Viden og nærvær går hånd i hånd

• Email
• Print

Hvad er det særlige ved social- og specialpædagogers arbejde? Dette spørgsmål meldte sig for nogle år siden hos forskere og undervisere på Københavns Professionshøjskole, da man sammenlagde social- og specialpædagogikken i den samme specialisering.

Pædagoguddannelsens nye specialisering var nemlig hullet i den forstand, at der manglede viden om pædagogers faglige identitet indenfor hele det social- og specialpædagogiske arbejdsfelt. Derfor søsatte man i 2017 forskningsprojektet ’Faglige orienteringer i et social og specialpædagogisk perspektiv’.

Forskningsprojektet er sat i verden for at gøre de studerende på specialiseringen klogere på social og specialpædagogers faglige identitet og selvforståelse.

Afdække fællestræk
En af forskerne bag projektet er Hanne Meyer-Johansen, som underviser på Københavns Professionshøjskole.

– Området er ekstremt stort og bredt, og vi skal undervise de studerende på en relevant måde. I forbindelse med deres praktik arbejder de med alt fra små børn på observationshjem, mennesker ramt af  hjemløshed - og borgere med forskellige former for udviklingshæmning. Det er så vidt forskellige målgrupper og livssituationer, man har med at gøre. Så vi var som undervisere nysgerrige for at afdække hvilke fællestræk i form af problematikker og faglige selvforståelser, der kunne identificeres hos pædagoger på tværs af disse institutionelle sammenhænge, siger Hanne Meyer-Johansen.

Hun er sammen med lektor og ph.d.-studerende Gitte Lyng Rasmussen en af ophavskvinderne til forskningsprojektet.

Ekspertviden og relationsviden
Forskerne foretog i 2017-2018 en række dybdegående kvalitative interviews med socialpædagoger om, hvad der kendetegner deres arbejde i praksis.

Resultaterne viser tydeligt, at socialpædagoger arbejder ud fra to forskellige former for viden: En klassisk ekspertviden, der er naturvidenskabeligt inspireret med specifikke metoder og begreber - og det, som Hanne Meyer-Johansen kalder for en relationsbaseret viden.

– På den ene side bruger socialpædagoger en viden, der læner sig meget op af evidensbaseret tænkning. Denne form for viden er videnskabeligt funderet og refererer til videnskabelige begreber. Den anden form for viden handler i høj grad om socialpædagogernes kendskab til de mennesker, de har med at gøre. Det kan være borgernes omstændigheder, eller hvad det enkelte menneske har af præferencer eller særkende. Vores definition er, at det er en subjektiv fintfølenhed i forhold til det enkelte menneske, siger hun.

Ikke enten-eller
Forskeren mener, at det er interessant, at to så kontrastfyldte former for viden er i spil i det socialpædagogiske arbejde. Hun peger især på, at det unikke består i, at alle de socialpædagoger, hun har talt med, benytter sig af både relationsbaseret viden og videnskabeligt funderede metoder.

– Den første form for viden kan karakteriseres som objektiv og autoritativ, mens den anden handler om indlevelse og empati. Men det vigtige er, at man ikke er enten-eller. Der er nogle socialpædagoger, der hælder mere til det ene frem for det andet, men begge vidensformer er i spil hos stort set alle socialpædagoger og bliver brugt i flæng. Og det er det, der er det interessante. Det er overhovedet ikke enkelt, siger Hanne Meyer-Johansen.

Samspil mellem teori og praksis
Udover at lave kvalitative interviews har forskerne fulgt nogle af socialpædagogerne i deres daglige virke rundt omkring på arbejdspladserne. Her blev det tydeligt for forskerne, hvordan man bruger de to pædagogiske tilgange i praksis på en relevant måde.

– Da vi fulgte socialpædagogerne i deres arbejde, var det helt tydeligt at se, hvor meget de lægger sig op ad fx en neurologisk forståelse af mennesket. Samtidig er der ingen tvivl om, at de er meget optagede af det empatiske og det personlige. Men somme tider har man med mennesker at gøre, som ikke har noget sprog, og som reagerer på måder, som vi ikke har en jordisk chance for at forstå. Og der giver det jo god mening, at man griber til nogle hjernemæssige forklaringer for at komme tættere på en forståelse af mennesker, siger Hanne Meyer-Johansen.

To pædagogtitler
Selvom de medvirkende socialpædagoger arbejder indenfor områder, som tidligere har været betegnet som både social- og specialpædagoger, har de to pædagogtitler ikke nogen betydning i praksis. Kun i enkelte tilfælde forholdt de sig til, at der skulle være forskel.

– Den eneste undtagelse var et aflastningssted for mennesker med udviklingshæmning og ASF(autismespektrumforstyrrelser red.). Her inddelte de brugerne imellem dem, der kunne interagere socialt med hinanden, og dem der havde brug for skærmning og specialstøtte. Men den teoretiske skelnen mellem begreberne social- og specialpædagogik er stort set ingen af socialpædagogerne specielt optaget af. Måske fordi det mere ses som en akademisk diskussion, som befinder sig langt fra den virkelighed, de befinder sig i, siger Hanne Meyer-Johansen.

Møder det enkelte menneske
Hun understreger at undersøgelserne viser, hvordan socialpædagoger uanset baggrund forsøger at forstå og møde det enkelte menneske i forhold til, hvad de har af kapacitetsudfordringer. 

– Vi har set, hvordan socialpædagoger arbejder i spændingsfeltet mellem teori og praksis i alt, hvad de gør. Det pædagogiske arbejde kan noget særligt, fordi det kommer tæt på. Det er jo hundesvært at læse andre mennesker og forstå, hvad de værdsætter og oplever som relevant. Men for mange af deltagerne i undersøgelsen forekommer det at være det vigtigste ved at gå på arbejde, siger Hanne Meyer-Johansen.