icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Ukrainere-Mern-1.gif
Socialpædagogerne Storstrøm har netop bevilget 18.000 kr. til AMIS og socialpædagogisk leder Kurt Lejbølle, der på frivillig basis arbejder med at hjælpe 19 ukrainske flygtninge i Mern på Sydsjælland.
Ukraine

18.000 kr. skal sprede glæde hos ukrainske flygtninge

I Mern på Sydsjælland er 19 ukrainske flygtninge, hvoraf de ni har udviklingshæmning, rykket ind i en stor villa. Her skal de med hjælp fra socialpædagog Kurt Lejbølle og organisationen AMIS få en ny dansk hverdag til at fungere – bl.a. med økonomisk støtte fra Socialpædagogerne Storstrøm

En tur i Krokodille Zoo, nyt badetøj til sommerens svømmeture, et par spil til haven – og materialer til kommunikation med personer med autisme. Det er nogle af tiltag, der hen over sommeren skal være med til at løfte hverdagen for 19 ukrainske flygtninge i Mern på Sydsjælland.

Her har den humanitære organisation AMIS taget imod ukrainerne, hvoraf de ni er unge med udviklingshæmning – og indlogeret dem i et hus stillet til rådighed af organisationen Marjatta.

Socialpædagog Kurt Lejbølle, som til hverdag arbejder som leder i Guldborgsund Kommune, er en del af AMIS og indsatsen i forhold til de ukrainske flygtninge – og han var forleden en tur forbi Socialpædagogerne Storstrøm for at modtage en økonomisk håndsrækning.

– AMIS har søgt kredsen om støtte til at yde en særlig indsats overfor de ukrainske udviklingshæmmede flygtninge, som vi har taget til os i Mern. Og vi har fået bevilget 18.000 kr., som vi glæder os vildt meget til at bruge på nogle sjove fælles aktiviteter, der kan skabe lidt lys i hverdagen for de ukrainere, vi har taget ansvar for, fortæller Kurt Lejbølle.

For nylig blev der afholdt grill-aften i Mern, hvor et stort hornorkester overraskede de ukrainske flygtninge med at spille den ukrainske nationalmelodi.
For nylig blev der afholdt grill-aften i Mern, hvor et stort hornorkester overraskede de ukrainske flygtninge med at spille den ukrainske nationalmelodi.

Vil fremme selvstændigheden

I alt har AMIS taget imod 40 flygtninge fra Ukraine, hvoraf en stor del er voksne med udviklingshæmning og/eller autisme – og de er fordelt i to grupper i hhv. Mern og på Bornholm.

– En vigtig del af vores indsats i AMIS handler om at inkludere mennesker med udfordringer som fx disse ukrainske flygtninge i det omkringliggende samfund. Derfor har vi fokus på relevante dagbeskæftigelsestilbud og prøver at etablere et samarbejde med forskellige dagcentre lokalt, siger Kurt Lejbølle og tilføjer, at arbejdet også handler om at fremme selvstændigheden hos de nye beboere:

– Det er helt klart en udfordring, at vi her i landet har nogle andre tilgange og forestillinger om, hvad man som ung med udviklingshæmning selv kan klare. Så i arbejdet ligger også en mission om at selvstændiggøre disse beboere mest muligt – og give dem samme muligheder som danske borgere med udviklingshæmning.

Når sproget driller

Selvom Kurt Lejbølle som socialpædagog er vant til at kommunikere og skabe stærke relationer uden ord, så er sproget en udfordring i arbejdet med ukrainerne i Mern, fortæller han:

– Sproget er en barriere, for dialoger, vi normalt bruger til at lave relationer, er vanskelige. Så vi trækker lidt på Google Translate, bruger tolke ind imellem og har også mulighed for videomøder med oversætter. Men det er da svært at åbne op for de store samtaler – ikke mindst fordi de her mennesker også har grumme historier med sig fra mange måneder på flugt.

Han tilføjer, at den lokale organist, som oprindelig er læreruddannet, nu har tilbudt engelskundervisning to gange om ugen for hele gruppen.

Hornorkester med nationalsang

En stor del af arbejdet i den store fælles villa i Mern handler i høj grad om at få hverdagen til at fungere.

– Der skal købes ind og laves mad, haven skal passes – og de skal kende lokalområdet, så de føler sig hjemme. Vi har derfor også fokus på at lave nogle fællesaktiviteter. Fx har vi besøgt en efterskole for udviklingshæmmede, så de kan se, hvordan vi også gør i Danmark, ligesom vi også har besøgt Marjatta, fortæller Kurt Lejbølle.

Særligt én aktivitet gjorde stort indtryk på ham.

– Vi var til en grillaften arrangeret af Lions Club, hvor de bl.a. havde hyret et stort hornorkester. Da musikerne stemte i med den ukrainske nationalsang, der fik jeg godt nok en klump i halsen. For til de toner kunne de unge mennesker ikke holde tårerne tilbage. Det var en meget følelsesladet aften.

Kort om AMIS

Den humanitære organisation AMIS (A More Inclusive Society) arbejder for et mere inkluderende samfund, der giver udsatte mennesker bedre livsmuligheder.

Organisationen har påtaget sig at hjælpe en gruppe ukrainske flygtninge, hvoraf flere er borgere med udviklingshæmning og/eller autisme.

I alt har AMIS taget imod 40 flygtninge fra Ukraine. De 19 af dem er nu indlogeret i et hus i Mern på Sydsjælland, som organisationen Marjatta har stillet til rådighed. Gruppen kommer fra Kiev området, og de har alle fået opholdstilladelse.

Læs mere om AMIS på amis.dk

En tur til København er det også blevet til for gruppen af ukrainske flygtninge i Mern.
En tur til København er det også blevet til for gruppen af ukrainske flygtninge i Mern.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Kredse, Socialpædagogisk praksis