Jeg har udviklet klik-allergi

Klik. Klik. Klik.

– Hvis jeg virkelig skulle gå i dybden med alle skal-opgaverne i forhold til den daglige dokumentation, skulle jeg nok bruge omkring halvanden time. Men mit primære arbejde som socialpædagog skal jo helst ikke foregå her foran skærmen, men ude hos borgerne, lyder det fra Laura Tranekær Birk, som er socialpædagog og TR på Lionslund – et botilbud i Brøndby for mennesker med varigt nedsat funktionsevne.

Hun understreger med det samme, at det ikke er systemet, Nexus, hun har problemer med. For naturligvis skal der være et system, hvor man løbende kan dokumentere og følge udviklingen hos den enkelte borger.

– For mig er det mere omfanget af systemer, regler og krav, der ganske enkelt har taget overhånd, og som ofte slet ikke taler sammen, fordi de jo er udviklet forskellige steder af it-folk, der slet ikke kender vores faglighed og praksis. Og så er det, at jeg udvikler klik-allergi. Som når jeg fx skal klikke mig igennem 63 forskellige muligheder for, hvordan jeg helt præcis skal skrive et notat om, at en borger har haft en god morgen, eller at der har været en mindre stressfaktor i forhold til en tur ud af huset.

Blomst som dødt dokument

En vikar stikker hovedet ind forbi kontoret, hvor Laura Tranekær Birk Bille stadig er i gang med at klikke sig igennem Nexus. Med to konkrete spørgsmål, der begge handler om dokumentation af gårsdagens aktiviteter.

– Som vikar er man jo helt lost i forhold til de her systemer. Så lyder spørgsmålet måske, hvordan man skal bogføre et indsatsmål, hvor man har lavet mad sammen med borgeren – er det under sund kost, når maden ikke just var sund, eller er det under samvær og social kontakt? Og hvad med turen til ZOO, er det under økonomi, når man har købt et årskort, eller er det samvær? Vi bruger så ufattelig meget tid på at klikke rundt i de her systemer, fortæller Laura Tranekær Birk Bille og giver et konkret eksempel på, hvad hun oplever som systemer, der ikke taler sammen:

– Brøndby Kommune har for nylig udrullet KRAP (Kognitiv, Ressourcefokuseret, Anerkendende Praksis, red,) som en metode, vi alle skal arbejde med. Og med KRAP følger en masse skemaer, vi skal udfylde – fx i forhold til ressource­blomsten (bruges til at identificere og synliggøre personlige ressourcer for fx en borger, red.). Men Nexus kan ikke arbejde med KRAP, så vi skal udfylde alle skemaer som døde dokumenter og uploade som vedhæftet fil – og hver eneste gang, vi ændrer det mindste, skal vi trække filen ud, udfylde en ny og uploade igen.

Læs også 'Mere tillid - mindre kontrol', hvor to socialpædagogiske ledere fortæller om, hvornår de oplever, at dokumentation stjæler for meget tid og giver for lidt mening.

Hamsterhjul uden refleksion

Længere nede ad gangen i de lave bygninger i Brøndby finder vi Sara Razak, som også er socialpædagog – og stedfortræder for forstander på Lionslund. Som leder genkender hun Lauras frustration i forhold til regler og systemer, der ikke rigtig taler samme sprog.

– Vi har jo altid dokumenteret, og selvfølgelig er det vigtigt i forhold til at kunne måle og dokumentere den socialpædagogiske indsats. Men jeg ser en bekymrende tendens til, at der udvikles så mange nye systemer, skemaer, planer og moduler, som mine medarbejdere skal forholde sig til, og som sender dem mere ind på kontoret foran skærmen på bekostning af tiden sammen med borgerne, siger Sara Razak, som mener, at balancen er tæt på at tippe.

– Nogle gange er det som om, vi er endt i et hamsterhjul, hvor vi dokumenterer uden at reflektere. Vi dokumenterer ud fra andres bestilling – kommunen, de forskellige tilsyn osv., mens vi rammes på følelsen af, at vi ikke er blevet hørt, og at vi dokumenterer ud fra kriterier, som vi som fagpersoner ikke altid finder væsentlige, siger hun.

Nogle gange er det som om, vi er endt i et hamsterhjul, hvor vi dokumenterer uden at reflektere.

Sara Razak, stedfortræder for forstander, Lionslund

En lille tv-pakke med tilvalg

Både Sara Razak og Laura Tranekær Birk Bille kommer gerne med et bud på, hvor politikerne kan gå i gang, hvis de reelt ønsker at fjerne regler, der ikke giver mening:

– Vi skal væk fra det med, at hvis ikke vi har dokumenteret og sat det i et skema, så er der ikke udviklet. Og vi skal væk fra den mistillidsfølelse, der opstår, når man hele tiden mødes af nye standarder, indsatsmål og dokumentationssystemer – uden at der skeles til, at det jo ligger i vores faglighed at udvikle og danne de mennesker, vi arbejder med. At vi rent faktisk både er kompetente og ansvarlige og ved, hvad der er bedst for den enkelte borger, også selvom vi ikke får det hele skrevet detaljeret ned i et system, som nogle udefra synes, giver mening, lyder det fra Sara Razak.

For Laura Tranekær Birk Bille handler det om at tilpasse systemerne til de konkrete behov. 

– Tænk på det som en tv-pakke, hvor alle tilbud kører med den lille pakke, men hvor vi på den enkelte arbejdsplads kan tilvælge de kanaler, der giver mening for os. Eller sagt på en anden måde skal vi gøre op med det kæmpe centrale regelsæt, der bombarderer os med gode idéer og nye løsninger, der langtfra altid passer til vores og borgernes behov, siger hun og tilføjer:

– Mængden af forandringer, mængden af nye systemer og regler, der indføres, og mængden af klik, som det medfører – det er noget af det, der kan få mig til at miste pusten som socialpædagog. Og skal jeg være lidt grov, så har jeg stadig til gode, at nogen forklarer mig, hvad alle mine klik egentlig skal bruges til, og hvordan det gavner borgerens liv og min faglighed.