Alene med sin faglighed

Manglende udvikling

I organisationen Lev, der repræsenterer 50.000 mennesker med udviklingshandicap og deres pårørende, er landsformand Anni Sørensen også bekymret over tendensen. Men overrasket er hun ikke:

– Det er alarmerende, ulykkeligt og uforståeligt, at det står så grelt til med andelen af uddannede socialpædagoger på botilbuddene. Men tallene kommer ikke bag på mig. Vi hører ofte fra medlemmer, der lever med konsekvenserne af, at beboerne ikke bliver mødt af fagligt kompetent personale, siger hun.

Konsekvenserne kommer til udtryk på mange måder, men over en bred kam fører manglende faglighed med Anni Sørensens ord til ’markant dårligere leve- og udviklingsvilkår’, da mennesker med udviklingshandicap har brug for at blive set og mødt af personale, der handler fagligt og ikke intuitivt på deres behov:

– På bosteder med fagligt underskud, hvor man ikke har øje for udvikling eller kompensation, er der større risiko for selvskade eller apatisk eller udadreagerende adfærd. Det øger fx risikoen for unødvendige konflikter og magtanvendelser, siger hun.

Og det betyder kort sagt, at borgerne ikke får den kvalitet i indsatsen, som matcher deres behov, mener Anni Sørensen. Hun understreger, at der også findes ikke-uddannede medarbejdere på tilbuddene, som yder en stor og vigtig indsats.

– Men det handler om, hvorvidt der er grundlag for et solidt og udviklingsorienteret fagligt miljø, og her spiller andelen af uddannede pædagoger – samt en stærk faglig ledelse – en vigtig rolle for kvaliteten af indsatsen. Uden den kvalitet kan det i værste fald få den konsekvens, at borgerne ikke får udviklet deres potentialer og opnår den bedst mulige livskvalitet, siger hun.

 

Staten hælder 50 mia. kr. ind i det specialiserede socialområde hvert eneste år. Det skulle der gerne komme selvberoende og livsduelige børn og unge ud af. Men hvad nytter det, når vi har en kultur, hvor det er muligt for gud og hver mand at tage sig af dem? 

Knud Aarup, forhenværende direktør i Socialstyrelsen

En katastrofal tendens

Tallene får også Knud Aarup, forhenværende direktør i Socialstyrelsen, til at fremhæve problemet med manglende kvalitet i indsatserne. Han hæfter sig især ved, at hver fjerde ansatte på døgninstitutioner for børn og unge er uden uddannelse. 

– Staten hælder 50 mia. kr. ind i det specialiserede socialområde hvert eneste år. Det skulle der gerne komme selvberoende og livsduelige børn og unge ud af. Men hvad nytter det, når vi har en kultur, hvor det er muligt for gud og hver mand at tage sig af dem? Det er en katastrofal tendens, der illustrerer, at vi ikke tager målgruppen alvorligt, siger Knud Aarup, som påpeger, at konsekvenserne ved lav faglighed ikke er til at tage fejl af:

– De kortsigtede konsekvenser møder vi jo i mediebilledet med den ene skandalehistorie efter den anden, der viser unødvendige magt­anvendelser og en forrået kultur blandt personalet. På den længere bane er lav faglighed en væsentlig årsag til, at mange børn og unge ikke får gavn af deres ophold på en døgninstitution. 

Fx viste en analyse fra AE-rådet fra sidste år, at mere end hver anden ung, der har været anbragt som barn, er ufaglært som 30-årig, hvilket er næsten fire gange så mange som blandt unge, der ikke har været anbragt. Ifølge Knud Aarup vidner den slags undersøgelser om, at en barndom som anbragt altså fortsat har en social slagside, som forfølger mange videre i voksenlivet. 

– Men sådan behøvede det ikke være, hvis vi tog et opgør med idéen om, at socialpædagogisk arbejde sagtens kan udføres af andre end socialpædagoger. Alternativet er, at vi bliver ved med at hælde penge og livsmuligheder ud ad vinduet.

’Drop nu den pædagogsnak. Du taler, som om vi andre ikke kan det samme.’ Faglig udvikling og sparring var kort sagt et ønske, jeg stod alene med.

Dorthe Pedersen, socialpædagog

Medhjælperne havde magten

Det var med forventningen om at gøre en positiv forskel for de voksne borgere med udviklingshæmning, at socialpædagog Dorthe Pedersen tog jobbet på et botilbud på Midt­sjælland efter at have holdt pause fra faget en del år. Men ret hurtigt fornemmede hun, at noget var galt. Helt galt.

Det første, der undrede hende, var måden, kollegerne talte til hende på, og hvordan de omtalte arbejdet med borgerne:

– Når jeg mødte ind, var det til beskeden om: ’Du tager lige Karl i dag, så tager jeg Børge.’ De talte til mig og ikke med mig – som om vores arbejde med borgerne var en driftsopgave, der kun handlede om pleje. Det har jeg ikke oplevet, siden jeg startede i faget i 80’erne, fortæller Dorthe Pedersen.

Ud af den 12 mand store personalegruppe var der ud over hende selv én anden socialpædagog. Foruden en pædagogisk assistent og en SOSU-hjælper var resten ufaglærte, fastansatte medhjælpere.

– Selvom de var ufaglærte, havde de status som ’de erfarne’, fordi de havde mange år bag sig. Så det var medhjælperne, der havde magten, siger hun. 

En magt, der ifølge Dorthe Pedersen betød, at det var ’laveste fællesnævner’, der herskede. Den kom bl.a. til udtryk, når hun tog initiativ til en faglig snak om en specifik borgers udfordringer:

– Så blev jeg sat på plads med beskeden: ’Drop nu den pædagogsnak. Du taler, som om vi andre ikke kan det samme.’ Faglig udvikling og sparring var kort sagt et ønske, jeg stod alene med.

Hvis du er på en arbejdsplads, hvor en stor del eller hovedparten af dine kolleger er ufaglærte, ender du med at stå alene med din professionalitet og udviklingen af den.

Tim Vikær Andersen, lektor Københavns Professionshøjskole

Rammer også studerende

Dorthe Pedersen stod så godt som alene med sine faglige ambitioner. Og det er netop konsekvensen af for få faglærte, fremhæver Tim Vikær Andersen, lektor i social- og

special­pædagogik ved Københavns Professionshøjskole, da han bliver præsenteret for Socialpædagogernes undersøgelse.

– Hvis du er på en arbejdsplads, hvor en stor del eller hovedparten af dine kolleger er ufaglærte, ender du med at stå alene med din professionalitet og udviklingen af den. Det har store konsekvenser for den enkeltes faglighed, for arbejdspladserne, for fagets fremtid og ikke mindst for borgerne.

Som underviser på pædagoguddannelsen sender han flere gange om året studerende ud i praktik, og her er det ikke usædvanligt, at flere vender tilbage og fortæller, at de ofte er alene i deres faglighed, fordi der er få socialpædagoger:

– Ofte oplever pædagogstuderende, at de havner på en praktikplads, hvor deres nærmeste kolleger er SOSU-personale og ufaglærte. Det er et mærkbart problem for pædagoguddannelsen, der netop har stor vægt på praktikker.

For hvis man som studerende ender et sted, hvor der er mange med en anden faglighed eller mange ufaglærte, får man ikke den nødvendige kompetenceudvikling.

– Og det er et stort problem for den socialpædagogiske profession, siger Tim Vikær Andersen.

En verbal lussing

Når Dorthe Pedersen skal beskrive kulturen på sin tidligere arbejdsplads, står eksemplerne i kø. Men der er alligevel én oplevelse, der ligger øverst i erindringen:

– Det var en dag, vi holdt personalemøde i beboernes fællesstue. Der var disket op med slik og sodavand på bordet. Der var særligt en af beboerne, som havde svært ved at holde sig fra den slags, og da han kommer forbi, tydeligt interesseret, griner kollegerne af ham og holder ekstra godt fast på deres colaer.

Dorthe Pedersen foreslog, at de stillede de søde sager ud i køkkenet, og begrundede det med, at de jo faktisk sad i beboerens hjem.

– Men det skulle jeg ikke have gjort. Efter mødet, da koordinatoren var gået, fik jeg en kæmpe verbal lussing. Jeg var helt rystet bagefter.

For Dorthe Pedersen illustrerer oplevelsen, at hun var omgivet af kolleger, der slet ikke havde et socialpædagogisk blik på borgerne.

– De opfattede bostedet som deres arbejdsplads, snarere end nogens hjem, og de kunne slet ikke se det etisk problematiske i situationen.

Vi ved, at faglighed gør en forskel. Faglighed forandrer liv. Derfor sætter vi også barren højt. Socialpædagoger skal være uddannede. Og de medlemmer, som kommer uden uddannelse,
men med lang praksiserfaring, vil med uddannelseskravet få bedre muligheder for at blive opkvalificeret via merituddannelsen.

Benny Andersen, forbundsformand Socialpædagogerne

Indfør uddannelseskrav

Hos Socialpædagogerne ser forbundsformand Benny Andersen med stor bekymring på undersøgelsens resultater såvel som Dorthe Pedersens oplevelser. Og han har en klar holdning til, hvordan det kan løses: Der bør fremover stilles krav til, at personalet på sociale tilbud først og fremmest skal være uddannede socialpædagoger. 

– Tallene er jo rystende. For det betyder, at alt for mange udsatte borgere ikke får den målrettede og faglige støtte, de har brug for. Derfor skal personalet på socialpædagogiske arbejdspladser være socialpædagoger, siger han og fortsætter:

– Samtidig skal det være en forudsætning for overhovedet at kunne godkende og drive opholdssteder og døgnstilbud for børn og unge og botilbud til voksne, at man stiller krav til personalets uddannelse. Og ansætter man andre fagligheder, skal det ske på baggrund af en konkret faglig vurdering, mener Benny Andersen, som sætter lidt flere ord på, hvorfor Socialpædagogerne stiller krav om, at socialpædagoger skal være uddannede:

– Vi ved, at faglighed gør en forskel. Faglighed forandrer liv. Derfor sætter vi også barren højt. Socialpædagoger skal være uddannede. Og de medlemmer, som kommer uden uddannelse, men med lang praksiserfaring, vil med uddannelseskravet få bedre muligheder for at blive opkvalificeret via merituddannelsen. Det findes der allerede mange gode eksempler på. Samtidig skal der uddannes flere socialpædagoger, og derfor ønsker vi os også en stærkere socialpædagogisk profil på pædagoguddannelserne, for det kan tiltrække flere til uddannelsen.

Indsatsen gled ud i sandet

På botilbuddet på Midtsjælland forsøgte Dorthe Pedersen at tage initiativ til udviklende aktiviteter for borgerne. Da hun blev opmærksom på en yngre mandlig beboer, der havde autismelignende træk, allierede hun sig med afdelingslederen og fik kommunens oligofreni-team til at tilse ham og udarbejde nogle anbefalinger.

– Jeg tænkte: ’Yes, nu skal vi faktisk til at arbejde med borgerne. Vi skal give den her mand noget af den struktur, han mangler, som fx daglige gåture, visuelle indtryk og en dagligdag med udvikling’, fortæller hun.

Men det blev bare ikke gjort af andre end Dorthe Pedersen selv.

– Der var total mangel på respekt og ansvar over for indgåede aftaler. En manglende vilje til at arbejde socialpædagogisk.

Da corona kom, tog Dorthe Pedersen fri for at tage sig af sin mand, der er kronisk syg. Her gik det hurtigt op for hende, at hun ikke skulle tilbage.

– Det er så trist for borgerne, men jeg kunne ikke mere. Kunne ikke sluge flere kameler, ville ikke lade mig hive med ned af den manglende faglighed. Så til sidst lagde jeg nøglerne og sagde op.