icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
JAC.jpg
Danmarks Bedste Arbejdsplads

JAC bliver igen kåret som bedste offentlige arbejdsplads

JAC i Gentofte har endnu engang vundet prisen som Danmarks bedste offentlige arbejdsplads. Ifølge centerlederen ligger den socialpædagogiske arbejdsplads' styrke i den flade ledelsesstruktur, hvor det er medarbejderne, der træffer de store beslutninger

–Prisen som Danmarks Bedste Offentlige Arbejdsplads er et kæmpe skulderklap til os alle. Vi tror ikke på kontrol, magt og top-down. Vi tror på hinanden.

Sådan lød reaktionen fra centerleder Ann-Christina Matzen Andreasen, da hun sammen med en gruppe kolleger fra JAC, Job-, Aktivitets–, og Kompetencecentret i Gentofte Kommune, modtog prisen som Danmarks Bedste Offentlige Arbejdsplads for andet år i træk. En pris, der blev uddelt af Great Place To Work den 12. november i Cirkusbygningen i København.

En af kvaliteterne ved JAC er ifølge centerlederen, at de gennem en årrække har udviklet sig til at arbejde, ud fra en 90 pct. ledelsesløs metode, hvor medarbejderne træffer beslutninger om strategi, økonomi og lønforhandling. For det er med Ann-Christina Matzen Andreasens ord medarbejderne, der sidder med guldet, når det kommer til at træffe de beslutninger, som normalt ligger på ledelsesniveau. 

Ledelsen sætter medarbejderne fri
Den udbredte tillid fra ledelsen betyder alt for medarbejderne, siger Grith Grubbe Jensen, der er socialpædagog på JAC’s montageværksted i en pressemeddelelse:

–Det(tilliden red.) gør noget ved vores arbejdsmiljø. Ledelsen har en kæmpe tiltro til os, også når vi vil prøve nye ting af og tænke anderledes. Vi tør godt, fordi vi ved, at vi har ledelsen i ryggen. Vi bruger i dag primært ledelsen til sparring, inden vi træffer beslutninger. Det giver os en kæmpe tro på os selv, også fordi man godt må fejle undervejs.

Hos Socialpædagogerne glæder forbundsformand Benny Andersen sig over prisen på Facebook:

–Det er da for vildt, at de nu to år i træk bliver kåret som Danmarks bedste offentlige arbejdsplads. Hvor er det flot(…)Og hvor bliver man også som forbundsformand stolt af sådan en socialpædagogisk arbejdsplads.

Se centerleder Ann-Christina Matzen Andreasen forklare om JAC's flade lederstruktur:  

Du skal acceptere marketing-cookies for at se denne video.

JAC

Job-, Aktivitets-, og Kompetencecentret i Gentofte Kommune tilbyder STU, afklaringsforløb, kompetenceudvikling, støttet og beskyttet beskæftigelse, aktivitets- og samværstilbud, snoezelen, ergoterapi og fysioterapi til voksne med særlige behov. Der er ca. 400 borgere tilknyttet JAC og godt 110 medarbejdere ansat.

Great Place to Work

En global aktør, der arbejder for udvikling og anerkendelse af arbejdspladser med kulturer kendetegnet ved en høj grad af tillid. Har i mere end 30 år forsket i og analyseret millioner af medarbejderes oplevelser af deres arbejdsplads. I Danmark certificerer Great Place to Work gode arbejdspladser ud fra parametre som arbejdsmiljø og tillid. Hvert år kårer de Danmarks bedste arbejdspladser inden for både det private og offentlige.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbundsnyheder, Ledere, Arbejdsmiljø