icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Dilemma_web_#05_2021.jpg
Artiklen er en del af fagligt fokus
Dilemma

Bruger du belønning som et socialpædagogisk redskab?

Kan det give god mening at udlove en belønning til borgere eller brugere, så de får noget bestemt, hvis de gør, som I aftaler? De to socialpædagoger Marianne Salsø og Camilla Brøns Eriksen er uenige

JA

Camilla Brøns Eriksen er misbrugsbehandler på Rusmiddelcenter Silkeborg

Jeg har gode erfaringer med at give en konkret belønning til de unge, der møder op i misbrugsbehandling. Hver anden gang de kommer til samtale, får de et gavekort på 200 kr., og det er med til at skabe motivation. Mange kan se en langsigtet belønning ved at gå i misbrugsbehandling, som hvis de fx gerne vil have kørekort og kun kan få det efter seks måneder uden hash. Men nogle gange er det svært at motivere sig selv, når målet ligger langt ude i fremtiden. Så kan det være nemmere, når der også er en mere kortsigtet belønning. I mine øjne har det ikke noget med straf at gøre. For når de ikke får gavekortet, ser vi dem jo heller ikke. I misbrugsbehandling arbejder vi i det hele taget meget med belønningssystemet, for når du tager stoffer, udløser hjernen en kunstig belønning, og det gælder om at finde en naturlig belønning at sætte i stedet. Derfor taler vi meget med de unge om, hvordan de kan sætte en gulerod op for sig selv, så de når de mål, de har for deres eget liv.

Fint som naturlig belønning

  • Virker motiverende
  • Lærer at sætte en gulerod op for sig selv

NEJ

Marianne Salsø er socialpædagog i Landsbyen Sølund

Jeg kunne aldrig finde på at sætte en betingelse op, så en beboer kun får rosiner, kaffe eller chokolade, hvis han eller hun gør noget bestemt. For så virker det som en straf, hvis de ikke gør det og derfor ikke får belønningen. Og det kan i sidste ende føre til frustration og magtanvendelser, samtidig med at det sender et forkert signal om, at mennesker kun er noget værd, hvis de handler på en bestemt måde. I stedet arbejder jeg ud fra et menneskesyn om, at alle mennesker er noget værd i sig selv. Til gengæld kan jeg godt bruge afledning, så jeg fx taler om noget positivt, vi skal gøre, efter noget, der er svært. Hvis en beboer fx ikke kan lide at bade, siger jeg: ’Når vi er færdige her, skal vi have os en rigtig dejlig kop kaffe.’ Og det kan tit hjælpe, så det er nemmere at udholde badesituationen. Men vi får kaffen, uanset om det så lykkes at bade eller ej. Det bunder i en tro på, at alle mennesker gør det bedste, de kan, og at det derfor ikke giver mening at straffe.

Sender et helt forkert signal

  • Manglende belønning virker som straf
  • I modstrid med mit menneskesyn

Står du i et fagligt dilemma?

Står du i et fagligt dilemma? Så skriv til os på nyhedsrum@sl.dk

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpædagogisk praksis