie holdes.

Den 6. ferieuge er der nogle særlige regler for. Den 6. ferieuge kan udbetales. Du skal give din leder besked så hurtigt som muligt om, hvorvidt du ønsker at afholde den 6. ferieuge eller om den skal udbetales. Udbetalingen finder sted med maj-lønnen. I nogle kommuner/regioner er det aftalt at man skal give besked senest den 1. oktober, hvis man ønsker den 6. ferieuge udbetalt.

Den særlige feriegodtgørelse er på 1,95% af din ferieberettigede løn det foregående kalenderår. Særlig feriegodtgørelse udbetales samtidig med lønnen i april måned.

Du kan vælge at få udbetalt feriegodtgørelse i stedet for at holde ferie med løn. Før et optjeningsår begynder, kan du kræve at få feriegodtgørelse med 12,45% af lønnen, i stedet for at få din sædvanlige løn, når du holder ferie.
Feriereglerne er fælles for alle kommunalt og regionalt ansatte og er fastlagt i en aftale, der træder i stedet for ferieloven.

Hvis du vil vide mere om optjening, overførsel, afholdelse, fratrædelse og feriepenge, kan du læse mere om ferie i folderen: Når ferien står for døren

Privat arbejdsplads

Privatansatte socialpædagoger har ret til at holde 5 ugers ferie efter ferieloven. For privatansatte gælder de samme principper for afholdelse af ferie som for ansatte i kommuner og regioner, selvom reglerne kan være udformet anderledes. Privatansatte har dog kun ret til 5 ugers ferie efter ferieloven, men der kan være indgået aftaler om ekstra feriefridage.

Din arbejdsgiver skal så vidt muligt, tage hensyn til dine ferieønsker.

Den særlige feriegodtgørelse er efter ferielovens regler 1 % af lønnen i optjeningsåret. Se mere i håndbog for privatansatte.

Der gælder særlige forhold for studerende og ved sygdom under ferie.

Hvad med de studerende i praktik?

Pædagogstuderende i lønnet praktik, får ikke ferie med løn, men i stedet feriegodtgørelse.

Husk reglerne om erstatningsferie ved sygdom

Hvis du bliver syg før ferien begynder, har du ret til at få ferien suspenderet og udsat til senere. Det er vigtigt at du giver besked til din leder og sygemelder dig senest på den første feriedag ved arbejdstidens begyndelse.

Hvis du bliver syg under ferien kan du få erstatningsferie for sygdom ud over 5 dage. De første 5 dage efter du har sygemeldt dig får du ikke erstatning for. Lederen skal have en lægeerklæring, som du selv skal betale.

Hvis du bliver rask igen i ferieperioden skal du kontakte din leder og raskmelde dig. I aftaler samtidig om du skal vende tilbage til arbejdet eller holde resten af din ferie. I drøfter også hvornår den udskudte ferie skal afholdes.

Syg, eller delvist syg før ferie

Du kan ikke både afvikle ferie og være sygemeldt; hverken helt eller delvist. Efter Ferieloven og Ferieaftalen er sygdom en feriehindring, og ferie kan kun holdes i hele dage. Så er du som medarbejder helt eller delvis sygemeldt, kan du kun holde ferie, hvis du frivilligt raskmelder dig i den periode, du ønsker at holde ferie.

Der udbetales ikke sygedagpenge eller refusion i den periode, du afvikler ferie, men i stedet holder du ferie med løn eller feriegodtgørelse alt efter, hvad du har ret til ifølge ansættelseskontrakten.

Arbejdsmarkedsstyrelsen kalder det for en "teknisk raskmelding". Det er fordi, du i realiteten fortsat er syg, men for at kunne afvikle ferie skal være raskmeldt.

Hvis du ønsker at raskmelde dig i perioden og sygemelde dig igen efter ferieperioden, kan din arbejdsgiver kræve, at du kontakter din bopælskommune før ferien starter, og aftaler en "teknisk raskmelding".

Ifølge Arbejdsmarkedsstyrelsen sikrer en "teknisk raskmelding" nemlig arbejdsgiveren mod, at der starter en ny arbejdsgiverperiode, hvis medarbejderen kommer tilbage fra ferie og fortsat er sygemeldt.

Samtidig kan kommunen vurdere, om ferien forhaler helbredelsen, hvilket er en forudsætning for, at kommunen vil indgå en sådan aftale. Det er en rigtig god ide, at sørge for en aftale med din bopælskommune inden du foretager en ”teknisk raskmelding”.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: TR og AMR