icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Susanne Houmøller - til Ledernyt.png
Susanne Houmøller er uddannet socialpædagog på Diakonhøjskolen i Aarhus og har en kirkelig overbygning til diakon. Som leder af Dem Blå Café i Hjørring kombinerer hun sin socialpædagogiske faglighed og sin tro i arbejdet med at hjælpe mennesker i udsathed.
Faglighed og tro

Leder og diakon: Jeg er også uddannet i sjælesorg

Susanne Houmøller er socialpædagogisk leder – og diakon med en baggrund som missionær. Som leder af Den Blå Cafe i Hjørring kombinerer hun faglighed og tro i arbejdet med udsatte mennesker. – Vi har hjælpsomhed i højsædet og kan noget, som kommunen ikke kan, siger hun

– Hos os er alle velkomne. Vi står ikke med et alkometer og tjekker promillen eller slår nogen i hovedet med Bibelen, siger Susanne Houmøller med et glimt i øjet, når hun fortæller om værestedet og herberget Den Blå Cafe i Hjørring.

Stedet drives af Blå Kors med støtte fra kommunen, og Susanne Houmøller er vant til spørgsmål om den kirkelige organisation, som mange forbinder med kampen for afholdenhed. Men selvom Blå Kors oprindeligt blev grundlagt i 1877 for at hjælpe familier med alkoholrelaterede problemer, favner organisationen i dag udsatte borgere med mange forskellige udfordringer.

Har ikke eget kontor

Som leder af stedet gennem de seneste 20 år har Susanne Houmøller ikke eget kontor, men arbejder i hele huset. Der er i alt fire ansatte på det døgnåbne herberg, og hertil kommer 16 frivillige.

– Det er ikke et krav, at man skal være aktiv kirkegænger for at arbejde her, og vi får også ansøgninger fra mennesker, der ikke er kristne. En af mine medarbejdere har fx ikke ladet sine børn døbe. Men vi har et fælles udgangspunkt: At alle mennesker er lige meget værd for Gud. Derfor bliver enhver mødt med åbenhed og uden fordømmelse, uanset hvad man tror på, og hvad man har gjort, siger Susanne Houmøller.

Selv præsenterer hun sig som diakon først og derefter socialpædagog.

– Jeg opfatter egentlig ikke mig selv som meget anderledes end andre socialpædagogiske ledere. Men skal jeg nævne en forskel, er det, at jeg også er uddannet i sjælesorg.

Vi påtaler ikke banden, men det gør brugerne. De kan finde på at sige til hinanden ’moderer dog lige dit sprog’. Vi forsøger at være ordentlige mod hinanden.

Susanne Houmøller, leder af Den Blå Café i Hjørring

Praktiserer tillidsbaseret ledelse

Susanne Houmøller har en tillidsbaseret ledelsesstil, der betyder, at tingene ikke går i stå, hvis hun lægger sig syg en dag:

– Så sender mine medarbejdere mig en sms og spørger om lov, hvis de har behov for det, eller handler og får lov bagefter, når jeg er rask igen. Jeg har stor tiltro til mine medarbejdere, og de har meget frie rammer under ansvar, fortæller hun.

Og den omgangsform, mener hun, smitter af på brugerne:

– De hjælper også hinanden. Fx var der en, som rystede for meget på hænderne til at skifte simkort i sin telefon. Så trådte en anden bruger til og fik det på plads.

Det er også brugerne, der sørger for en god omgangstone:

– Vi påtaler ikke banden, men det gør brugerne. De kan finde på at sige til hinanden ’moderer dog lige dit sprog’. Vi forsøger at være ordentlige mod hinanden.

Der er brug for os

Som leder af stedet gennem de seneste 20 år var Susanne Houmøller i efteråret en af spydspidserne i indsatsen for at få forlænget kommunens støtte til værestedet. Nu er der skrevet kontrakt på endnu en fireårig periode, og det er der i høj grad behov for, mener Susanne Houmøller. For Den Blå Café kan noget, som kommunen ikke kan:

– Værestedet har 160 borgere tilknyttet, og heraf har de 60 brug for støtte på forskellig vis. Kommunen har et tilbud, der hedder ’Den gode Modtagelse’ – men når en af vores brugere fx henvender sig med behov for hjælp til at læse digital post, bliver han henvist til en computer, som han ikke kan forstå at betjene. Desuden er modtagelsen kun åben to timer om ugen til postlæsning, og vores brugere har ofte brug for hjælp her og nu til at få læst breve fra det offentlige, forklarer hun og fortsætter:

– Det er altid muligt at få en fortrolig samtale med en af os, og seks timer om ugen har jeg tilknyttet en terapeut fra TUBA til stedet. For selvom vores brugere ikke er unge mennesker, kan de godt have glæde af en samtale om problemer med alkohol i deres barndom.

Daglig andagt

Hver morgen holder de andagt på værestedet, hvor de beder fadervor højt i kor og synger et par sange. Gerne pop, som mange af brugerne kender.

En af Susanne Houmøllers favoritter er en nyere salme ’Jeg holder af det nære liv’ af Iben Krogsdal. Her er 3. vers:

Jeg holder af de kæres liv
Af dem der er lidt særes liv
Af folk der snakker med sig selv
Af mennesker der står i gæld
Af dem der spiser hundekiks
Og stammer og har sære tics

Kort om Susanne Houmøller

  • Er uddannet socialpædagog på Diakonhøjskolen i Aarhus og har en kirkelig overbygning til diakon.
  • Har været udsendt med sin mand som missionærpar i et par år.
  • Kom til Den Blå Café i Hjørring i 1998 – og har været leder af stedet de seneste 20 år.

Læs mere om Den Blå Café

Hvad er en diakon?

Ordet diakon kommer fra oldgræsk og betyder tjener.

Diakoner - eller socialdiakoner, der som Susanne Houmøller er uddannet fra Diakonhøjskolen, er en fagperson, der stiller sig til rådighed for et andet menneske og arbejder for at afhjælpe fysisk, psykisk og social nød.

Diakoner arbejder inden for det kirkelige, sociale og pædagogiske område. Fælles for dem er, at de arbejder på et kristent grundlag.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpædagogisk praksis, Marginaliserede, Ledere