icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Midtsjaelland-GF.jpg
Jan Vium takker af som formand for Socialpædagogerne Midtsjælland efter 29 år på Posten. Han afløses af Lene Kümpel.
GF Midtsjælland

Formandsskifte i Midtsjælland

Socialpædagogerne Midtsjælland har fået ny formand. Ved generalforsamlingen tirsdag 22. oktober blev Lene Kümpel valgt som ny kredsformand. Hun erstatter Jan Vium, der nu går på pension efter 29 år på formandsposten

  • Martin Hammer

– Jeg vil hver eneste dag arbejde for, at I kan gøre jeres arbejde i tryg forvisning om, at jeres fagforening står bag jer, sagde en stolt Lene Kümpel efter at være blevet valgt som ny formand for Socialpædagogerne Midtsjælland.

Hun er selv uddannet socialpædagog, har siddet i kredsbestyrelsen siden 2001 og har været valgt som fagligsekretær og hovedbestyrelsesmedlem siden 2011.

Medlemmerne kommer dog ikke til at opleve en helt ny retning, da Socialpædagogerne Midtsjælland, som den nye kredsformand præciserede, allerede i dag er en god og velfungerende kreds. Men Lene Kümpel vil gerne have endnu mere fokus på de medlemsnære og medlemsrettede aktiviteter. Socialpædagogerne Midtsjælland skal være et relevant og attraktivt fællesskab fra den første dag på uddannelsen eller på det nye job - og helt indtil nøglerne afleveres på den sidste arbejdsdag.

– Fagforeningen skal leve og møde jer i jeres hverdag, så vi kan være endnu bedre til at repræsentere jer og arbejde for, at jeres arbejdsmiljø, løn og arbejdsvilkår forbedres. De af jer, der får brug for jeres fagforening i en sag, skal have den optimale hjælp. Og for de af jer, der aldrig får brug for hjælp og rådgivning, skal fagforeningen også være brugbar og give mening. Vi skal lytte og være synligt til stede i alle arbejdslivets sammenhænge, sagde Lene Kümpel.

Synlighed og værdi
Kredsbestyrelsen har sat det ambitiøse mål, at der i 2022 skal være en medlemsfremgang på 300 medlemmer. Det kræver en fokuseret og målrettet indsats, hvor Socialpædagogerne Midtsjælland vil arbejde med at konkretisere medlemsprojektet ’Vi er Socialpædagogerne’.

Det skal ske ved at invitere alle nye medlemmer ind til kaffe på kredskontoret og lytte til, hvad de siger. En af de ting, medlemmerne efterspørger, er faglige arrangementer af høj kvalitet - og det skal fortsat ske ved flere temaaftener og trioarrangementer med arbejdsmiljørepræsentanter, tillidsrepræsentanter og ledelse.

Og så er det, ifølge Lene Kümpel, også vigtigt, at tydeliggøre værdien af Socialpædagogerne og de resultater, fagforeningen opnår.

Allerede i år har kredsen fået 62 ekstra medlemmer, men for at komme i mål, skal alle bidrage.

– Tillidsrepræsentanterne spiller en stor rolle i organiseringsindsatsen. Det er jer, der møder kommende nye medlemmer, når I byder dem velkommen på arbejdspladsen og forhandler deres løn. Kredskontoret støtter op med rådgivning og materialer til formålet, sagde Lene Kümpel, der også nævnte, at der var ved at blive udviklet nye tillidsmandskurser for at give redskaber til i arbejdet med rekruttering.

To nye faglige sekretærer
I det daglige får Lene Kümpel to nye faglige sekretærer at samarbejde med. Tidligere faglig sekretær og næstformand, Kim Christian Jensen, havde valgt af trække sig efter femten år på posten. Ved generalforsamlingen blev Karsten Stegmann og Rasmus Damgaard valgt som kredsens nye faglige sekretærer, begge er nuværende medlemmer af bestyrelsen. 

Udover ny kredsformand, Lene Kümpel, blev der på generalforsamlingen i Socialpædagogerne Midtsjælland også valgt to nye faglige sekretærer: Karsten Stegmann (tv) og Rasmus Damgaard (th).
Udover ny kredsformand, Lene Kümpel, blev der på generalforsamlingen i Socialpædagogerne Midtsjælland også valgt to nye faglige sekretærer: Karsten Stegmann (tv) og Rasmus Damgaard (th).

Karsten Stegmann er uddannet socialpædagog og fællestillidsrepræsentant fra Køge, hvor han arbejder som vejleder på voksenområdet.

– Jeg vil arbejde ud fra den socialpædagogiske DNA. Vi brænder for de socialt udsatte, og det kræver mennesker som os, der ved, hvordan vi skal give dem så meget livskvalitet som muligt, sagde Karsten Stegmann, der også vil arbejde for arbejdsmiljøet, fagligheden og den offentlige anerkendelse af faget.

Rasmus Damgaard er uddannet lærer og arbejder på Undløse Skole- og behandlingshjem i Holbæk, hvor han også er fællestillidsrepræsentant.

– Vi er alle Socialpædagogerne, og jeg vil have fokus på de forskellige fagligheder, der er i socialpædagogerne, både min og fx familieplejernes. Der skal være balance mellem serviceniveauet og ressourcerne, og serviceniveauet skal besluttes politisk - ikke administrativt af en eller anden embedsmand, sagde han og nævnte også samarbejdet med andre faggrupper samt mellem kommunerne og regionerne som en vigtig prioritet.

Den sidste beretning
Jan Vium gav på generalforsamlingen sin sidste beretning, og efter overstrømmende taler og anerkendelse fra kolleger, lød det fra den afgående kredsformand:      

– Jeg vil gerne slutte min beretning med at sige tak for den tid, vi har haft sammen. Tak til alle de ansatte i kredsen, der gør et kæmpe arbejde for medlemmerne. Tak til alle jer tillidsfolk, arbejdsmiljørepræsentanter og engagerede medlemmer. Tak fordi I deltager i vores udvalg, styregrupper, sektioner, og i vores faglige arrangementer. Det betyder rigtig meget, at I er her – tak. Og pas godt på fagforeningen.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Generalforsamling, Kredse, Forbundsnyheder