Bo så mig

’Når de ser mig, siger de nej. Selvfølgelig vil ikke have sådan en som mig.’ Sådan tænkte 40-årige Peter Arvedsen, da han for seks år siden var på vej til en praktiksamtale på det beskyttede beskæftigelsestilbud Café Ingeborg i Ringsted.
Han havde en jobkonsulent med sig, for Peter Arvedsen turde med egne ord ikke komme alene.

Dengang lignede Peter Arvedsen ellers mere en, der gjorde andre bange end en, der var bange for andre. Han var tatoveret på ansigtet, halsen og hænderne. Han var stor og stærk i sorte adidas-bukser med striber og lignede ifølge socialpædagog Anne Woergaard Mikkelsen en, der kom gående med to køkkenruller under armene og en karakteristisk her-kommer-jeg-tag-og-flyt-dig-fra-mig-agtig gangart.

Det var Anne Woergaard Mikkelsen, der som leder tog imod Peter Arvedsen og jobkonsulenten. Dengang havde Café Ingeborg aldrig haft en kontanthjælpsmodtager i praktik, og hun var blevet noget overrasket, da Peter Arvedsen ringede for at høre, om der måske kunne være en plads til ham. 

Men der var travlt i køkkenet, hvor mennesker med fx udviklingshæmning eller erhvervet hjerneskade laver mad til ældre, og de kunne vældig godt bruge en hånd mere.

– Så jeg sagde: ’Det ved jeg sørme ikke, men det må jeg finde ud af.’ Og det viste sig, at vi gerne måtte tage imod praktikanter, hvis de bare var meget langt fra arbejdsmarkedet, fortæller hun.

Jeg er blevet et helt andet menneske af at arbejde her. Før var jeg bare en zombie, der gik rundt. Nu har jeg fået den der gnist i øjet

Peter Arvedsen, ansat i fleksjob på Café Ingeborg

Faldt ned fra stigen
Peter Arvedsen havde i mange år forsørget sig selv som jord- og betonarbejder, men en dag faldt han ned fra en stige og ødelagde ryggen. Han mistede sit job og fik en hverdag præget af smerter efterfulgt af en depression.

– Jeg kunne ikke se meningen med livet. Jeg sad bare derhjemme, og når min kone bad mig om at gøre et eller andet som fx at gøre rent, gjorde jeg det ikke. Når hun kom hjem, havde jeg højst bevæget mig fra spillestolen til sofaen, og jeg havde ikke noget overskud til mine fire børn. Hvis jeg fx skulle hjælpe dem med at lave lektier, råbte jeg af dem, fortæller han.

Peter Arvedsen understreger, at han dengang var en mester i at holde facaden.

– Når jeg var ked af det, var der ingen, der kunne se det på mig. Jeg er opvokset i et bandeagtigt miljø i Hundige, og de fleste af mine venner fra dengang er enten døde eller i fængsel. Så man kan godt sige, at jeg var en mand med attitude. En ’Brian.’

Anne Woergaard Mikkelsen er en erfaren socialpædagog, der tidligere har arbejdet på ungdomspension, og hun besluttede at give Peter Arvedsen en chance allerede den efterfølgende dag. Men hun gjorde det samtidig klart, at der var nogle særlige spilleregler på Café Ingeborg. Fx skulle Peter Arvedsen ikke gå rundt og snakke om, at han tidligere havde været oppe at slås.

– Den slags kan du snakke med mig om. Jeg kan tåle at høre det hele. Men over for de andre skal du holde det for dig selv, slog hun fast.

Jeg har savnet dig
Peter Arvedsen magtede ikke at starte allerede næste dag, men en uge efter mødte han op, og fik at vide, at Bo Bang Jensen skulle lære ham op. Bo Bang Jensen har Downs Syndrom, og Peter Arvedsen lyser op, da han fortæller om deres allerførste møde.

– Bo faldt mig om halsen og sagde: ’Hej Peter. Hvor har jeg bare savnet dig!’ Selv om jeg altså aldrig havde set ham før.

Bo Bang Jensen viste Peter Arvedsen, hvordan han skulle koge kartofler, skære kød og pakke madvogne, og imens fandt de to jævnaldrende mænd ud af, at de havde noget til fælles: De holdt begge to med Brøndby og var inkarnerede fans af ’drengene fra vestegnen’.

– Det var som om, Bo kunne se mig. Som JEG er. Og som jeg aldrig var blevet set før, fortæller Peter Arvedsen og holder hånden op foran tatoveringen i ansigtet.

– Han så slet ikke det her…

Selv om Peter Arvedsen var glad for Café Ingeborg, havde han svært ved at komme ud af døren om morgenen, og tit var han kun på arbejde hver anden dag. Og når han først havde været væk, blev det endnu sværere at møde op dagen efter. På et tidspunkt tog den ene dag den anden, så han pludselig havde været væk i tre uger.

– Og så var det helt umuligt for mig at komme tilbage. Jeg regnede jo med, at jeg skulle have en ordentlig skideballe. Men så ringede Anne til mig. ’Vi savner dig. Kommer du ikke’, spurgte hun. Og så kunne jeg alligevel godt klare at vende tilbage.

I pædagogisk arbejde taler vi rigtig meget om relationsarbejde som noget af det vigtigste. Men ofte bliver det opfattet som relationen mellem den fagprofessionelle og det menneske, det handler om. Jeg er mere optaget af spørgsmålet om, hvad jeg som fagprofessionel kan gøre for, at andre kan skabe en relation med hinanden.

Anne Woergaard Mikkelsen, socialpædagog og leder af Café Ingeborg

Tårer i øjnene
Da Peter Arvedsen næste morgen kom hen på Café Ingeborg, blev han mødt af Bo Bang Jensen, der sprang ham i møde med et kæmpe knus.

– Og da vi lidt efter havde morgenmøde, hvor alle medarbejdere er samlet for at aftale, hvem der skal gøre hvad, rejste han sig pludselig op. ’Jeg vil også godt sige noget. Jeg synes, vi skal klappe af Peter, fordi han er tilbage.’ Og så klappede de alle sammen af mig.’

Peter Arvedsen får tårer i øjnene, da han fortæller.

– Jeg har aldrig før følt mig så velkommen i hele mit liv.

Anne Woergaard Mikkelsen beskriver det, som om Bo fik Peter til at smelte.

– Det var som om alt det hårde gled af dig. For Bo kunne alligevel ikke forstå det, siger hun.

Peter Arvedsen nikker med blanke øjne.

– Ja. Det er rigtigt. Hver morgen klæder vi om sammen og skifter til arbejdstøj, og det var først efter flere år, at Bo en dag sagde: ’Du har tegninger på ryggen.’ Det har jeg haft hele tiden, men Bo ser det ikke. Han ser bare mig.

I dag har Peter Arvedsen fået et fleksjob på Café Ingeborg, hvor han arbejder 15 timer om ugen. For øjeblikket er han også ved at tage et kursus i socialpædagogik, så han kan blive endnu bedre til at arbejde med mennesker med særlige udfordringer.

– Jeg er blevet et helt andet menneske af at arbejde her. Før var jeg bare en zombie, der gik rundt. Nu har jeg fået den der gnist i øjet. Og overskud til mine børn. Og det skyldes alt sammen Bo. Eller… 70 pct. er Bo, og 30 pct. er selve arbejdet. Den der følelse af: Jeg kan! Den er fantastisk, fortæller han.

Fokus på relationer
Når Anne Woergaard Mikkelsen skal sætte ord på, hvad hun som socialpædagog har gjort for at sætte rammerne om Bo og Peters møde, fremhæver hun flere ting.
For det første lægger hun ligesom Peter Arvedsen vægt på selve opgaven med at producere sund og nærende mad til ældre.

– Her er der en fuldstændig reel arbejdsopgave, og det giver mulighed for at skabe et arbejdsfællesskab, som man som socialpædagog ellers kan bruge enormt mange kræfter på at skabe kunstigt. I køkkenet er alle afhængige af hinanden, og de er nødt til at hjælpe hinanden, siger hun.

For det andet pointerer hun vigtigheden af at turde prøve noget nyt.

– Man kunne ikke have lavet en businesscase, hvor man på forhånd regnede ud, at der ville ske en hel masse godt ved at sætte Bo og Peter sammen. Men man kan opdage det, når man har modet til at prøve. Og så er det vigtigt, at vi her på stedet har en solid neuropædagogisk viden, der gør os opmærksomme på værdien af at sætte rolige mennesker sammen med mennesker, der netop har brug for at få ro i hovedet. Hvis vi havde sat to andre Brøndby-fans sammen, som begge to havde en hård attitude, ville de nok have kørt hinanden op, lyder det fra Anne Woergaard Mikkelsen.

Som leder lægger hun vægt på at være klar og tydelig om sine forventninger, som hun fx var det, inden Peter Arvedsen startede, og sidst men ikke mindst fremhæver hun hele grundlaget for den pædagogiske tilgang:

– I pædagogisk arbejde taler vi rigtig meget om relationsarbejde som noget af det vigtigste. Men ofte bliver det opfattet som relationen mellem den fagprofessionelle og det menneske, det handler om. Jeg er mere optaget af spørgsmålet om, hvad jeg som fagprofessionel kan gøre for, at andre kan skabe en relation med hinanden. Det handler ikke om, at andre skal blive afhængige af mig. Det handler om, at jeg skal bruge mine pædagogiske redskaber, så andre kan få gavn af hinanden.