icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
1.png
Da Socialpædagogerne fandt fejl i lønsedlerne hos Majken Bell, gav det hende 'en pæn sjat penge'.
Løntjek

Majken har et godt råd til sine yngre kolleger: Få nu tjekket jeres lønseddel

Når socialpædagogen Majken Bell fik sin lønseddel i mailboksen hver måned, tjekkede hun den kun sjældent, for hun gik da ud fra, at lønnen var i orden. Og så var hun superglad for arbejdet på et være-, spise- og rådgivningscenter for voksne i hovedstadsområdet. I den daglige trummerum var der bare ikke tid til at studere lønsedlen grundigt.

Sagsbehandleren bad mig om at sende alle mine lønsedler, og i løbet af nul komma fem opdagede hun en masse fejl. Blandt andet var min løn i flere omgange reguleret forkert, og når det sker over flere år, løber det op,

 

Majken Bell

- Indimellem kom der en lønstigning i småtingsafdelingen. Lønsedlerne blev godt nok mere og mere komplicerede at gennemskue, men jeg havde fuld tillid til de private firmaer, der administrerede vores lønsystem og var sikker på, at der var styr på det hele, siger Majken Bell.

På et tidspunkt fik hun en ny leder, der opfordrede de ansatte til at få tjekket, om deres løn var rigtig. Opfordringen fik Majken Bell til i foråret 2020 at kontakte Socialpædagogerne.

- Jeg ringede og sagde, at jeg ikke forstod min lønseddel og bad min fagforening om at tjekke den igennem. Sagsbehandleren bad mig om at sende alle mine lønsedler, og i løbet af nul komma fem opdagede hun en masse fejl. Blandt andet var min løn i flere omgange reguleret forkert, og når det sker over flere år, løber det op, konstaterer Majken Bell.

Gået glip af flere tillæg

Derudover var hun gået glip af flere tillæg, som hun var berettiget til. Både i kraft af sin erfaring og kvalifikationstillæg. Alt i alt var der en difference på flere tusinde kroner om måneden.

- Jeg fik en pæn sjat penge efterbetalt, ligesom jeg endelig blev indplaceret det rette sted på lønskalaen og fik de rigtige tillæg. Og det var hele vejen igennem trygt at have min fagforening til at hjælpe mig, fastslår Majken Bell, der nu er gået på pension.

Explainer: Forstå din lønseddel

Forstå din lønseddel på 1 minut. Videoen guider dig gennem lønsedlen og forklarer, hvad du skal holde øje med. Det gør det nemmere at tjekke, om du får den løn, du skal have.

Video: Forstå din lønseddel

- Set i bakspejlet burde jeg have fået tjekket mine lønsedler langt tidligere. Heldigvis endte min lønhistorie jo godt, men hvis jeg ikke havde taget affære, var jeg gået glip af mange penge, som jeg selv har tjent igennem mange år, pointerer hun.

Det er også derfor, at Majken Bell fortæller sin historie.

Set i bakspejlet burde jeg have fået tjekket mine lønsedler langt tidligere.

Majken Bell

- Det kan godt betale sig at få din fagforening til at tjekke din lønseddel. Jeg var dum først at henvende mig til min fagforening, da jeg var midt i 60erne. Mine yngre kolleger behøver ikke at gentage min dumhed. Vi snyder kun os selv ved ikke at bruge de professionelle konsulenter, der sidder i alle fagforeninger og er klar til at hjælpe, siger hun.

I dag er Majken Bell seniormedlem af Socialpædagogerne og har travlt med at passe sin elskede kolonihave, der ligger i cykelafstand fra andelslejligheden på Amager.

Nørrebro-kvinden blev uddannet socialpædagog tilbage i 1988 og har siden arbejdet tre forskellige steder.

- Det er et fantastisk fag, hvor jeg har oplevet at gøre en forskel for mennesker, der af vidt forskellige grunde har brug for støtte. De seneste mange år på dagtilbuddet hjalp jeg blandt andet borgerne, når de skulle have hjælp til at forhandle en afdragsordning med banken eller kommunen. Jeg havde styr på mange regler og hjalp folk til at få mere orden i deres egen økonomi, og derfor er jeg glad for, at jeg også til sidst fik styr på min egen løn, griner hun.

Historien har også været bragt på FH's hjemmeside. Læs flere historier om løntjek hos FH.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbundsnyheder, Forbund og a-kasse