icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Livsovergange-1-Rikke---Michael-Drost-Hansen.jpg
Livsovergange

Jeg skal bare have et arbejde

For gammel og for dyr. Det var Rikke Nønne Forups tanker om sig selv efter 72 ugers ledighed. Nu har hun fået nyt job - og vil gå langt for ikke at stå uden igen. For efter mange afslag er det svært at få selvtilliden tilbage på CV’et, fortæller hun

Lever jeg op til deres forventninger? Hvad er det egentlig, jeg kan? Duer jeg til noget?
Spørgsmålene flaksede rundt i hovedet på 42-årige Rikke Nønne Forup den søndag aften i januar – aftenen før hun skulle tiltræde sit nye job på et bosted for voksne med udviklingshæmning.

– Det kostede nogle store tudeture. For selvom det var fedt at skulle arbejde igen, var jeg også meget nervøs – kunne jeg nu falde ind i miljøet på arbejdspladsen? Kunne jeg finde ud af at håndtere beboerne? Ja, slog jeg til fagligt, socialt og menneskeligt?

Ifølge tal fra Socialpædagogernes a-kasse er halvdelen af alle ledige socialpædagoger typisk i arbejde igen inden for tre måneder, mens to tredjedele af dem er i job efter et halvt år. Det varierer dog bl.a. i forhold til, hvor i landet de bor.

Desuden får en stor del af socialpædagogerne supplerende dagpenge i en periode eller en midlertidig ansættelse, som gør, at de oplever flere ledighedsperioder på et år.
Fælles for dem alle er, at de har prøvet, hvordan det føles at stå uden for arbejdsmarkedet og kigge ind. Ligesom Rikke Nønne har gjort. Socialpædagogen har mødt hende for at høre hendes historie. For selvom det nye job var afslutningen på 72 ugers ledighed, var overgangen ikke uden udfordringer.

Livsovergange

Livet som socialpædagog kan byde på mange sving på vejen. Fagbladet Socialpædagogen har fulgt en række medlemmers rejse igennem nogle af livets små og store overgange - fra den allerførste dag, hvor man blive udklækket som socialpædagog, til den allersidste, hvor man lægger livsværket på hylden.

Læs flere socialpædagogers beretning om livsovergange

Jeg duer ikke
Rikke Nønne Forup kommer ud af en hel klan af socialpædagoger og blev færdiguddannet i 2006. Det første job var på hendes tredje praktiksted – en døgninstitution for voksne med senhjerneskader.

Siden fik hun arbejde på et socialpsykiatrisk botilbud, hvor beboerne bl.a. var tynget af alkoholskader og behøvede støtte til at komme igennem hverdagen.
Men efter ni år dér skulle Rikke Nønne Forup have opereret en gammel skulderskade fra barndommen, og fra den ene dag til den anden kunne hun ikke længere gå på arbejde.

– Det var et hårdt arbejdsmiljø, hvor vi ofte blev truet og verbalt overfaldet. Og hvis jeg fik et træk i skulderen, ville det betyde, at jeg skulle have en ny operation. Derfor vurderede overlægen, at det var for risikabelt for mig at arbejde der, og jeg blev afskediget, fortæller hun.

– Hvad nu, tænkte Rikke Nønne Forup, der aldrig havde prøvet at være ledig før. Hun besluttede at vende ryggen til specialområdet, som var det mest risikable i forhold til hendes skulder, og i stedet søge stillinger i omkringliggende børnehaver.

Til at begynde med var hun opsat på at skulle ned foran computeren i stuen, sætte sig ind i arbejdspladser og stillingsbeskrivelser og søge en masse jobs. Men afslagene fulgte i samme kadence, og stemplet ’duer ikke’ brændte mere og mere i panden på hende.

– Jeg blev så frustreret og tænkte: ’jeg kan ikke noget’. Der er ingen, der kan bruge mig. Hvis ikke jeg havde været nogenlunde stærk, ville jeg være blevet syg af det, siger hun.

LEDIGHED Det tog overraskende hårdt på Rikke Nønne Forup at gå ledig i 72 uger. Hun følte undervejs, at hun helt mistede troen på sig selv og sin faglighed.
LEDIGHED Det tog overraskende hårdt på Rikke Nønne Forup at gå ledig i 72 uger. Hun følte undervejs, at hun helt mistede troen på sig selv og sin faglighed.

Briste eller bære
Rikke Nønne Forup fulgte jobsøgningskurser, hvor hun fik råd til, hvordan hun skulle sælge sig selv. Men når cursoren blinkede på den hvide skærm, gik klappen ned. Det netværk, hun skulle bruge som springbræt til at komme videre, forsvandt med tiden længere og længere ud i periferien. Og som månederne gik, rykkede Rikke Nønne Forup mere og mere fra skrivebordsstolen ned i sofaen.

– Mismodet smittede nok af på mine ansøgninger. Og jeg konkluderede, at jeg måtte være for gammel og for dyr. Det var virkelig hårdt. Til sidst magtede jeg næsten ikke at gå en tur, selvom det sikkert havde været godt for mig. For jeg ville ikke møde nogen, der kunne stille spørgsmål eller krav til mig. Jeg lukkede mig inde, siger hun.

Men der var en stædighed i Rikke Nønne Forup, som alligevel fik hende til at lægge fjernbetjeningen fra sig og sætte sig ved tastaturet igen. Hun søgte virksomhedspraktikker i håb om, at de kunne give billet til en fastansættelse. Hun tog lagerarbejde gennem vikarbureauer for at forlænge sin dagpengeperiode. Og til sidst begyndte hun at søge stillinger på specialområdet igen – skulderskade eller ej.

– Det var der, jeg havde erfaring. Så måtte det briste eller bære, siger hun. Og pludselig var den der.

Sprækker i selvtilliden
Rikke Nønne Forup havde søgt en stilling på et aktivitetscenter, som hun ikke fik. Men på det tilstødende botilbud for voksne med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser manglede de en erfaren medarbejder, som efter en periode med skiftende ledelse og brug af mange vikarer kunne være med til at løfte stedet. 

Rikke Nønne Forup landede på en travl arbejdsplads, hvor der ikke var tid til ret meget oplæring, og hvor der var stor udskiftning i medarbejdergruppen. Samtidig stod det klart for hende, at den faglige stolthed havde lidt et knæk i ledighedsperioden.

– Jeg føler ikke, at jeg kan det samme som før sådan rent fagligt. Det er, som om jeg har fortrængt nogle ting, så hvis nogen spørger mig om noget, må jeg hjem og slå det op. Det er skræmmende, siger hun.

Samtidig blev Rikke Nønne Forup placeret hos en meget udadreagerende borger og blev overfaldet få dage efter, hun var tiltrådt. Pludselig væltede gamle sager, hvor borgere på hendes tidligere arbejdsplads havde truet Rikke og hendes familie, op i hende. Og Rikke Nønne Forup måtte søge professionel hjælp.

– Jeg var sikker på, at jeg var blevet overfaldet, fordi jeg ikke duede til noget. Jeg lukkede helt ned og stoppede med at mærke min egen krop. Det var, som om ingen måtte komme tæt på mig af skræk for, at de ville træde på mig eller finde ud af, at jeg ikke kunne noget alligevel, forklarer hun.

For mig handler det grundlæggende om, jeg skal have noget at stå op til. Jeg skal ikke være ledig igen.

Rikke Nønne Forup

Gi’ mig min faglighed
Ud over hjælp fra en psykolog blev Rikke Nønne Forups stædighed endnu en gang hendes hjælper. Hun tog en snak med sin leder om, at hun var nødt til at få tildelt mere ansvar, hvis hun skulle genfinde sin faglige stolthed, hvorefter lederen gjorde Rikke til kontaktperson for en borger.

– Hun syntes, det var mega sejt, at jeg sagde det, og det gav mig følelsen af anerkendelse, siger hun.
Desuden bragte Rikke Nønne Forup arbejdsmiljøet og den interne kommunikation på arbejdspladsen op på et personalemøde.

– Det var de faktisk rigtig glade for. Vi har snakket om, at vi skal være bedre til at spørge ind til hinanden. Og jeg synes, at vi har fået en mere åben dialog siden, siger hun.

Her får du hjælp

Husk, at du altid kan få sparring og gode råd om job og karriere i Socialpædagogernes job- og karriererådgivning. Ring på 7248 6060. I forbundets a-kasse kan du få svar på spørgsmål om dagpenge, lønforsikring, feriedagpenge, efterløn mv.

Læs mere om a-kassen

Noget at stå op til
Spørger man Rikke Nønne Forup, hvad der har fået hende til at blive ved med at trave stædigt af sted, selvom vejen ikke just har været snorlige, falder svaret prompte:

– Jeg skal bare have et arbejde. Det har været noget af en omvæltning at starte op igen, og der skal stadig ikke så meget til at vælte mig, men det skal nok blive bedre. For mig handler det grundlæggende om, jeg skal have noget at stå op til. Jeg skal ikke være ledig igen, siger hun.

Rikke Nønne Forups nuværende ansættelse var i første gang midlertidig - men hun er nu blevet fastansat pr. 1. marts 2019.