icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Dilemma_web_#03_2021.jpg
Dilemma

Kan (næsten) alle magt-anvendelser forebygges?

Er det muligt, at man med god socialpædagogik og stærk faglighed stort set kan forebygge al fysisk magt­anvendelse? Det er de to socialpædagoger Louise Smith Jensen og Karen Marie Juhl Nielsen ikke helt enige om

JA

Karen Marie Juhl Nielsen er koordinator på den nordjyske professionshøjskole UCN og har tidligere arbejdet som socialpædagog og leder:

Med tilstrækkelige normeringer, uddannede socialpædagoger, efteruddannelse, supervision og plads til refleksion kan næsten alle fysiske magt­anvendelser forebygges. Det har jeg selv erfaret i mit tidligere virke som socialpædagog og leder på børne- og ungeområdet, hvor jeg bl.a. har arbejdet i psykiatrien og med børn med udviklingshæmning. Det handler i høj grad om et mindset, hvor man hele tiden søger alternativer til fysisk magt. Fx havde vi engang et barn med udviklingshæmning, som ikke ville i seng, når han var ved at få et epileptisk anfald – og så kom vi i stedet med en madras. Selvfølgelig kan der være situationer, hvor der sker noget helt uforudset, så man fx er nødt til at gribe ud efter et barn, der er ved at løbe ud foran en bil. Men det er nødværgesituationer – aldrig et socialpædagogisk redskab. Og hvis man i nødværge har grebet ud efter et barn, bør man bagefter altid reflektere: Hvad skal vi så gøre anderledes næste gang?

Skal altid være sidste udvej

  • Magt kan være nødværge – aldrig omsorg
  • Fysisk magt kan næsten altid forebygges

Står du i et fagligt dilemma? Så skriv til os på nyhedsrum@sl.dk

NEJ

Louise Smith Jensen læser en kandidatgrad oven på pædagog-uddannelsen og er samtidig vikar på et botilbud i Nordjylland:

Selvom fysiske magt­anvendelser altid skal være sidste udvej, er de uundgåelige, når man arbejder med mennesker, der ikke selv er i stand til at overskue konsekvenserne af deres handlinger – det kan fx være pga. et udviklingshandicap eller demens. Konkret kan det være et menneske, der ikke forstår, at han eller hun er nødt til at ligge ned, når vedkommende får et begyndende epileptisk anfald, og som derfor ikke vil med hen til sengen. Jeg kalder det omsorgsfuld magt­anvendelse, hvis man i den situation roligt lægger en hånd på skulderen og fører beboeren med, selvom han eller hun siger nej. I nogle tilfælde kan man motivere personen til at gå frivilligt med, men det er bare ikke altid muligt. Og selvom man havde ubegrænsede ressourcer, er jeg sikker på, at der stadig ville være situationer, hvor det ville være nødvendigt at gribe ind med fysisk magt. I hvert fald hvis man vil undgå en situation, der bliver endnu værre for beboeren end en magtanvendelse.

Man skal altid søge alternativer

  • Magt kan være omsorg
  • Nogle magtanvendelser er uundgåelige

Få gode råd og faglig input om magt­anvendelser på sl.dk/fagligtfokus

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpædagogisk praksis