Uddannelsen under lup – igen
Vi skal have en endnu bedre uddannelse, som kan levere studerende med rette kompetencer og rette faglighed
Danmarks største uddannelse – pædagoguddannelsen – har brug for at blive kigget efter i sømmene. Uddannelsen skal evalueres i 2020, men allerede nu kridter vi op til at kunne finde de rette værktøjer frem til den kommende evaluering. Vi skal vide, hvor skoene trykker på en uddannelse, der uddanner kommende kolleger. Men vi ved allerede nu, at vi vil kæmpe for endnu mere specialisering. For der er stor forskel på, om du efter endt uddannelse skal arbejde med børn i børnehave, eller om du skal arbejde med misbrugere, udsatte børn eller voksne mennesker med handicap. Det kræver specialviden.
En intern undersøgelse fra 2017 blandt praktikvejlederne på vores arbejdspladser viser også, at der bestemt er plads til forbedring i det nye uddannelsesspor i social- og specialpædagogik. Samtidig er de nyuddannede altså oppe imod en faglig virkelighed, hvor mange grupper er blevet mere udfordrende at arbejde med – eksempelvis inden for psykiatrien, hvor dobbeltdiagnoser og tungere diagnoser præger billedet.
Der er også behov for, at uddannelsen kan ruste nyuddannede til nye målgrupper eller borgergrupper. Et eksempel er det stigende antal mennesker, der får demens. Eller de unge i uddannelsessystemet – ikke mindst set i lyset af den nye Forberedende Grunduddannelse (FGU), som sættes i værk august 2019.
I det hele taget bliver vi nødt til i forbindelse med evalueringen af uddannelsen at se nærmere på, hvordan det social- og specialpædagogiske uddannelsesspor kan styrkes. Både på indholdsdelen, men også mere konkret på, hvor mange ECTS-point, der tilgår sporet – altså hvor meget fællesdelen på uddannelsen fylder, og hvor meget specialiseringsdelen fylder.
Vi skal også diskutere uddannelsens nuværende opdeling i korte moduler af seks-syv ugers varighed, som afsluttes med en prøve. For er det hensigtsmæssigt med så opdelte læringsforløb i afgrænsede temaer frem for længere og mere sammenhængende undervisningsforløb, hvor underviserne kan følge de studerende over længere tid. Derudover ser jeg en mulighed i, at uddannelsesstederne i langt højere grad gør brug af timelærere fra felten – altså socialpædagoger, der har en særlig viden om et særligt område, som den faste underviserstab ikke kan dække. Dette kan også være med til at styrke den vekselvirkning mellem praktik og teori, der netop er noget særligt ved pædagoguddannelsen.
Vi gør det alt sammen, fordi vi selvfølgelig skal have det rette match mellem uddannelsen, borgernes behov og det, som arbejdsmarkedet har brug for. For vi skal have en endnu bedre uddannelse, som kan levere studerende med rette kompetencer og rette faglighed.