icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
marie-sonneB.jpg
arbejdsskader

Udsigt til fuld erstatning ved arbejdsskader

I årevis har Socialpædagogerne kæmpet for at gøre det lettere for medlemmer at få fuld erstatning efter at have været udsat for vold på arbejdet. Nu er der politisk vilje til at gøre noget ved problemet

Socialpædagogernes lange kamp for at sikre retfærdighed for medlemmer, som har været udsat for vold på arbejdet, ser omsider ud til at bære frugt. Længe har det været sådan, at ansatte er nødt til enten at politianmelde eller stævne borgeren, hvis de skal have fuld erstatning efter at have været udsat for vold. Det indebærer bl.a. det åbenlyse dilemma, at det kan være ødelæggende for relationen at føre sager mod borgerne.

Men nu er der udsigt til en løsning fra politisk hold. Tilbage i januar 2019 traf et bredt flertal i Folketinget en beslutning om, at regeringen skulle udarbejde en rapport, som afdækker problematikken og skitserer løsningsmodeller. Den rapport udkom i maj 2022 og er grundlaget for beskæftigelsesminister Peter Hummelgaards udmelding om, at det skal være lettere at få erstatning.

’Vi har set alt for mange triste situationer, hvor de ansatte står i svære dilemmaer i forhold til at politianmelde eller rejse civile søgsmål mod eksempelvis demente borgere, og hvor disse borgere og deres pårørende bliver mødt med erstatningskrav’. Sådan sagde Peter Hummelgaard til Jyllands-Posten i en artikel i juli og fortsatte:

’Vi skal finde den rette balance, så vi på den ene side sørger for, at vores dygtige, hårdtarbejdende medarbejdere i især sundheds-og omsorgssektoren sikres fuld ret til erstatning, samtidig med at vi er klar over, at der er borgere, der har sygdomme, som gør, at de er ude af kontrol med deres egne handlinger’.

En politisk sejr
Det er rigtig godt nyt for Socialpædagogerne, at der nu er lydhørhed om et problem, der rammer mange medlemmer, og som forbundet gennem en årrække har kæmpet for at få ændret, mener Socialpædagogernes forbundsnæstformand Marie Sonne:

– Det her er en vigtig sejr for os. Vi har vedholdende insisteret på at få gjort op med den helt uretfærdige praksis. Vores medlemmer skal naturligvis sikres erstatning, hvis de udsættes for vold, mens de passer deres arbejde uden at skulle politianmelde de mennesker, de arbejder for og med. Nu bliver der lyttet til os, og det er på høje tid, siger hun.

Rapporten og Peter Hummelgaards udmelding er et vigtigt skridt i den rigtige retning, men endnu er der ikke en konkret løsning på bordet. Den forventer Marie Sonne kommer i de forestående forhandlinger om en ny reform af arbejdsskadesystemet, hvor et af fokuspunkterne netop er erstatning for vold på jobbet.

Obligatorisk forsikringsordning
Socialpædagogerne har budt ind med flere løsningsforslag. Et konkret forslag lyder, at arbejdsgiverne forpligtes til at tegne en kollektiv ulykkesforsikring, som dækker erstatningsposter for medarbejderne på arbejdspladser, hvor der er risiko for at blive udsat for vold eller voldsomme hændelser.

– En obligatorisk kollektiv forsikringsordning vil skabe tryghed, sikkerhed og forudsigelighed for både medarbejdere, borgere og pårørende. Medarbejdere og ledere vil heller ikke skulle stå i situationer, hvor der skal foretages politianmeldelse eller føres et civilt søgsmål mod borgere, som ikke forstår konsekvensen af deres handlinger – fx mennesker med udviklingshæmning, senhjerneskade eller demens, siger Marie Sonne.

Nedslag i Socialpædagogernes kamp for lettere vej til erstatning

  • I oktober 2013 var Socialpædagogerne medarrangører af en høring på Christiansborg, hvor der blev sat fokus på problematikken.
  • Herefter fik Socialpædagogerne et stort aftryk på en Folketingsbeslutning, som blev fremsendt i 2014. Den blev dog lagt nederst i skuffen gang på gang pga. ministerskifte, regeringsskifte osv.
  • I 2015 indgik Socialpædagogerne et samarbejde med FOA, DSR og DS. Parterne skrev til daværende beskæftigelses- og justitsminister, hvor vi efterspurgte en løsning på problemet (Jørn Neergaard og Søren Pind). I svaret blev der henvist til en kommende arbejdsskadereform.
  • I 2018 anlagde Socialpædagogerne en sag mod en borger for at sikre medlemmet erstatning. Det skabte omtale i pressen og blev anledning til at tage fat i beslutningsforslaget igen. Det blev således genfremsendt – og folketingsbeslutningen blev vedtaget med et bredt flertal i januar 2019.
  • I maj måned udkom en tværministeriel rapport, som afdækker problematikken og peger på forskellige løsningsmodeller. Peter Hummelgaard skriver herefter til beskæftigelsesordførerne og opfordrer til at finde en løsning.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbundsnyheder, Ledere, TR og AMR