icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Annemette Kjær Clausen.png
Annemette Kjær Clausen har været væk fra socialpædagogikken i nogle år for at arbejde med bl.a. skisport og marketing. Men hun savnede sit fag - og bruger i dag alle sine livserfaringer som socialpædagog.
Springet

Jeg får alle fagligheder i spil

Annemette Kjær Clausen forlod jobbet som socialpædagog, da hun følte sig udbrændt. Efter en årrække som bl.a. skiinstruktør og marketingmedarbejder er hun nu vendt gladere tilbage til socialpædagogikken – og trækker på sine erfaringer fra andre arbejdsområder

Hvad er din baggrund? 

Jeg blev uddannet socialpæ­dagog i 2003 og fik arbejde på et botilbud for voksne med psykisk og fysisk udviklingshæmning. Efter tre år følte jeg mig udbrændt, fordi der var mange konflikter på botilbuddet – både beboerne imellem og mellem beboerne og medarbejderne.

Hvordan gik du nye veje?

Mit første skridt var at søge ind på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og tage en etårig uddannelse som fagjournalist. Derefter førte min fritidsinteresse for vandring mig ind i rejsebranchen, hvor jeg et par år var leder af et lille rejsebureau, der udbød aktive rejser for kvinder. Bureauet overlevede ikke finanskrisen, så jeg tog til Norge og arbejdede som skiinstruktør og på en fjeldstue. Herefter arbejdede jeg med marketing i Grønlands Rejsebureau, indtil jeg mistede mit job i en omstrukturering. Som ledig tog jeg så et gartnerkursus – men jeg savnede pludselig samspillet med andre mennesker og søgte tilbage til faget som socialpædagog.

Hvordan var det at vende tilbage?

Jeg havde ikke glemt konflikterne på botilbuddet, men tænkte, at konfliktniveauet ville være mindre på et dagtilbud. Derfor søgte jeg arbejde på Job & Aktivitetscenter Vestegnen, som er et dagtilbud til voksne med psykisk og fysisk udviklingshæmning. Jeg er glad for at være vendt tilbage. Det er sådan en livsbekræftende borgergruppe, hvor der er højt til loftet og plads til grin.

Hvordan bruger du din faglighed?

Jeg er nok lidt bagud på teorierne. Til gengæld har jeg en menneskelig ballast og erfaringer fra mine andre job og uddannelse, som kommer både borgere og kolleger til gode. Vi er et tilbud om aktivitet, samvær og beskyttet beskæftigelse, og da vores borgere har meget forskellige funktionsniveauer, kræver det forskellige pædagogiske tilgange. Én af vores afdelinger har til huse på en gammel gård ved Brøndby Strand, og her bruger vi ’grønt arbejde’ som det fælles tredje i relationsarbejdet med borgerne. Vi sår og planter, laver bål, slår græs, luger ukrudt m.m. Her opstår der mange gode muligheder for at danne relationer og tale med borgerne. I dokumentationsarbejdet kan jeg hjælpe kolleger, som ikke har så nemt ved det. Jeg føler på mange måder, at jeg i dette job får alle mine fagligheder i spil.

Hvor er du udfordret?

Jeg skulle lige have pudset rusten af pædagogikken og fik en efteruddannelse i neuropædagogik. Mine kolleger lærte mig KRAP. Selvom socialpædagogfaget udvikler sig, er det min erfaring, at man sagtens kan vende tilbage til faget. Det gjorde jeg, og i dag hviler jeg mere i mig selv.

Hvad er dit råd til andre?

Jeg er gået ned i løn i forhold til min tid på rejse­bureauet, og mine skift har ikke gavnet min pensionsopsparing. Men jeg har ikke fortrudt et øjeblik. Jeg lever ud fra mottoet om, at man kun fortryder de chancer, man ikke tog. Jeg har fået så mange oplevelser og set så meget forskelligt i livet, at jeg kun kan anbefale andre at tage springet, hvis de har uopfyldte drømme.

Kontakt os

Job- og karriererådgivningen tilbyder gode råd og sparring til dig, der overvejer at skifte spor. Ring mandag kl. 14 til 17 på 7248 6060 eller bestil tid til en samtale på 7248 6000.

CV

Annemette Kjær Clausen, 47 år

  • 2018
    ’Grønt hold’ på Job & Aktivitetscenter Vestegnen – Brøndby
  • 2007
    Rejsebureauleder, skiinstruktør og marketingmedarbejder m.m.
  • 2007
    Ét-årig diplomuddannelse ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole
  • 2003
    Botilbud for voksne med udviklingshæmning med psykiatriske overbygninger
  • 2003
    Uddannet socialpædagog

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpædagogisk praksis, Beskæftigelse, Springet