icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
venskabsapp.jpg
Artiklen er en del af fagligt fokus
udviklingshæmmede

Find dine nye venner online

Ny venskabs-app for mennesker med udviklingshæmning skal få bugt med ensomheden. ’Vi er venner’ er en app, som bringer mennesker sammen via lyd og billeder – en kontakt som kan blive starten på et venskab

’En fremmed er en ven, du bare ikke har mødt endnu’. Sådan lyder en optimistisk strofe i et gammelt Gnags-nummer. Men for nogle er det nemmere sagt end gjort at få forvandlet fremmede til nye venner. Mange mennesker med udviklingshandicap har kun få eller slet ingen venner. Nu bliver det måske lidt lettere for denne gruppe at finde de venner, de endnu ikke har mødt.

Med den nye app ’Vi er venner’, som er skræddersyet til mennesker med udviklingshandicap, får brugerne mulighed for at finde hinanden i et socialt medie.  Ifølge kvinden bag den nye app, Signe Næssing, er ’Vi er venner’ en venskabs-app, hvor alle kan være med. Man kan opdyrke venskaber omkring en fælles interesse og holde kontakten ved lige med dem, man fx har mødt på sin sommerferie eller på festival.

– ’Vi er venner’ giver mennesker med udviklingshandicap mulighed for at finde venner online via interessefælleskab. Det er et godt udgangspunkt for at knytte venskab, som forhåbentlig kan gå hen og blive et offline venskab, siger Signe Næssing.

Afhjælpe ensomhed
Ideen til app’en opstod blandt andet på baggrund af en undersøgelse fra Socialpædagogerne fra november 2017. Den viste, at det stod skidt til på vennefronten blandt udviklingshæmmede. I undersøgelsen blev mere end 400 socialpædagoger, der arbejder med mennesker med udviklingshæmning, spurgt til deres oplevelse af beboernes venskaber. Hver ottende i undersøgelsen svarede, at beboerne med handicap slet ingen venner har.

– Det berører mig dybt, at mennesker, der af forskellig årsag er udfordret, ikke helt har de samme betingelser for at knytte venskaber, som os funktionsfriske, siger Signe Næssing.

Så målet med det hele er at nedbringe ensomheden blandt udviklingshæmmede. Og her giver de digitale muligheder netop denne gruppe en fordel.

- Det kan være svært og uoverskueligt for mange at færdes ude i verden, så det fysisk at møde andre, kan være en udfordring. Derfor kan ensomhed blive hverdag for mange, og det vil vi gerne lave om på, siger Signe Næssing.

Billeder og videobeskeder
Blandt de mange sociale medier, der findes i dag, manglede der et tilbud til dem, der har svært ved at læse og skrive, viste Signe Næssings research. Og da de udgør en væsentlig del af målgruppen, er den nye app helt uden krav til skriftlighed.

– App’en er baseret 100 pct. på billeder, lyd og video, så alle med læse- og skrivevanskeligheder kan være med og i et tempo, som passer den enkelte. Alt er bygget op af ikoner og et gennemgående og intuitivt formsprog, siger Signe Næssing, som har en baggrund som blandt andet grafisk designer.

De første gode erfaringer
Lotte Terp fra Nørup i Midtjylland, er en af dem, som har taget ’Vi er venner’ i brug. Hun synes, app’en er nem at gå til og glæder sig over, at den i modsætning til fx Facebook er mere overskuelig.

– Jeg synes, den er fantastisk. Jeg lægger historier på om, hvad jeg laver i min dagligdag og holder kontakt med mine venner. Fx har jeg lige været på Sølund Festival, og der fik jeg nogle nye venner, som også er med på app’en, fortæller Lotte Terp.

Hun er glad for, at der nu er et socialt medie til netop hendes målgruppe. På spørgsmålet, om man kan få nye venner via app’en, svarer hun:

– Det kan jeg godt forestille mig. Nu er jeg selv rimelig udadvendt, men mange har svært ved at skrive, og der er det godt, at man har mulighed for at sende videobeskeder.

Mød en anden, der elsker at fiske
Lotte Terp har en række interesser, fx fiskeri, banko og håndarbejde. Via app’en kan hun nu lettere finde andre, der deler samme interesser. Hun kan også godt forestille sig, at app’en kan bruges til at finde en kæreste.

– Jeg har en kæreste, men hvis jeg var alene, kunne man også bruge den.

Signe Næssing understreger, at det ikke er en dating-app.

– Det er ikke dating. Hovedformålet er venskaber. Det er vores store drøm, at venskaber kan starte online og fortsætte offline fx ud fra, at man har samme interesse. Men man må godt blive kærester, siger hun.

Et socialt medie er dog intet uden brugere. Derfor håber Signe Næssing, at mange vil tage den nye app i brug.

– Den er først fed, når der er god aktivitet. Så vi håber, at mange vil være med. Vi sørger til gengæld for, at der løbende sker noget nyt ved at sende aktiviteter ud som fx ’Vis os dit kæledyr’, ’Hvor holder du sommerferie?’ osv., siger hun.

Gå trygt i gang
Sikkerheden er et vigtigt punkt i den nye app. Man kan for eksempel ikke købe noget, og der er strikse politikker, som skal værne mod misbrug.

– Da vi har med en sårbar gruppe af mennesker at gøre, arbejder vi hele tiden med at gøre vores forum så trygt og sikkert som muligt, så vi kan passe bedst muligt på vores brugere. Det kan fx være svært for nogle at gennemskue ironi og sarkasme, og om folk har gode hensigter. Derfor har vi ansat en række moderatorer som holder øje med, hvad der foregår på app’en. De tager deres arbejde meget alvorligt og melder tilbage til os, hvis de oplever noget suspekt, siger Signe Næssing.

fakta om Vi er venner

App’en gik i luften den 10. juni og er lige nu tilgængelig til Android. Det forventes, at den også snart er tilgængelig til iPhone/iPad. De to første måneder er gratis. Derefter koster det 60 kr. pr måned i abonnement. Det kan betales med MobilePay eller med kreditkort – evt. et institutionskort.

Instruktionsvideoer og guides hjælper nye brugere i gang. Man kan også kontakte supporten pr telefon og spørge om alt, hvis man har brug for hjælp.

Udover Signe Næssing står Ida Dideriksen og Laila Rosenberg Ardal bag ’Vi er venner’. Læs mere på www.viervenner.dk

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbundsnyheder