Vi har skabt noget unikt sammen
De fik nøglerne med beskeden 'I kører bare'. Og sammen har Bitten og Kasper nu skabt et helt nyt tilbud med fokus på nærhed og meningsfulde aktiviteter i og med naturen
Bitten Nygaard Kristiansen, 56 år og socialpædagog på Job-, Aktivitets- og Kompetencecenteret i Gentofte. For knap et år siden var hun med til at ansætte Kasper, da der skulle opbygges et helt nyt tilbud til borgerne med fokus på nærhed og meningsfulde aktiviteter i og med naturen.
Kasper Kromand Persson, 31 år og socialpædagog på Job-, Aktivitets- og Kompetencecenteret i Gentofte. Han har sammen med Bitten og kollegaen Trym – helt fra bunden – opbygget tilbuddet Natur og Samvær til borgere med stort støttebehov.
Bitten:
Da jeg mødte dig til jobsamtalen, tænkte jeg: Her er en vildt energisk fyr. Du kunne holde øjenkontakt på tværs af bordet og var virkelig til stede. Og der var sammenhæng i det, du sagde, og den person, jeg hurtigt fornemmede, du var. Jeg var slet ikke i tvivl om, at jeg gerne ville arbejde sammen med dig.
Kasper:
Der stod ’Kasper’ på det jobopslag, og derfor var situationen presset for mig. Men jeg kan huske, jeg tænkte, at det var rart, at du var der, fordi du spurgte ind på en måde, så jeg følte mig velkommen og tryg. Du gjorde rummet rart at være i.
Bitten:
Det går begge veje. Du er en Georg Gearløs, der kan se de skøreste idéer, hvor man tænker: Ja, det giver sgu da mening at dyrke jordbær i paller. Og du bliver helt høj af at finde ud af, hvordan borgeren kan være med i aktiviteten. Som da vi forleden købte en græsslåmaskine, som du fik ned i niveau, så borgeren kunne være med.
Kasper:
Det var eddermame også en fed oplevelse. Jeg kan lide, at der sker noget, og nogle gange bliver jeg en energibombe. Så er det rart, når du får mig ned igen. Det kunne jeg faktisk ikke leve uden.
Bitten:
Dine idéer giver til gengæld mig lyst til at smide nogle af mine fastlåste meninger om mig selv og springe ud i det. Som da jeg i går skulle bygge plantekasser og tænkte: ’Hvor svært kan det være?’. Hurtigt så du, at jeg havde skudt lidt over målet, og så holdt du tillidsfuldt skruen, mens jeg stod med skruemaskinen. Vi grinede sammen af det – og jeg voksede.
Kasper:
Generelt er det for vildt at få nøglen til sådan et sted her og så få at vide: I kører bare. Når du så samtidig tror på det, jeg gør, bliver jeg mere sikker på min faglighed og min person, hvor jeg førhen har været bekymret for, hvad folk nu tænkte. Her kan jeg bare sige: ’Jeg stikker lige af sted med en borger, vi skal lige ned og vande en blomst.’
Bitten:
Tingene skal ikke være perfekte, og de skal ikke nødvendigvis være på min måde. Derfor behøver jeg heller ikke have en mening om alt, I andre gør. Vi har selvfølgelig en refleksion med hinanden og spørger ind. Men vi har tillid til hinandens erfaringer. Vi havde fx en udadreagerende borger, hvis dag var meget skemalagt. Du havde god erfaring med at tage det fastlagte program væk, så det gjorde vi uden at stille de store spørgsmål. Derefter så vi en helt anden borger.
Kasper:
Det fedeste er, når borgere får det godt af at være her. Der er ikke nogen overpædagog herinde. Bitten kan noget, Trym kan noget, og jeg kan noget. Sammen har vi skabt det her. Jeg tror ikke, vi var nået så langt, hvis ikke det var lige præcis os tre.