Vi taler kvindernes styrker op
På kvindekrisecentre har personalet stor erfaring med at møde mennesker med traumer. Tillid er helt afgørende i forhold til at bygge kvindernes selvværd op igen – de skal først og fremmest mødes med forståelse og anerkendelse
Når en voldsramt kvinde står foran kvindekrisecentrets dør, er hun i akut krise. På flugt fra vold i en nær relation og ofte med børn i hånden.
– Mange af de kvinder, der kommer her, har flere tidligere traumer med i bagagen, og oven i kommer det traume, som bliver anledningen til, at de opsøger os, fortæller Kristina, som er socialpædagog på et kvindekrisecenter.
Først er der brug for basal krisehjælp. Der skal etableres sikkerhed omkring kvinden, så hun ikke bliver fundet, og så hendes nervesystem kan falde til ro. Det kan også handle om at blokere numre på telefonen og få adgang til dankort uden om fælles konti, og så skal de helt grundlæggende behov sikres som det at spise, at sove og blive valideret i deres følelser og i deres krise.
Kvinderne får tilbudt samtaler hos en psykolog, de får lægehjælp og hjælp fra stedets socialrådgivere, som kan vejlede dem i deres socialretlige situation, og hvordan de får skabt kontakt til instanser som kommune og familieretshus.
I artiklen 'Traumerne følger med' kan du læse mere om, hvordan man som socialpædagog kan forstå og hjælpe mennesker med traumer.
Spejler kvinderne
Efterhånden som personalet får opbygget en tillidsfuld relation til kvinden, kan de begynde at italesætte, hvad de traumer, hun har oplevet, har af betydning for hendes adfærd og følelser. Fx ved at beskrive de forskellige former for vold, man kan blive udsat for, og definere det uacceptable i den behandling, de har oplevet.
– Vi spejler kvinderne. Vi oplever ofte, at de er tilbøjelige til at bagatellisere volden eller bebrejde sig selv voldsudøverens adfærd, så vi hjælper dem med at erkende, at de har været udsat for noget meget voldsomt og forkert, og at det på den baggrund er helt naturligt, at de er bange og ulykkelige, siger Kristina.
Det er naturligt at tale om vold på et kvindekrisecenter, da det er en forudsætning for opholdet, at man har været udsat for vold. Men i samtalerne sørger personalet for, at det er reaktionerne på volden og ikke selve hændelsen, der er i centrum.
– Det interessante er ikke, hvad der konkret er sket, men hvilke følelser der er forbundet med det, så vi kan tale om, hvad der skete i kvinden, og hvad hun gjorde og derved hjælpe med bearbejdningen af traumet, siger Ditte, som er socialrådgiver på Kvindekrisecentret, og forklarer, hvordan de hjælper kvinderne med at få øje på den modmagt, som de faktisk har udøvet for at sige fra og standse volden:
– Når man er den, der udsættes for den andens vold, så gør man altid noget i situationen for at beskytte sig selv eller sine børn. Modmagten ligger ikke kun i at gøre fysisk og højlydt modstand. Det kan også ligge i at aflæse voldsudøverens humør og agere efter dette for ikke at blive udsat for vold eller ved at kigge væk fra voldsudøverens øjne under en voldsepisode. Derved har kvinden faktisk taget noget magt tilbage, fordi hun fik volden til at stoppe med den handling. Og ved at komme her har hun taget stilling til og ansvar for, at hun vil noget andet, siger Ditte.
Opbygge kompetencer
Da mange af kvinderne har små børn med sig, er det også en vigtig opgave for personalet at støtte moren i at tage sig af børnene og hjælpe med at opbygge den forældrekompetence, som risikerer at forsvinde, når man er i stor krise.
– En traumereaktion kan være, at kvinden kan have svært ved at håndtere konflikter med sine børn og svært ved at rumme børnenes følelser og reaktioner. Nogle kvinder bliver meget højtråbende, men størstedelen kan have svært ved at sætte rammer for deres børn. Så vi har samtaler med kvinden, hvor vi taler om samspillet mellem mor og barn, siger Kristina.
I samarbejde udarbejdes en personlig opholdsplan, hvor kvinden vælger, hvad der skal være fokus på under opholdet, og hvordan volden og traumerne skal bearbejdes. Ofte ønsker de først og fremmest et almindeligt liv med arbejde, børn i skole, egen bolig og en omgangskreds.
Læs også 'Når traumet lurer under overfladen', hvor to kvinder fortæller om deres oplevelse af at blive mødt af en traumebevidst tilgang.
Fokus på ressourcerne
Krisecentret hjælper med det praktiske: kontakt til jobcenter, ansøgning om bolig og skolestart til børnene, og personalet forsøger at hjælpe med at skabe en øget bevidsthed hos kvinderne om bl.a. deres adfærdsmønstre, ressourcer og følelsesmæssige tilstand, således at de på sigt kan nå et andet sted hen end deres udgangspunkt, da de ankom.
– Ensomhed kan fx være en faktor, som kan føre til, at man vender tilbage til voldsudøveren. Så vi taler om, at hvis de mangler netværk, som mange oplever at have mistet som følge af volden, så skal de have hjælp til at få opbygget det, siger Kristina.
Hun forklarer, at der er meget skam og skyld hos kvinderne, så opgaven består også i at hjælpe dem med at få et kærligere blik på sig selv og deres situation.
– Vi taler dem op i det, der fungerer, og anerkender deres styrker. Hjælper dem med at se sig selv med nye briller og giver dem værktøjer til at håndtere, når noget er svært, siger Kristina.
Obs! Af sikkerhedshensyn optræder medarbejderne kun ved fornavn ligesom kvindekrisecentret fremstår uden specifikt navn.
Vi hjælper dem med at erkende, at de har været udsat for noget meget voldsomt og forkert, og at det på den baggrund er helt naturligt, at de er bange og ulykkelige.
Kristina, socialpædagog på et kvindekrisecenter