Kronik: Skældud – pædagogisk greb eller overgreb?

Negative følelser

Det virker, som om at der i debatten om skældud ligger en antagelse om, at børn og unge tager skade af at møde voksnes negative følelser. Hermed efterlades forældre og professionelle med en skam- og skyldfølelse, når de en gang imellem – og det sker – kommer til at hæve stemmen eller i et bestemt toneleje beder et barn eller ung om at stoppe en bestemt adfærd. At hæve stemmen kan forstås som skældud, men er det?

Hvis det at hæve stemmen eller sige nej defineres som skældud, vil det efterlade mange forældre og professionelle med følelsen af at have gjort noget forkert. Derved lider selvværdet og selvtilliden et knæk, blot fordi de en gang imellem har brug for at hæve stemmen. De kan endda blive efterladt med en følelse af skyld og skam.

Skyld og skam fører sjældent til konstruktive dialoger. I stedet får vi magtesløse forældre, lærere og pædagoger, der ikke tør tale om de udfordringer, de står med, da de er bange for at blive stemplet som dårlige pædagoger. Derfor er det vigtigt at få drøftet, hvad der menes med skældud.

Reguleret og ureguleret skældud

Måske er der to former for skældud: En reguleret og ureguleret skældud. Den første er en irettesættelse eller et nej, muligvis i en bestemt tone, der markerer, at denne opførsel ikke er i orden. Den giver en ramme og klare grænser for den sociale interaktion.

Den anden er et vredesudbrud, der vælter ind over barnet som et overgreb. Sidstnævnte skal absolut undgås. Skulle det alligevel ske, at man mister besindelsen og 'skælder ud' på en måde, hvor mentaliseringsevnen er helt væk, så skal der efterfølgende tages ansvar og undskyldes over for barnet.

I min optik er reguleret skældud acceptabel og nødvendig. Reguleret skældud kan defineres som tydelige irettesættelser i et passende ordvalg og et tonefald, der markerer et 'nej', samt en mimik, der signalerer stop, uden at den voksne har mistet sig selv og sin mentaliseringsevne.

Skam, skyld og afmagt

Vedtager vi, at skældud er forkert og for alt i verden bør undgås, så ser vi ind i et liv, hvor det at blive irettesat, få et nej, blive bedt om at være stille, blive talt til i en høj tone med megen volumen defineres som forkert. Dermed efterlader vi forældre og professionelle med skam, skyld og afmagt.

Det kan have den videre effekt, at børn og unge ikke oplever, at der er grænser, og de kan have en oplevelse af, at de selv skal finde ud af rammer og regler. Det kan skabe utryghed og angst hos børn. Måske forputter de sig og bliver bange for fællesskaber, hvor der er sociale spilleregler, eller de søger i stedet selv at tage 'magten'. De bestemmer og definerer, hvad de selv vil, og kommer derved til at fremstå som børn og unge, der er egoistiske og uden for pædagogisk rækkevidde.

Fejlafstemninger

I diskussionen om skældud er det vigtigt at vende begrebet fejlafstemninger, som er noget af det, som bogen 'Skole uden Skældud' forsøger at undgå/forebygge. Jeg er ikke enig i dette ideal. I opbygningen af en naturlig og normal tilknytning mellem børn og voksne vil der forekomme fejlafstemninger fra tid til anden. Disse fejlafstemninger mener jeg ikke kan undgås, men de kan bruges konstruktivt.

Fejlafstemningen skal selvfølgelig ikke være så voldsom, at relationen bliver utryg, men vi må godt være uenige og blive sure på hinanden, for så bliver vi gode venner igen. Her er det vigtigt at pointere, at det er den voksnes ansvar at sikre, at vi kommer tilbage på sporet, og at konflikten løses på en måde, der bringer os fremad og udvikler robusthed i de kontroverser, vi har.

Den proces er selvsagt forbundet med ubehag, både for den voksne og barnet, men den er i den grad udviklende og giver kompetencer, der kan bruges i et ungdoms- og voksenliv. For at få denne tillid til den lykkelige afslutning, bliver det vigtigt for barnet at kunne hvile i, at den voksne tager ansvaret for at genoprette relationen.

Tilbage til en fuser

Børn er modsat fyrværkeri: Man skal altid vende tilbage til en fuser. Kort sagt: Fejlafstemninger skal altid følges af genafstemninger på den voksnes initiativ. Barnet skal lære, at 'lige nu bliver jeg ikke forstået og imødekommet, men ved at vende tilbage til kontakten, kan jeg gøre mig forståelig, og vi kan komme tilbage til en relation, der er lige så god eller bedre end før.'

At kunne udholde et midlertidigt relationelt ubehag og bevare troen på, at vi kan finde hinanden igen, er en vigtig kompetence for forældre såvel som medarbejdere, kolleger, gode venner og ægtefolk/partnere. Derfor taler jeg ofte om udviklende konflikthåndtering med forældre og professionelle.

Konflikthåndtering

Hvordan kan konflikter blive brugbare og udviklende, når vi tænker, at reguleret skældud kan være et værktøj blandt mange andre?

For at imødekomme behovet for konflikthåndtering har jeg udviklet en måde at arbejde med konflikter på med følgende tredeling:

• Håndtering
• Bearbejdning
• Forebyggelse

Håndtering handler om at få stoppet ulykken; sat en klar og tydelig grænse over for barnet uden at miste mentaliseringsevnen. Næste fase er bearbejdning, hvor man arbejder med barnets følelser. Afsluttende taler man med barnet om, hvordan man kan forebygge, at lignende situationer opstår. Det er utroligt vigtigt, at vi som forældre og professionelle opbygger kompetencer, der tilvejebringer konstruktive måder at løse konflikter på. For som jeg plejer at sige: 'Konflikter er kommet for at blive – lidt ligesom internettet.'

Kompetente og robuste børn

Tydelig rammesætning og fejlafstemninger, der følges af genafstemninger, skaber børn, der har tillid til, at vores relation for et kort øjeblik kan være præget af vrede, skyld eller skam, men at den genoprettes på den voksnes initiativ. Dette sikrer, at vi også fremover kan være sammen i forpligtigende fællesskaber, hvor vi respekterer hinanden og kan være i de rammer og regler som gavner fællesskabet/det fælles bedste.