icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Midtsjælland GF 2022_1128x600.png
Generalforsamling Midtsjælland

På Midtsjælland stiller de skarpt på deltidsansatte

En af løsningerne på udfordringerne med rekruttering af socialpædagoger er, at socialpædagoger, der selv ønsker det, går fra deltid til fuldtid. Socialpædagogerne Midtsjælland har spurgt medlemmer på deltid, om hvorfor de er i en deltidsstilling, og hvad der kan få dem til at gå op i tid. Resultaterne blev præsenteret på kredsens generalforsamling

De dystre udsigter for vinteren med krig i Ukraine og dermed himmelflugt i priserne var baggrunden for beretningen på generalforsamlingen i Socialpædagogerne Midtsjælland tirsdag 27. september, hvor kredsformand Lene Kümpel bød velkommen.

– Pengene rækker ikke så langt, når vi går i Netto, og energipriserne har taget en himmelflugt. Mange mennesker ser ind i en svær tid. Betydningen af velfærdssamfundets sikkerhedsnet, tryghed i ansættelsen og gode lønforhold har fået endnu en dimension, sagde kredsformanden og fortsatte:

– Mange medlemmer er ansat på deltid. Det har stor betydning for livslønnen og for forsørgelsesgrundlaget her og nu. 

At få flere medlemmer fra deltid til fuldtid er også en del af de løsninger, der er udpeget til at afhjælpe de rekrutteringsudfordringer, som mange arbejdspladser oplever. Derfor har kredsen iværksat en undersøgelse blandt medlemmerne om årsagerne til, at medlemmerne er på deltid – og hvad der evt. kan få de medlemmer, der selv ønsker det, til at gå op i tid.

Ifølge Lene Kümpel bidrager fokusset på deltid til fuldtid til tre formål: Det kan afhjælpe rekrutteringsproblemerne, det kan øge andelen af uddannede medarbejdere og dermed skabe et fagligt miljø, der også medvirker til et bedre arbejdsmiljø – og så kan det give flere penge til det enkelte medlem.

Mere indflydelse på vagtplanen

I gennemsnit er de deltidsansatte i Kreds Midtsjælland ansat 31,4 timer, og cirka 1/3 af de adspurgte medlemmer er på deltid, viser medlemsundersøgelsen. Årsagerne er mangeartede. 34 pct. svarede, at stillingen var slået op som deltidsstilling. 34 pct. svarede, at de ønsker deltid af familiemæssige årsager. 22 pct. af de adspurgte svarede ’andet’. Og det dækker over særligt to årsager, forklarede Lene Kümpel:

– Det handler først og fremmest om arbejdsmiljø. Om at der er for få kollegaer, om at jobbet er psykisk hårdt – og om at beskytte sig selv for ikke at få stress eller blive udbrændt. Mange har i undersøgelsen skrevet bemærkninger, der retter sig mod ønsket om færre vikarer og flere faste kollegaer, sagde hun.

Men også arbejdstid fylder. Og her efterspørger mange større indflydelse på vagtplanen, så man kan undgå så mange aftener væk hjemmefra. En anden årsag er alder. Og det fik kredsformanden til at reagere:

– Det hænger simpelthen ikke sammen, at arbejdslivet er så presset, at man ikke kan holde til sit arbejde, bare fordi man kommer lidt op i alderen samtidig med, at vi skal blive længere og længere på arbejdsmarkedet. Noget er galt. Noget må ændres, sagde hun.

Løn er afgørende

Men undersøgelsen viser også, at der er medlemmer, der ønsker at gå op i tid, og at et bedre arbejdsmiljø og mere i løn vil kunne motivere dem.

– Opgaven bliver nu at formidle det, vi ved og overbevise arbejdsgiverne om, at faste medarbejdere på et højere timetal bidrager til rekrutteringsudfordringen. At faste medarbejdere er bedre end et stort forbrug af vikarer. Det er godt for økonomien. Det er godt for fagligheden. Og det er godt for arbejdsmiljøet, hvilket er afgørende for arbejdspladsens mulighed for at rekruttere og fastholde. Og sidst men bestemt ikke mindst: At løn har en afgørende betydning, sagde Lene Kümpel.

Kredsformand Lene Kümpel byder velkommen til generalforsamling.
Kredsformand Lene Kümpel byder velkommen til generalforsamling.

Pris til familieplejere

På generalforsamlingen uddeler Socialpædagogerne Midtsjælland også hvert år Torben Jensen-prisen. Prisen er på 10.000 kr. og gives til medlemmer og arbejdspladser for at ’gøre noget særligt, der bidrager til at fremme kendskabet til og/eller udvikle det socialpædagogiske felt og arbejdsfællesskab.’

Årets modtagere var styregruppen for familieplejere i kredsen, som fik prisen for bl.a. deres arbejde med at skabe netværk for familieplejere og for deres med at sikre fokus på faglighed:

– Styregruppen har fokus på, at familieplejere skal have en stærk faglighed, og at der skal være mulighed for at efteruddanne sig og tilegne sig ny viden. Styregruppen afholder med stor succes medlemsmøder med faglige oplæg af høj kvalitet, lød det fra næstformand i kredsen, Karsten Stegmann, da prisen blev overrakt.

Torben Jensen-prisen gik til styregruppen for familieplejere, der består af Maj-britt Weise, Tina Svendsen,  Anne Mette Christiansen, Morten Glerup, Karina Rehder Ralsted, Gitte Jensen og Henrik Svendsen (ikke alle på billedet).
Torben Jensen-prisen gik til styregruppen for familieplejere, der består af Maj-britt Weise, Tina Svendsen, Anne Mette Christiansen, Morten Glerup, Karina Rehder Ralsted, Gitte Jensen og Henrik Svendsen (ikke alle på billedet).

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Generalforsamling