icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
sexchikane.gif
sexchikane

4 råd: Sådan handler du på sexchikane

Som TR eller AMR har du et særligt ansvar for at være i stand til at håndtere situationer med seksuel grænseoverskridende adfærd. For der vil være stor sandsynlighed for, at det er dig, den udsatte kollega kommer til med sine oplevelser

Socialpædagogerne har sammenfattet fire råd til, hvordan du kan håndtere netop den situation med respekt for din udsatte kollega.

  1. Tag det seriøst og vis hensyn
    Hvis du i løbet af en arbejdsdag får en henvendelse fra en kollega om, at vedkommende har været udsat for sexchikane eller lignende fra en kollega eller leder, skal du tage henvendelsen seriøst. Virkelig seriøst. Den pågældende kollega har højst sandsynligt samlet sig mod til at henvende sig til dig. Derfor bør du i videst muligt omfang lægge dine øvrige opgaver til side og skabe en ramme, der er tryg for kollegaen. Tag derfor vedkommende med ind i et lukket rum, hvor du ved, at I ikke bliver forstyrret.

  2. Afstem forventninger og signaler handlekraft
    Det er op til din kollega, om vedkommende ønsker at gå videre med sagen. Derfor bør du tidligt sige, at du er villig til at handle, men i samme ombæring spørge ind til, om kollegaen ønsker det. Oprids processen for vedkommende. Enten ved at præsentere jeres beredskabsplan, hvis I har en – eller ved at beskrive din rolle i forløbet. Fortæl at du som tillidsvalgt med din kollegas samtykke vil gå videre med sagen til ledelsen. Kommer chikanen eller den uønskede seksuelle opmærksomhed fra jeres leder, vil du kunne henvende dig til lederens leder. Her er det vigtigt, at du på nænsom vis gør det klart for kollegaen, at vedkommende bør stå frem med navn, da det er svært at handle på en anonym klage.

  3. Har din kollega brug for hjælp?
    Som en del af forventningsafstemningen bør du også præsentere, hvor vedkommende kan få hjælp som fx psykologbistand. Dette bør fremgå af jeres arbejdsplads eller jeres arbejdsgivers retningslinjer. Retningslinjerne eller beredskabet er samtidig en generel rettesnor for dig, så du ikke står alene med henvendelsen, men ved hvem du skal involvere hvornår.

    - Din kollega kan også have brug for at tale med en uvildig part udenom arbejdspladsen. Her bør du opfordre kollegaen til at henvende sig til jeres fagforenings lokale kreds.

    - Har hændelserne påvirket din kollega i en grad, så det har ført til sygdom kan vedkommende anmelde sagen som en arbejdsskade. Er der tale om én hændelse foregår det via arbejdsgiveren. Hvis der er tale om flere hændelser, skal det anmeldes via egen læge. Du eller din ramte kollega kan få hjælp og rådgivning om arbejdsskader hos Socialpædagogernes arbejdsskadeteam.
  1. Spørg til dokumentation
    Har din kollega nogen form for dokumentation af hændelsen/hændelserne? Hvis ikke kan du bede vedkommende rekonstruere dem med skriftlige beskrivelser af hændelsen med navn, dato mv. Al form for dokumentation løfter nemlig sagen. Dokumentation kan også bestå af skriftlige beskrivelser som SMS’er, tilsendte billeder, breve, sedler, skjulte optagelser eller navne på vidner – alt efter hvordan episoderne har udspillet sig. Dokumentation skal du tage med videre til den ansvarlige leder.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbundsnyheder, TR og AMR, Arbejdsmiljø