KRONIK: Metakognitiv pædagogik
Hvordan arbejder vi med mennesker mistrivsel? I kronikken her bliver du præsenteret for Metakognitiv pædagogik, som er en tilgang og metode, der udspringer af den psykologiske behandlingsmetode Metakognitiv terapi
Kronikken er udtryk for skribenternes egne erfaringer og holdninger.
Fortæl mig alt, hvad du tænkte i går…
Den metakognitive pædagogik (herefter omtalt som MKP) har vi udviklet på gennem det sidste års tid. Det er en pædagogisk tilgang og metode, som er vokset ud af arbejdet med Metakognitiv terapi, der er en nyere evidensbaseret og transdiagnostisk behandlingsmetode. Den anvendes således på tværs af de forskellige psykiske diagnoser. Metoden er udviklet af Professor Adrian Wells, University of Manchester.
Grundtanken er, at vores psyke, ligesom vores krop, heler sig selv, hvis den får fred til det. Vi har gennem mange år troet, at bearbejdning af div. ubehagelige eller ligefrem traumatiske oplevelser, bedst fandt sted ved at tale om det igen og igen, men vi ved nu at dette kan føre til retraumatisering [1].
Som læser kan du starte med at svare på indledningen til denne kronik: 'Fortæl mig alt, hvad du tænkte i går…'.
Kan du det? Sikkert ikke. Grunden til, at det er en umulig opgave, er, at vores tanker kommer og går i et væk; det kan vi ikke styre. Indholdet af tankerne kan vi heller ikke styre. De fleste af vores tanker flyver blot ind i vores bevidsthed og ud igen uden at blive tildelt særlig opmærksomhed – 'hmm..Bente har vist fået nye bukser', 'den dør binder da lidt', 'av..mit knæ sagde knæk' osv. Tanker kommer og går.
Men nogle tanker bliver siddende, det gør de, fordi vi tildeler dem særlig opmærksomhed, og det er typisk disse tanker, som gør os bekymrede, nervøse, triste mm.
Nogle mennesker bruger det meste af døgnet til at gruble og bekymre sig. Det løser dog ikke deres problemer, grublerierne skaber derimod flere problemer i form af stress, angst mv. og mistrivslen øges – disse mennesker er i den tilstand som man i Metakognitiv terapi kalder CAS [2] (Cognitive Attentional Syndrome).
Antallet af børn, unge og voksne mennesker som er i psykisk mistrivsel, er eksploderet de seneste år og mange ender i en tilstand, hvor de ikke længere kan fungere i en almindelig dagligdag. En stor del får også en psykisk diagnose, fordi mistrivslen er accelereret og har udviklet sig til en egentlig psykisk lidelse. Denne udvikling har vi som samfund og enkeltindivider brug for at få bremset.
Hvad har alt dette så med pædagogik at gøre?
Gennem vores arbejde med udredning, rådgivning og terapi såvel som tilrettelæggelse af pædagogiske indsatser, møder vi alt for ofte mennesker som befinder sig i en tilstand af CAS. Samtidig ved vi hvor effektiv den metakognitive terapi er, i forhold til at vende mistrivsel til trivsel. Dette forudsætter dog typisk, at man skal igennem et kostbart metakognitivt terapiforløb. Ja, faktisk er det blevet kutyme at vende sig mod psykologer, når mistrivslen presser sig på.
Det har sat gang i refleksioner over, hvordan man kan transformere metakognitive principper, teknikker og metoder til de forskellige pædagogiske indsatser og til en egentlig MKP. Metoden kalder næsten på transformationen fra en psykologisk terapiform til en pædagogik, fordi den i sin grundform er særdeles øvelses- og praksisrettet.
Metakognitiv pædagogik i praksis
Målgruppen for MKP er bred, det vil sige at både børn, unge og voksne som er i mistrivsel, vil kunne have gavn af denne pædagogik, dog forudsætter de direkte interventioner et kognitivt niveau på minimum 7 år. MKP kan således både anvendes i socialpsykiatrien, på skoler, på opholdssteder mv. hvor man som professionel arbejder med mennesker i mistrivsel.
PODCAST: Hvad er metakognitiv terapi - og hvordan kan den bruges i socialpædagogisk praksis?
At arbejde metakognitivt med mistrivsel og psykisk lidelse handler kort sagt om at lære barnet, den unge eller voksne at rette fokus udad, i stedet for indad mod de talrige tanker og bekymringer. Dette lærer man gennem konkret træning og konkrete øvelser.
Udover arbejdet med træning og øvelser, så ligger der også et særdeles relevant arbejde, som bl.a. handler om måderne, der kommunikeres på i det daglige – lad os tage et eksempel:
Bo er en 45-årig mand med en psykisk lidelse, han har boet de sidste 20 år på Botilbuddet Solstrålen.
Ea er en 14-årig pige der er tvangsanbragt på Odinshøj, her har hun boet de sidste 3 år.
To meget forskellige borgere, men på nogle områder er deres oplevelser ens og pædagogerne er frustrerede over dem begge. Fælles for de to er nemlig, at de hver eneste dag har ondt et nyt sted og begge tror de, at de formentlig har fået en dødelig sygdom.
På begge tilbud gælder det også, at når pædagogerne møder ind og ser Bo eller Ea, så smiler medarbejderen og siger: 'Hej Bo/Ea hvordan har du det?', eller 'Du ser trist ud i dag?' - eller lignende fraser, som repræsenterer en interesse i den andens indre liv.
Pædagogen siger kun denne sætning én gang, men både Bo og Ea møder mange medarbejdere i løbet af en dag, både hjemme og i skole/arbejde og alle stiller de lignende spørgsmål. Det er således ikke ualmindeligt, at Bo og Ea får den slags spørgsmål 5-10 gange om dagen. Det betyder, at rigtig mange gange i løbet af en dag, bliver Bo og Ea mindet om at rette fokus indad og mærke efter hvordan de egentlig har det…
Intentionen er sandsynligvis at vise omsorg eller blot almen interesse, men resultatet er, at pædagogerne understøtter et indre fokus, som i forvejen er overdrevet.
Betyder det så, at man aldrig må spørge til borgernes indre liv eller tilstand?
Nej, det gør det ikke, det betyder blot, at der i kulturen på mange bosteder, opholdssteder mv. lever en kommunikationsform, som understøtter et blik indad i det enkelte individ, i stedet for udad fx i retning af fællesskabet og verden generelt.
Alle mennesker grubler, bekymrer og bliver kede af det sig indimellem, det er intet problem, vi skal bestemt ikke stoppe med hverken at tænke eller føle – det er en vigtig del af det at udvikle sig til et empatisk reflekteret menneske. Det er ikke der, MKP peger hen – men virkeligheden er, at overdreven opmærksomhed på dystre/urovækkende tanker og følelser, dræner os for energi og fastholder mistrivsel.
Både Bo og Ea kan hjælpes via direkte intervention, hvor pædagogen anvender megakognitive teknikker og øvelser sammen med Bo eller Ea, og samtidig hjælpes de også via indirekte intervention, ved at arbejde med alt det, som i kulturen understøtter et indre eller ydre fokus, fx kommunikationen. MKP er således både en tilgang - en måde at være sammen på - og en metode: systematisk, fastlagt og redskabsbaseret.
Psykologisk intervention vs pædagogisk intervention
Hvor man i psykologien har fokus på individets psyke, så har man i pædagogikken fokus på individets dannelse og udvikling i fællesskabet. Pædagogik er teori og praksis, der beskæftiger sig med såvel individet, som fællesskabet. Her ligger en vigtig forskel i forhold til den psykologiske terapi, som alene beskæftiger sig med individet og dets oplevelser. I pædagogisk praksis må altid ske en afvejning af hensynet til individet overfor hensynet til fællesskabet.
MKP har for øje, at individet er en del af et fællesskab og omvendt, man arbejder således både individuelt og fællesskabsorienteret. Desuden er MKP en fast indarbejdet del af praksis på botilbuddet/opholdsstedet og ikke et kort afgrænset behandlingsforløb.
MKP består af løbende faglige refleksioner, konkrete metakognitive teknikker og konkrete metakognitive øvelser.
Forebyggelse og håndtering
Forebyggelse: Gennem metakognitiv tænkning og kommunikation i den daglige praksis, får pædagogikken en dannende og mistrivsels-forebyggende virkning, fordi der indarbejdes en evne til at slippe langvarig grublen og vende sit fokus ud ad mod fællesskabet og verden.
Håndtering: Når mistrivslen er indtrådt, så ligger der i MKP en helt konkret metode med redskaber og teknikker til håndtering af dette.
En sidegevinst er, at når medarbejderne mestrer MKP, så bliver den en del af den professionelles eget mestringsrepetoire, og derved kan andelen af stress og mistrivsel i medarbejdergruppen minimeres.
Vi er i skrivende stund ved at implementeret MKP og vi har igangsat effektundersøgelse, som vi forventer at kunne komme med de første resultater af i slutningen af 2024.
[1] Hensel, J.M. Ruiz,C., Finney, C., & Dewa, C. S. (2015) Meta-analysis of risk factors for secondary traumatic stress in therapeutic work with trauma victims.
[2] CAS – frit oversat efter Adrian Wells Metacognitive Therapy for Anxiety and Depression:
”Tankemønstrene hos psykologisk lidende/forstyrrede individer har en gentagende og grublende form, med fokus på selvrelaterede emner, som er svære at få styr på. De gentagne bekymringer og grublerier er kendetegnende for CAS og er præget af øget selvfokuseret opmærksomhed”