icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Benny_3_HIGH_1128x600.jpg
Kommentar

Faglighed forandrer liv

Ud over at skabe de bedste muligheder for borgerne giver uddannede kolleger og ledere også et bedre arbejdsmiljø samt bedre mulighed for at rekruttere og fastholde medarbejdere, lyder det fra forbundsformand Benny Andersen

Jeg håber, mange af jer har haft mulighed for at puste lidt ud og nyde den dejlige danske sommer – eller måske en tiltrængt ferie under fjernere himmelstrøg. Det har jeg i hvert fald, og det er nok meget godt. For det bliver et travlt efterår. Bl.a. har vi jo kongres til november, og her er forberedelserne allerede i fuld gang. Og der er ingen tvivl om, at vi kommer til at arbejde videre ud ad det spor, vi allerede har lagt med vores tema ’faglighed forandrer liv’.

Vi ved, at der er mange socialpædagogiske arbejdspladser med stærke faglige miljøer. Men der er bare desværre alt for mange eksempler på, at mennesker i udsathed, med en psykisk lidelse eller et handicap, ikke møder den tilstrækkelige faglighed. At socialpædagogisk arbejde kræver faglighed, og at ledere og medarbejderne i de socialpædagogiske indsatser som udgangspunkt skal være uddannede socialpædagoger, er derfor helt centralt i det arbejde, vi skal videre med. 

Vi kalder det et uddannelseskrav. For ud over at skabe de bedste muligheder for borgerne på socialpædagogiske arbejdspladser ved vi også, at uddannede kolleger og ledere betyder et bedre arbejdsmiljø samt bedre mulighed for at rekruttere og fastholde medarbejdere. Men det kræver beslutsomhed og samarbejde i hele vores organisation at stå sammen om vigtigheden af vores faglighed – og det kræver, at I tager diskussionerne ude på jeres arbejdspladser – fx når I skal ansætte nye kolleger.

Derfor glæder jeg mig også til, at vi sammen på kongressen kan udfolde denne debat og sammen omsætte de politiske diskussioner til refleksioner, inspiration og videndeling. Og ikke mindst til helt konkret handling! For det er helt centralt for både vores faglighed og for, hvordan vores velfærdssamfund tager sig af de mest udsatte borgere.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Uddannelse, Socialpædagogisk praksis, Socialpolitik