icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Seksualitet

Vi samler de gode erfaringer

Hjemmesiden sosos.nu er et nyt bud på, hvordan man formidler viden og erfaringer om seksualitet og sensualitet

Er der noget, der er tabubelagt - altså ud over døden - så er det borgernes seksualitet. Derfor har vores mål været at udvikle et værktøj, der hjælper fagpersonalet i mødet med borgerne.

Sådan fortæller Henriette Malmberg, afdelingsleder Lindegården på Fredensborg.

Hun er lige nu ved at færdiggøre seksualvejlederuddannelsen - og i forbindelse med forløbets sidste formidlingsopgave har hun sammen med tre kolleger fra andre socialpædagogiske arbejdspladser - Mia Marie Heelund Ydo, Andreas Reffstrup Melander og Lilith Kirstine Muller udviklet en helt ny hjemmeside, sosos.nu.

– Vi har selv savnet et sted, hvor man kan slå det hele op - lige fra de bedste råd og konkrete værktøjer til ekspertviden og praksiserfaringer. Derfor har vi valgt at lave en hjemmeside, der kan fungere som det sted, man som fagprofessionel søger hen, når man har brug for hjælp, siger Henriette Malmberg.

Dilemmaer og blog
På hjemmesiden, der først for alvor kommer til at køre efter årsskiftet, kan man fx søge viden om, hvordan man bedst kommer i gang med at lave en seksualpolitik, eller få tips til hvordan man etablerer et netværk. Det er også meningen, at man skal kunne dele fortælleringer med hinanden, ligesom de fire socialpædagoger bag siden vil samle relevante faglige artikler og små videofilm, man som fagperson kan lade sig inspirere af.

– Vi forsøger kort sagt at samle alt det, man kan få brug for ét sted. Og så håber vi, at vores kolleger rundt omkring selv er åbne over for at byde ind med cases, dilemmaer fra hverdagen eller måske skrive på en blog, så sitet bliver dynamisk og inspirerende for alle os, der jo også skal kunne håndtere borgerens følelser og seksualitet i vores arbejde, siger Henriette Malmberg. 

 

Læs mere på sosos.nu