icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Jan Heiberg .png
Lederkonference

Tre værktøjer til at sikre lederens trivsel

Som leder skal man gerne kunne passe på sine medarbejdere og sikre, at de trives. Men hvem passer så på lederne? Og hvem har fokus på lederens psykiske arbejdsmiljø og trivsel? Det var emnet på en workshop, hvor ledelseskonsulent Jan Heiberg introducerede nye værktøjer

På en velbesøgt workshop på Socialpædagogernes Lederkonference præsenterede underviser og ledelseskonsulent Jan Heiberg hovedpointerne fra en ny undersøgelse af ledernes psykiske arbejdsmiljø, som han har stået bag.

Undersøgelsen er gennemført for BFA – Velfærd og Offentlig administration.

– Som ledere på det socialpædagogiske område står I midt i et krydspres. I skal lykkes på så mange forskellige arenaer med både kolleger, forskellige fagligheder og eksterne samarbejdspartnere. I skal have både det korte lys på bilen og lykkes i dag – og I skal kunne sætte det lange lys på med perspektiv på, hvor I er på vej hen, sagde Jan Heiberg.

Et af hans gode råd til de socialpædagogiske ledere, der lyttede med, var da også, at man skal huske at spørge om hjælp:

– Ledere kommer tit til at se sig selv som superhelte, der vil gå gennem ild og vand for at lykkes godt med ledelsesopgaven. Men på den måde bliver man nemt sin egen værste fjende, fordi man overser symptomer på mistrivsel og stress. Og det vil aldrig være gunstigt for opgaven, hvis man som leder ikke er i trivsel. Derfor skal I huske at bede om hjælp, lød det.

Fire hovedpunkter fra undersøgelsen

På workshoppen præsenterede Jan Heiberg fire hovedpunkter fra undersøgelsen af lederes psykiske arbejdsmiljø:

1) Krydspres: Ledere skal skabe resultater i en kontekst præget af til tider kraftige krydspres mellem fx mange krav, begrænset tid og høje forventninger fra lederen selv og fra omgivelserne. Dette krydspres har stor indvirkning på lederes psykiske arbejdsmiljø – på godt og ondt. De er ofte drevet af at gøre en forskel i disse stærke krydspres.

2) Der er fire dominerende temaer i deltagernes perspektiver på, hvad der styrker lederes psykiske arbejdsmiljø i krydspresset. Temaerne er indflydelse og autonomi, psykologisk tryghed og tillid, behov for restitution og refleksion samt støtte til lederen.

3) Ledernes relationer er afgørende for deres psykiske arbejdsmiljø, hvor relationen til nærmeste leder og egen ledelsesgruppe har stor betydning, og relationen til medarbejderne og på tværs af organisationen også har betydning, men i lidt mindre grad.

4) Der er en sammenhæng mellem ledernes og resten af arbejdspladsens psykiske arbejdsmiljø.
Undersøgelsen viser, at ledere ofte oplever at stå alene i presset til potentiel skade for dem selv og resten af organisationen. Krydspres mellem mange aktører og modstridende krav kan udfordre det psykiske arbejdsmiljø, men kan også virke motiverende. Fx lægger forandringer ofte et stort psykisk pres på lederne, men kan samtidig øge deres indflydelse på opgaven og styrke deres psykiske arbejdsmiljø.

Værktøjer til ledere

Deltagerne fik undervejs mulighed for at diskutere og afprøve nogle af de værktøjer, som Jan Heiberg har været med til at udvikle – Tre værktøjer til at styrke lederes trivsel og resultater.

De tre værktøjer er opdelt i tre temaer, der hver især fokuserer på, hvordan man som leder kan styrke dialogen med nærmeste leder, hvordan man kan styrke ledelsesgruppen – og hvordan man kan styrke organisationen. Værktøjerne er ifølge Jan Heiberg udviklet på baggrund af en undersøgelse, hvor ca. 50 ledere, videns personer og faglige eksperter har givet deres bidrag til at skabe nuanceret viden om, hvad der indvirker på lederes psykiske arbejdsmiljø, og hvad der kan styrke det.

– De ledere, som har testet værktøjerne, siger, at det har gjort det nemmere for dem at tale om følsomme emner og se på de fælles mål for ledelsesgruppen, ligesom flere ledere melder tilbage, at de ved at bruge værktøjerne har fået skabt en ledelsesgruppe, hvor man åbent kan dele refleksioner, udfordringer og ressourcer, sagde Jan Heiberg.

Vil du afprøve værktøjerne?

Hvis du som leder har lyst til at arbejde med de tre værktøjer til at styrke lederes trivsel og resultater, så vil nærværende nyhedsbrev, Ledernyt, gerne høre om dine erfaringer.

Er du interesseret, så kontakt redaktør for Ledernyt og journalist i Socialpædagogerne Tina Løvbom Petersen på tln@sl.dk

Du kan læse mere om værktøjerne på arbejdsmiljoweb.dk

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Ledere, Arbejdsmiljø