icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
VickiHansenDehlsen2_KasperLoeftgaard_1128x600.jpg
'Hvis vi skal udvikle og styrke vores faglighed fremadrettet, hvilke erfaringer tager du med dig fra coronatiden?' spørger socialpædagog Vicki Hansen Dehlsen med denne kronik. Da hun tog sin master i pædagogisk udviklingsarbejde på DPU undersøgte hun, hvilke konsekvenser det store sundhedsfokus, der fulgte med COVID-19, har haft for den socialpædagogiske praksis.
Kronik

Har COVID-19 udviklet eller afviklet socialpædagogisk praksis?

KRONIK: Hvis vi vil stå styrket på den anden side af denne pandemi, skal vi ikke kun holde fast i vores faglighed, men turde at debattere og forholde os til de erfaringer, vi gør i praksis, skriver socialpædagog Vicki Hansen Dehlsen

  • Vicki Hansen Dehlsen, socialpædagog og Master i Pædagogisk udviklingsarbejde / Foto: Kasper Løftgaard

I et år har alting handlet om COVID-19. Og coronapandemien er ikke blot en historisk parentes, men en gamechanger.

Meget tyder på, at der vil være et før og et efter pandemien, hvilket i høj grad stiller krav til vores håndtering og tilgang til situationen, der forandrede vilkårene for vores arbejde fra den ene dag til den anden.

Hvorvidt vi kommer fagligt styrket eller svækket ud på den anden side afhænger af, hvordan vi forholder os til de erfaringer, vi gør os lige nu, om der igangsættes udviklingsprojekter, og ikke mindst, om vi tør sætte ord på, hvordan sundhedsfaglige krav har påvirket den socialpædagogiske faglighed.

At gøre det rigtige kan føles forkert

– Først er vi på afstand, men jeg vil gerne trøste ham, og jeg kan ikke tale ham op igen. Samtidig kører det rundt i mit hoved: 'Overhold nu de retningslinjer'. Til sidst giver jeg ham et kram – det var det rigtige lige her!

Anonym socialpædagog

Citatet er fra begyndelsen af pandemien, hvor en borger er ulykkelig og føler sig ensom efter den første nedlukning. Hvad gør man, når den nærhed, som er afgørende i pædagogisk praksis ikke længere er tilladt?

Det viser den undersøgelse, jeg gennemførte i sidste halvdel af 2020 noget om, nemlig, at det har stor indvirkning på det socialpædagogiske arbejde at skulle efterleve krav og anbefalinger om social afstand, værnemidler og hygiejne.

Jeg har sideløbende med mit arbejde som socialpædagog læst på Danmarks Pædagogiske Universitet. I forbindelse med mit afsluttende masterprojekt har jeg undersøgt, hvilken indvirkning coronasituationen har haft på den socialpædagogiske faglighed i dagtilbud for voksne med udviklingshandicap, og de anonymiserede citater i denne artikel er udpluk fra den indsamlede empiri.

Corona har reduceret det socialpædagogiske arbejde

En af de gennemgående problemstillinger, jeg identificerede i praksis, var, hvordan socialpædagogerne oplevede at stå med en modsatrettet følelse af at gøre det rigtige, hvad angår begrænsning af smitterisici og sundhedsstyrelsens retningslinjer, som på samme tid føles forkerte i forhold til det pædagogiske arbejde og den kerneopgave, som de plejer at levere.

Undersøgelsen afdækkede, hvordan arbejdet i praksis blev centreret om de sundhedsfaglige retningslinjer, og hvordan det tog fra det pædagogiske overskud. Retningslinjerne gjorde desuden, at socialpædagogerne blev udfordret på, hvilke udviklingsmål og aktiviteter, der kunne udføres forsvarligt.

– Borgerne blev frataget en masse selvstændighed og praktiske opgaver, som fx at de ikke måtte komme i køkkenet og andre almindelige ting, som de er vant til, og som vores pædagogik også ligger i. Vi har altid sagt: ’Du skal prøve selv’. Men nu siger vi: ’Det må du ikke, jeg skal gøre det for dig’. Det, synes jeg, er et dilemma, og det gjorde ondt – pædagogisk.

Anonym socialpædagog

Faglig amputation

En del af undersøgelsen viste, at der forekom, hvad jeg har valgt at kalde ’faglig amputation’, hvor socialpædagogerne ikke længere i samme udstrækning kunne anvende de metoder og værktøjer, som de normalt anvender i praksis, fx kompenserende strategier, brugerinddragelse, ADL-træning, fysisk guidning, kropssprog og kram. Håndhævelse af retningslinjerne begrænsede socialpædagogens muligheder i arbejdet med borgerne, og det pædagogiske arbejde blev kraftigt reduceret.

Uagtet frygten for at smitte eller blive smittet af en borger forekom der også tilfælde, hvor socialpædagogerne så sig nødsaget til at suspendere retningslinjerne for at kunne lykkes pædagogisk, og fordi de følte, det var det eneste rigtige at gøre. Dette dilemma illustrerer, hvordan inddragelse af borgerne og den nærhed, som er indbygget i arbejdet med borgerne, er svær at erstatte med noget andet og er afgørende elementer i det socialpædagogiske arbejde.

På baggrund af undersøgelsens analyse kunne jeg konkludere, at de forpligtelser, som er vigtige i den sundhedsfaglige diskurs, og som er blevet trukket tydeligt op under corona, er udfordrende at forene med den socialfaglige diskurs. Det er i en sundhedskrise, som den vi står i, nemlig ikke nok ’bare at holde fast’ i fagligheden, da vi risikerer, at noget går tabt.

Krisen rækker både fremad og bagud i tiden

For mig handler det ikke om at pege på det gode eller dårlige i denne situation. Men vi må acceptere, at der under denne pandemi er en modstilling mellem det sundhedsfaglige afsæt og den socialpædagogiske tilgang til arbejdet med mennesker med udviklingshandicap.

Det er en modstilling, der historisk optræder som en konflikt mellem to meget forskellige perspektiver, hvor det socialpædagogiske perspektiv historisk udsprang som en kritik af det sundhedsfaglige. Det understreger vigtigheden af at få italesat, hvordan vi omgås konflikten i den konkrete socialpædagogiske praksis, da man ellers kan frygte en tilbagevenden til et historisk mere klinisk og distanceret forhold til borgerne.

Coronakrisen kan bruges som fremkaldervæske, da den afdækker noget fundamentalt om fagligheden, og at vi først og fremmest ikke kan tage vores faglighed for givet.

Window of opportunity – lad os snakke faglighed

Vi havde ikke begreb om, hvad vi stod over for i begyndelsen af corona-pandemien, men nu har vi muligheden for at beslutte, ikke bare at vi vil lære af situationen, men også hvordan vi vil påvirke udfaldet.

Vi skal altså ikke bare holde fast i fagligheden – det er en proces, der kræver, at vi som faggruppe reflekterer over, hvilken tilgang og hvilke metoder, der er fagligt bedst, og stiller spørgsmål som: Hvordan griber vi udfordringerne omkring brugerinddragelse og omsorg an på afstand? Er der identificeret ønskelige forandringer af praksis? Har krisen skabt ny indsigt i egne handlemuligheder? Er det en særlig faglig kompetenceudvikling, der er det vigtigste output?

– Jeg har tænkt mere over fagligheden i takt med, at kerneopgaven skulle varetages under nye forhold. Pludselig blev behovet for fællesskab, selvstændighed, samvær, nærvær og fysisk omsorg meget tydeligt

Anonym socialpædagog

Det er endnu for tidligt at konkludere, hvor vi er på vej hen – om vi er på vej mod udvikling eller afvikling af den socialpædagogiske faglighed. Men det, vi kan gøre, er at bruge situationen til at påvirke udfaldet – fx ved at synliggøre og italesætte de problemstillinger, som udspiller sig i praksis, og ikke mindst, hvilken betydning de problemstillinger har for borgerne og kvaliteten af den socialpædagogiske støtte, de modtager.

Lad os snakke faglighed som første skridt på vejen til at begynde en læreproces og skabe en mere bæredygtig praksis, så vi står stærkere i et post-covid-samfund, hvor vi skal lære at leve med en ny virus iblandt os og et stærkt sundhedsfagligt fokus.

Vi er bedre rustet, hvis vi ved, hvilken betydning det har og får for fagligheden, at det socialpædagogiske arbejde skal udføres under nye vilkår, end hvis vi ikke gør noget.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpædagogisk praksis