Kan kys være okay?

Jeg har ikke noget imod at give en beboer et godnatkys på panden, når det er vigtigt for at skabe tryghed og dække et behov for en form for moderlig eller faderlig omsorg. Det er ikke, fordi det sker særlig tit, men det er heller ikke noget, jeg er bange for. Andre gange kan jeg give et kram med en kysselyd ved kinden – ligesom når man normalt hilser i lande som fx Frankrig. For mig at se handler det om at aflæse beboernes behov og forsøge at imødekomme dem, for fysisk kontakt kan jo være utrolig vigtig for et menneskes trivsel. Selvom de fleste også har kontakt med pårørende, får de ikke helt dækket deres behov for omsorg og nærhed, og så søger de det hos os. I den situation skal man selvfølgelig være opmærksom, så man ikke kommer til at sende de forkerte signaler og risikerer, at en beboer misforstår situationen og tror, det handler om forelskelse.

Men man skal også passe meget på, at man bogstavelig talt ikke bliver berørings­angst. Især under coronaen er det virkelig blevet tydeligt, hvor stort behovet for fysisk kontakt kan være.

NEJ

Peter Just er socialpædagog på et bosted for voksne udviklingshæmmede

For mig er kys forbundet med kærlighed. Jeg kysser mine børnebørn, og jeg kysser min kone – men jeg kysser altså ikke på beboerne. Faktisk kysser jeg ikke engang på min egen mor. For mig går der en grænse mellem kys og kram. Kram og berøring er en del af den socialpædagogiske faglighed, for vi ved, at der kan opstå hudsult, hvis man ikke bliver rørt ved, og at et kram kan være med til at modvirke stress og berolige en beboer. Men kys hører til i privatsfæren. Selvom andre måske har en anden grænse, synes jeg ikke, at kys hører hjemme på arbejdspladsen. For hvad så hvis, den, der kysser, holder op? Kan man så have en forventning om, at en anden medarbejder skal kysse beboeren? Jeg kan ikke forestille mig en udviklingsplan, hvor der står: ’Einar skal have et kys på panden som godnat.’

Og hvis der var, ville jeg i hvert fald ikke have lyst til at putte Einar. I mine øjne er kys noget intimt og subjektivt, der ikke hører hjemme i den pædagogiske værktøjskasse.