icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
pexels.com_two_study_B.jpeg
uddannelse

Få penge til pædagoguddannelsen

Er du medhjælper og arbejder på Socialpædagogernes kommunale overenskomst, kan du søge økonomisk støtte til meritpædagoguddannelsen via Den Kommunale Kompetencefond

Det behøver ikke at være så dyrt at tage meritpædagoguddannelsen. Hvis du er ufaglært og har lyst til at tage pædagoguddannelsen, har du mulighed for at få økonomisk støtte fra Den Kommunale Kompetencefond.

Du kan få betalt hele uddannelsesafgiften - også kaldet deltagerbetalingen – samt udgifter til materialer og transport.

Kravene er, at du skal være minimum 25 år og have 5 års erhvervserfaring inden for området. Og så skal du være ansat på Socialpædagogernes overenskomst for omsorgs- og pædagogmedhjælpere i kommunerne.

Snak med din TR og din leder
Hvis du er interesseret i at uddanne dig til meritpædagog, så tag en snak med din tillidsrepræsentant og din leder. Det er jer, der i samarbejde aftaler, hvordan forløbet tilrettelægges. Det er også din arbejdsgiver, der får udbetalt tilskuddet.

Læs mere om støtte til merituddannelse på Den Kommunale Kompetencefond/Ufaglært til faglært

Du kan læse til meritpædagog flere steder i landet. Læs mere om optagelseskrav og selve uddannelsen på din lokale UCC.

MULIGHED FOR LØN UNDER MERIT ER ÆNDRET

Siden artiklen blev udgivet, har KL udsendt en vejledning til kommunerne, der forhindrer, at der gives løn under merituddannelse (udover de timer du evt. arbejder på arbejdspladsen ved siden af studiet).

Socialpædagogerne er i dialog med KL og arbejder på, at der igen bliver mulighed for indtægter udover den nuværende voksenuddannelsesstøtte (SVU).

Er du allerede startet på meritpædagoguddannelsen med løn, eller står du lige foran et uddannelsesforløb (aftalt før 1. december 2022), kan du som udgangspunkt forvente at kunne fortsætte på de aftalte vilkår.

Har du spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte din kreds.

Opdateret december 2022

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Uddannelse, Efteruddannelse, Forbundsnyheder