icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Logo OK24 - logo lilla.png
Socialpædagogerne har besluttet, hvilke krav de vil stille til overenskomstforhandlingerne. Se, hvad der topper listen.
OK24

Krav til OK24: Løn, arbejdsmiljø og kompetenceudvikling

Når Socialpædagogerne går til overenskomstforhandlingerne om et par måneder, bliver det med krav om højere løn som det vigtigste emne. Også arbejdsmiljø og kompetenceudvikling vejer tungt for Socialpædagogerne.

Det var en fuldstændig enig hovedbestyrelse, der den 13. oktober besluttede hvilke krav, Socialpædagogerne stiller til OK24. Det drejer sig først og fremmest om løn; forbundets primære krav lyder på en lønstigning, der som minimum sikrer reallønnen.

Kravene er blevet udtaget på baggrund af forbundets ti kredses prioriteringer og de input, som medlemmerne har givet på medlemsmøder og via digitale postkort, som over 700 medlemmer har indsendt.

Forbundsformand Benny Andersen glæder sig til at skulle i gang med forhandlingerne med stor opbakning i ryggen.

– Jeg er rigtig glad for opbakningen. Den er afgørende for, at vi kan lave et godt resultat. Og så vil jeg sige tak til alle jer medlemmer, som har bidraget enten på møder rundt omkring i landet og ved at sende postkort ind. Det er jeres input og ønsker, der er grundlaget for vores krav, siger Benny Andersen.

Kompensation for store bededag
Da regeringen afskaffede helligdagen, fulgte en lønstigning på 0,45 pct. med som erstatning for den sløjfede fridag. Men de genetillæg, man fik for at arbejde på st. bededag, fulgte ikke med. Derfor stiller Socialpædagogerne krav om kompensation for manglende genebetaling på store bededag.

Og så vil forbundet af med områdetillægget, som indebærer, at lønnen veksler lidt, alt efter hvor i landet man bor.

Generelle procentuelle lønstigninger og en fastholdelse af reguleringsordningen står også på Socialpædagogernes liste.

Bedre arbejdsmiljø og kompetenceudvikling
At styrke arbejdsmiljøet er en høj prioritering for Socialpædagogerne, som derfor stiller krav om at gøre det tydeligere i overenskomsterne, at arbejdsgiverne er forpligtet til at sikre et godt arbejdsmiljø. Indsatser, som har vist gode resultater på arbejdsmiljøområdet, er SPARK og Ekspertrådgivningen, som forbundet derfor foreslår videreføres i OK24.

Kompetenceudvikling er endnu et centralt punkt. Der skal være bedre muligheder for at tage en uddannelse, man skal have ret til efter- og videreuddannelse og faglig opkvalificering, og helt specifikt skal der være bedre muligheder og vilkår for at læse meritpædagog.

Seniorpolitikken skal også udvikles, så der bliver bedre muligheder for at lave senioraftaler lokalt, fx om at gå ned i arbejdstid med fuld løn og/eller fuld pensionsindbetaling.  Flere seniordage og en ændring af den regionale aftale om seniorbonus, så reglerne på det regionale område svarer til dem i kommunerne, hører også med til kravene.

Arbejdstid
Når det gælder arbejdstid, stiller Socialpædagogerne krav om at forhøje særydelserne (aften- og weekendtillæg mm), forhøje pensionssatsen af særydelserne og forbedre koloniaftalen. Medlemmer skal desuden kende tjenesteplanen mindst otte uger frem, og så skal den daglige arbejdstid udgøre minimum seks timer.

Omsorgsdage og barsel
Via lovgivningen har alle ansatte i 2022 fået ret til fem omsorgsdage (omsorg for nære pårørende), som er uden løn. Nogle af disse foreslår Socialpædagogerne, at man indfører løn på.

Med på listen er også, at pædagogstuderende får ret til at gå på barsel otte uger før termin med løn på lige fod med øvrige ansatte. I dag har de ret til fire uger.

Generelle og specielle krav
Socialpædagogernes krav er delt op i to dele: De såkaldt generelle krav, som sendes til Forhandlingsfællesskabet sammen med de øvrige faglige organisationers krav. I Forhandlingsfællesskabet udtager man på den baggrund de fælles krav, som man vil møde arbejdsgiverne med til OK-forhandlingerne. Herudover er der de såkaldt specielle krav, som vedkommer Socialpædagogernes eget bord, når organisationerne hver især forhandler med arbejdsgiverne efter de generelle forhandlinger.

Næste skridt
Den 24. oktober sender Socialpædagogerne sine krav til OAO, som er den valggruppe i Forhandlingsfællesskabet, som Socialpædagogerne indgår i. Den 10. november sendes kravene til Forhandlingsfællesskabet.

Følg med i OK24 på sl.dk/ok24

OK-forhandlinger 2024

Hold dig opdateret om OK24 her

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbundsnyheder, OK 2024