icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Benny_2_farve_1128x600.jpg
Socialpædagogerne mener

Indfør krav om uddannelse til ansatte på socialområdet

Kun lidt over halvdelen af dem, der arbejder med børn, unge og voksne med særlige behov, er socialpædagoger. Det tal er for lavt. Derfor skyder Socialpædagogerne gang i kampagne, der skal gøre opmærksom på et uddannelseskrav

Socialpædagogisk arbejde kræver socialpædagogisk faglighed. Og det skal der stilles faste krav om, så borgerne får den rette hjælp. For på socialområdet ansættes alt for mange, som ikke er klædt godt nok på til de udfordrende faglige opgaver, der er på området.

Derfor skal der indføres et uddannelseskrav på det sociale område: På socialpædagogiske arbejdspladser skal de ansatte være socialpædagoger. Og her mener vi personale, der har taget uddannelsen til pædagog – og siden 2014 en pædagog med specialiseringen i social- og specialpædagogik. Samtidig skal det være en forudsætning for overhovedet at kunne godkende og drive opholdssteder og døgnstilbud for børn og unge og botilbud til voksne. Og ansættelse af andre fagligheder skal ske på baggrund af en konkret faglig vurdering.  

Og vi skal i gang. For tallene taler et tydeligt sprog. Kun lidt over halvdelen af dem, der arbejder med børn, unge og voksne med særlige behov i kommuner og regioner, er socialpædagoger. Desuden er der rigtig store kommunale forskelle – i nogle kommuner er det helt op imod hver tredje medarbejder, der ikke har en relevant uddannelse. Samtidig ved vi, at socialtilsynene i fire ud af fem tilfælde lukker botilbud på grund af mangel på kvalitet – i mange tilfælde fordi der ganske enkelt ikke er de tilstrækkelige kvalifikationer blandt personale.

Tallene er jo rystende, og det skal vi simpelthen gøre noget ved. For det betyder, at der er alt for mange udsatte borgere, der ganske enkelt ikke får den målrettede og faglige støtte, de har brug for. For ja. Det gør en forskel, hvilken faglighed man bliver mødt af. På et sygehus vil man jo for eksempel aldrig acceptere, at det er ortopædkirurgen, der opererer hjertepatienten. Eller det endnu mere absurde: at vedkommende, der opererer, overhovedet ikke er uddannet. Så hvorfor er det så egentligt, at det accepteres på socialområdet?

For vi ved, at faglighed gør en forskel. Faglighed forandrer liv, som vi også siger i kampagnen.

Derfor sætter vi også barren højt. Socialpædagoger skal være uddannede. Og de medlemmer, som kommer uden uddannelse - men med lang praksiserfaring - de vil med uddannelseskravet få bedre muligheder for at blive opkvalificeret via merituddannelsen, og det findes der allerede mange gode eksempler på. Samtidig skal der uddannes flere socialpædagoger, og derfor ønsker vi os også en stærkere socialpædagogisk profil på pædagoguddannelserne, for det kan tiltrække flere til uddannelsen.

Der er mange veje til gode kvalitet. Men vi kommer ikke udenom, at det kræver noget. Og det kræver først og fremmest, at vi tør sige højt, at der skal indføres et uddannelseskrav på det sociale område. Det har vi nu gjort, og det arbejde knokler vi med.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbundsnyheder