Nyuddannet: Vi kan gøre en omfattende forskel
Det er fascinerende at opleve, hvordan et udsat barn i voldsom affekt får ro i nervesystemet, når det bliver mødt med den rette faglighed, fortæller Julie Lykke Højvang Nielsen, der er nyuddannet socialpædagog. Hun mener dog, at uddannelsen bør være mere ambitiøs og målrettet
Hvis noget af tøjet var nyt, eller maden havde en konsistens, som ’Peter’ ikke var vant til, reagerede han med det samme. Voldsomt og længe.
Men efterhånden som socialpædagogerne i hans specialbørnehave arbejdede med ham – opbyggede en relation til ham og brugte deres efteruddannelse i neuropædagogik til at se bag om hans adfærd – følte han sig forstået. Og den udadreagerende adfærd blev mindre og mindre udtalt.
– Det var fascinerende at se den ro, de mødte ham med. Set udefra så det måske ud som om, de ikke gjorde det helt store. Jeg ved nu, hvor kæmpestort et relationsarbejde og hvor meget faglighed, bevidsthed om metoder og tilgange og viden om målgruppen, der lå bag.
Sådan fortæller 25-årige Julie Lykke Højvang Nielsen om mødet med den socialpædagogiske faglighed i hendes praktik. I sommer kunne hun efter 3 ½ år på pædagoguddannelsen selv kalde sig socialpædagog.
En omfattende forskel
Oprindeligt tænkte Julie Lykke Højvang Nielsen, at hun skulle være sygeplejerske. For hendes arbejdsliv skulle helt klassisk være ’noget med mennesker’, som hun siger. Men hun ville gerne finde et fag, der gav endnu bedre mulighed for længerevarende relationsdannelse og udviklingsarbejde. Og da hun i forbindelse med et sabbatår blev tilbudt job i en børnehave, takkede hun ja – omend hun var skeptisk.
– Men dér fik jeg pludselig øjnene op for det pædagogiske fag. Og da jeg efterfølgende fik et studiejob på en døgninstitution, blev jeg meget optaget af målgruppen og fagligheden inden for socialområdet. Fra da af var jeg bare slet ikke i tvivl, siger hun og forklarer:
– Det at være medvirkende til at skabe livs- og udviklingsmuligheder for nogle mennesker, der virkelig har brug for det, bekræftede mig i, at jeg skulle være socialpædagog. Her kunne jeg gøre en omfattende forskel, siger hun.
Det at være medvirkende til at skabe livs- og udviklingsmuligheder for nogle mennesker, der virkelig har brug for det, bekræftede mig i, at jeg skulle være socialpædagog. Her kunne jeg gøre en omfattende forskel
Julie Lykke Højvang Nielsen, nyuddannet socialpædagog
Julie Lykke Højvang Nielsen mødte op på pædagoguddannelsen fuld af engagement og ambitioner.
– Vi fik at vide, at det var et fuldtidsstudie, og det var jeg helt klar på – jeg havde jo selv valgt det. Men jeg oplevede, at vi havde alt for få undervisningstimer og meget selvstudie, hvor jeg ikke vidste, hvad jeg skulle. Jeg fik nærmest ingen viden om de forskellige diagnoser og handicap, jeg kunne møde i praksis, og meget begrænset viden om de tilgange, jeg skulle arbejde med. Det var en stor skuffelse, og jeg blev bekymret for, om jeg lærte det, jeg skulle, fortæller hun.
Kollegaer var guld værd
Julie Lykke Højvang Nielsen vidste fra start, at hun ville søge den socialpædagogiske specialiseringsdel. Men som alle andre studerende var hun ikke garanteret en plads – og klar på at droppe ud, hvis hun ikke fik den.
– For hvorfor spilde tid på et studie, jeg ikke ønskede, som hun siger.
LÆS OGSÅ Socialpædagogernes forslag: Lad os styrke den socialpædagogiske retning
Men Julie var heldig og kom efterfølgende i praktik i en specialbørnehave i Nordjylland. Her var børnene udfordret af forskellige udviklingsforstyrrelser, primært autisme og ADHD. Alle de ansatte var som udgangspunkt uddannet socialpædagoger, efteruddannet i neuropædagogik og rundet af den TEACCH-inspirerede tilgang Struktureret Visualiseret Specialpædagogik (SVS).
– Det var guld værd for mig at have så dygtige kollegaer, der stillede sig til rådighed, når jeg fx var uforstående over for den teoretiske viden, jeg havde fra studiet, siger hun.
I løbet af sin praktiktid udviklede Julie Lykke Højvang Nielsen bl.a. en nøglering med billeder, hun kunne vise børnene i kravsituationer.
– Ofte forstår børnene ikke det talte sprog, og særligt overgange i hverdagen kan være svære for dem. Men så snart jeg viste dem et billede af fx et toilet eller af legepladsen med et rødt kryds over, vidste de, hvad de skulle. Det var virkelig interessant at opleve at skabe den forståelse, fortæller hun.
Socialpædagogerne foreslår:
Vi skal som samfund lykkes med at give voksne, børn og unge som enten er udsatte, har et handicap eller en psykisk lidelse muligheder i livet.
Hele velfærdsområdet står aktuelt med store rekrutteringsudfordringer – det gælder også det socialpædagogiske område. Og vi ser ind i en fremtid, hvor udfordringerne vokser.
En del af løsningen ligger i uddannelsessystemet. Socialpædagogerne arbejder derfor for en ambitiøs, målrettet og attraktiv pædagoguddannelse, hvor den socialpædagogiske retning styrkes markant. Vores fokus er, at der kommer langt mere kvalitet på den socialpædagogiske retning. Der skal skrues op for den socialpædagogiske faglighed på uddannelsen – både i undervisningen og i praktikken – så de studerende bliver klædt på til praksis på det brede socialpædagogiske arbejdsfelt. Og her kommer vi ikke udenom, at der skal være en langt bedre sammenhæng mellem teori og praksis.
Og så ser vi meget gerne, at den studerende får mulighed for at være garanteret optag på den socialpædagogiske/pædagogiske retning, hvis vedkommende allerede ved studiestart ved, hvilket arbejdsfelt han/hun ønsker at uddanne sig til.
Det giver så meningsfyldt et arbejdsliv. Og med de redskaber og erfaringer, man får med sig i praksis, får man også en helt anden forståelse for sig selv og sin omverden
Julie Lykke Højvang Nielsen, nyuddannet socialpædagog
Meningsfyldt arbejdsliv
Julie Lykke Højvang Nielsen har imidlertid også gjort sig tunge erfaringer i løbet af sit endnu korte arbejdsliv.
Som ufaglært vikar på en døgninstitution oplevede hun gentagne gange at skulle varetage voldsomt belastende ansvarsopgaver, som hun langt fra var ansat til eller havde forudsætningerne for at påtage sig. Det førte til belastningsreaktioner, et forløb hos en krisepsykolog og en verserende arbejdsskadesag. Og hun har været i praktik på en specialskole, hvor der var så massive arbejdsmiljøproblemer, at det efterfølgende skulle revurderes, hvorvidt stedet var egnet til at modtage studerende fremover.
– Det var selvfølgelig en øjenåbner. Og jeg skrev bachelor om sammenhængen mellem det psykiske arbejdsmiljø og den socialpædagogiske kerneopgave, fordi jeg har oplevet, hvor stor betydning arbejdsmiljøet har for vores praksis og borgernes trivsel. Men jeg har aldrig overvejet at forlade faget, siger Julie Lykke.
For når Julie Lykke Højvang Nielsen ser tilbage på sin studietid – og frem mod det arbejdsliv, der venter hende – er det de faglige sejre, der overskygger. Lige nu er hun på barsel med sit første barn, men derefter glæder hun sig til at arbejde videre inden for børne- og ungeområdet eller at udforske voksenområdet.
– Det giver så meningsfyldt et arbejdsliv. Og med de redskaber og erfaringer, man får med sig fra det arbejde, får man også en helt anden forståelse for sig selv og sin omverden, siger hun.