Høj puls, fællesskab og personlige sejre

– Kvinden bor hos mor og far, har ikke noget job og er fysisk udfordret. Men gennem foreningslivet har hun fået mulighed for at dyrke idræt og finde et nyt fællesskab, og det har fuldstændig ændret hendes liv. I dag kommer hun to gange om ugen og deltager i løb og atletik. Senest er hun også begyndt at spise sammen med dem fra løbeholdet, fortæller Karin Fjermedal Andersen.

Som socialpædagog arbejder hun som hjemmevejleder i Socialpædagogisk Udviklingscenter SPUC. Men i rigtig mange af timerne efter arbejdsdagen bruger Karin Fjermedal Andersen sin energi og faglighed som sportskoordinator i Klub Liv og Motion i Helsingør Kommune – en non-profit forening, der tilbyder idræt til voksne mennesker med fysiske, udviklingsmæssige og psykiske udfordringer.

– Jeg er selv opvokset med idræt og foreningslivet som en helt naturlig del af min hverdag, og det er den oplevelse, jeg prøver at give videre. Der er så mange lag i det. Du får nye relationer, du bliver en del af et fællesskab, du får sved på panden – og du får følelsen af succes og glæde, når du rykker dig fysisk og psykisk.

Socialtræner på sidelinjen

Idéen med at etablere en idrætsforening for mennesker med udviklingshæmning opstod blandt en håndfuld kolleger i SPUC for snart 15 år siden. Dengang, husker Karin Fjermedal Andersen, var rammerne og ressourcerne nogle andre end i dag, og havde man lyst til at tilbyde gymnastikundervisning for borgerne, så gjorde man det bare selv.

– Men det gik op for os, at hvis vi gerne ville have vores borgere til at dyrke idræt i kommunens almenforeninger og ikke bare hos os i SPUC, så manglede der et tilbud. Det er ikke nemt at blive integreret på et almindeligt hold, hvis du fx har udviklingshæmning eller er psykisk sårbar, så vi ønskede at etablere hold, hvor borgerne kan være sig selv med de behov, de nu hver især har, fortæller hun.

I dag har Klub Liv og Motion tæt på 90 medlemmer, og de kommer fra mange andre steder end Helsingør. For at løbe, svømme, spille fodbold, håndbold eller badminton, dyrke atletik, styrketræne – eller gå til zumba.

Instruktørerne er fundet gennem de klassiske foreninger – men som noget særligt er der tilknyttet socialtrænere til klubben. En af dem er Karin Fjermedal Andersen.

– Som socialtræner har jeg ikke ansvaret for selve træningen – jeg er der mere som en slags pædagogisk hjælpetræner, siger hun og uddyber, hvad hendes rolle som socialtræner rummer:

– Det kan være en borger med autisme, som har brug for at have en ved siden af sig. Eller en, der har brug for lige at få bundet et snørebånd undervejs. Ofte går jeg med i omklædningsrummet eller er den, der sikrer, at deltagerne når bussen hjem. Andre gange er jeg der bare til at få tingene til at glide og udrede eventuelle misforståelser.

Alle kan være med

Som socialtræner følger Karin Fjermedal Andersen også selv med, når der dyrkes motion.

– Når vi fx svømmer havsvømning, og vandet er lidt koldt, så er jeg den på sidelinjen, der motiverer til lige at fortsætte i bølgerne lidt endnu. Og i skoven løber jeg med for at vise, at man altså ikke behøver at kunne løbe ti kilometer for at være med.

For det vigtigste er nemlig at være med – på egne præmisser, pointerer hun:

– Idrætten giver den her målgruppe så mange små personlige sejre. Om man så kommer op af vandet som den sidste, er stoltheden over at have svømmet 400 meter ikke til at tage fejl af. Følelsen af at have præsteret noget og at være en del af et fællesskab, det er så fantastisk at opleve. Og vores trænere, som jo er vant til at undervise på et helt andet niveau, de bliver totalt blæst omkuld over den umiddelbare glæde og begejstring, vores idrætsudøvere møder op med.

Succesoplevelserne hos de borgere med forskellige psykiske eller fysiske udfordringer, som finder et fælles tredje i et aktivt fritidsliv sammen med andre, er også i høj grad det, der motiverer Karin Fjermedal Andersen.

– Når jeg oplever stoltheden hos den atlet, der har cyklet ti kilometer, som han aldrig havde troet, han kunne klare – eller når jeg ser lyset i øjnene hos hende, som gennemfører et løb i skoven sammen med andre, der også har svært ved at bevæge sig. De reaktioner bekræfter igen og igen, at idræt, bevægelse og kollektivet i foreningen virkelig kan noget, siger hun.

Bevægelse i hverdagen

I sit daglige arbejde som hjemmevejleder kender Karin Fjermedal Andersen alt til de nedslående statistikker, der viser, at udsatte mennesker har en kortere levealder og ofte lever mere usundt end gennemsnittet af befolkningen. Derfor er sundhed og bevægelse et fast element i hendes socialpædagogiske tilgang til de borgere, hun arbejder med.

– Vi kan som fagpersoner hurtigt blive dem, der gør ting for borgerne, som de synes er besværligt. Hvis fx en borger taber noget på gulvet eller skal have noget ned fra øverste hylde, så lader jeg dem gerne selv klare det, ligesom turen ud at handle jo fint kan foregå på cykel eller som en rask gåtur. Hver en lille bevægelse i dagligdagen er med til at højne kropsbevidstheden og øge graden af selvhjulpenhed hos den enkelte, siger hun.

Men, pointerer Karin Fjermedal Andersen, når menuen står på idræt i Klub Liv og Motion, lægger hun sin hjemmevejlederrolle fra sig i omklædningsrummet.

– Jeg blander mig ikke i, hvad deltagerne spiser efter en hård løbetur. Når vi er til idræt, er vi til idræt – alt det andet kan vi snakke om derhjemme. Det er vigtigt at skille det ad, så man i foreningen har et frirum, hvor det handler om at have det hyggeligt og rart, og hvor man får nye venner og fællesskaber i sit liv.

Øget kropsbevidsthed

Men idræt og motion handler også om sundhed. Og her er Karin Fjermedal Andersens rolle som socialtræner vigtig i forhold til at snakke med idrætsudøverne om, hvad der sker i kroppen, når de er med på de forskellige hold og aktiviteter.

– Så snakker vi lidt om, hvordan det er vigtigt at trække vejret helt ned i maven – og om, at det er helt OK, at hjertet pumper afsted, at pulsen stiger, og at man får sved på panden. Når du yder det ekstreme, kan det godt forskrække nogle, men så deler vi det åbent og snakker om, at vi jo alle bliver røde i hovedet og sveder, når vi bevæger os. Den kropsbevidsthed er vigtig, fortæller hun.

Vigtigt er det også, at man som medlem i Klub Liv og Motion har mulighed for at dele sin glæde ved idræt med andre – som fx da foreningen stod for at arrangere Special Olympics i Helsingør i 2018, hvor byen samlede ca. 1.500 idrætsudøvere fra hele landet og udlandet.

– Det var stort at samle så mange og mærke den støtte, vores lille forening fik fra både kommunen og andre klubber og foreninger, siger Karin Fjermedal Andersen.

Og selve det med at drive en idrætsforening er også noget, der udvikler medlemmerne, fortæller hun.

– Vi har en bestyrelse på i alt ti, hvor af de syv er borgere med udviklingshæmning, som er aktive medlemmer. De tager i den grad ansvar for foreningsarbejdet og prøver nogle ting af, hvor de sætter deres individuelle kompetencer i spil. En sorterer måske T-shirts til Royal Run, en laminerer ting og sager, en anden agerer toastmaster til vores årsafslutning, hvor alle så er med til at formulere, hvad der skal siges. Det er klassisk foreningsarbejde, og det giver også en masse personlige sejre.