Tillidsrepræsentant: 'Jeg valgte kampen'

Men da Mia Ydo blev tillidsrepræsentant, oplevede hun det stik modsatte. Hun hørte hverken om sygemeldinger i opløbet, problemer med ændringer i arbejdsplaner, overtrædelser af hviletid og for lange vagter – eller om frustrationer over mange deltidsansættelser. Sagerne kom i stedet direkte ind til Socialpædagogerne Storstrøm.

– Snakken gik på gangene, indtil bomberne sprang. Men ingen henvendte sig til mig. Det gav følelsen af ikke at slå til, siger hun og ryster opgivende på hovedet.

Men historien om Mia er ikke historien om at give op, selvom hun på et tidspunkt overvejede det. Det er historien om Mia Ydo, som er en af Socialpædagogernes 1.200 tillidsrepræsentanter, og som i efteråret blev indstillet til A4 Mediers TR-pris som ’Årets organiser’.

– I bund og grund har det jo altid handlet om, at jeg gerne ville hjælpe andre – ligesom det gjorde, da jeg allerede som helt lille pige var fast besluttet på, at jeg skulle ’passe børn i kørestol’, som jeg sagde. Senere fandt jeg ud af, at det hed socialpædagog, siger hun.

Egne normer

Vi sidder i Marjattas Skolehjem – i et hus, der med plysset sofa og reoler med legetøj indbyder til samvær. Mia Ydo er socialpædagog i Marjattas dagtilbud Lærken for børn med et psykisk og fysisk udviklingshandicap. Her skal en dreng uden sprog bl.a. understøttes af tegn-til-tale, så han kan gøre sig forståelig for sin omverden. En anden skal motiveres til at gå i skole. Og en pige skal guides gennem puberteten, uden at hendes grænser overskrides af andre børn.

Når børnene bliver til voksne, rykker de videre til Marjattas øvrige matrikler med bl.a. produktionsværksted og landbrug.

– Det er et kæmpestort sted, konstaterer Mia Ydo.

Marjatta er samtidig et sted med stærke værdier hentet fra Rudolf Steiners pædagogiske principper og fra 70 års traditioner, årstidsfester og meget andet.

– Der er en vilje til at give noget ekstra. Og vi brænder for området. Men vi har nok også kørt lidt parallelt med det øvrige samfund efter egne normer. Tidligere var der kun én tillidsrepræsentant til hele Marjattafællesskabet, som helt naturligt havde svært ved at holde styr på alle arbejds- og grundplaner. Og ledelsen var ikke vant til, at tillidsrepræsentanterne var så synlige, havde noget at sige og var et talerør for medarbejderne, siger Mia Ydo.

Med den ’jobbeskrivelse’ stillede Mia Ydo for otte år siden op til og blev valgt som tillidsrepræsentant – en post, der havde været ubesat i et par år.

– Jeg trængte til et supplement til arbejdet som socialpædagog, hvor man bruger sig selv og sit nervesystem meget til at tune ind på børnene og møde dem, hvor de er. Arbejdet som tillidsrepræsentant handler meget konkret om overholdelse af fx arbejdstidsregler, og jeg er en rigtig regelrytter, siger hun og griner.

Bomberne sprang

Men hurtigt gik udfordringerne op for Mia Ydo. Ikke mindst det vanskelige ved overhovedet at gøre sig synlig over for forstandere såvel som medarbejdere på den store arbejdsplads.

Hun oplevede fx, at et hus blev splittet i to – mellem ’de gamle’, der ville holde fast i den måde, man nu engang havde aftalt at arbejde, og ’de nye’, der vil kaste alle arbejdsgange op i luften.

– Det skulle jeg lære at påpege og bære det rette sted hen, så ledelsen kunne tage ansvar for at gøre noget ved det. Men jeg oplevede, at problemer blev blæst op, uden at jeg vidste det. Og så sprang bomberne pludselig, fortæller hun og fortsætter:

– Jeg prøvede at gøre meget ud af at sige, at jeg ikke kunne hjælpe dem, hvis ikke de sagde noget. Men jeg var heller ikke god til at være synlig, ligesom de ikke var vant til, at der var en tillidsrepræsentant, siger hun.

Hvad gør vi?

Mia Ydo sad ganske vist med ved alle de rigtige møder – men uden oplevelsen af at blive hørt. Og frustrationerne gjorde hende i tvivl om, hvorvidt hun overhovedet skulle fortsætte som TR.

– Jeg havde følelsen af at stå og råbe, men at ingen hørte noget eller gjorde noget ved det, jeg råbte om. Enten kunne jeg give op og lade stå til eller tage kampen op. Jeg valgte kampen. For hvis der er noget, der skal ændres, må man selv gøre noget. Det kan godt være, jeg starter med at brokke mig til en, jeg har tillid til. Men så spørger jeg: Hvad gør vi ved det? Og her skulle der grundlæggende en kulturændring til.

Den handlekraft har Mia Ydo på mange måder med sig hjemmefra. Hendes forældre blev skilt allerede, da Mia var halvandet.

– Det lærte mig en masse om, hvordan man skal behandle andre mennesker. For de har altid snakket pænt og ordentligt med og om hinanden. Det er en adfærd og holdning, som jeg ser meget op til og selv gerne vil efterleve. At man behandler hinanden ordentligt og med respekt, selvom man kan være sure på hinanden, siger hun og fortsætter:

– Min far er også typen, der altid har haft mange jern i ilden ved siden af sit fuldtidsarbejde som politibetjent. Han har et drive som de færreste, og vil han noget, så gør han det. Det har jeg – på godt og ondt – helt sikkert også. Ellers havde jeg aldrig meldt mig som TR.

Den største sejr har været, at vi har en ledelse, der lytter. De har fået øje på, at der er nogle tillidsrepræsentanter, der vil det her – vil medarbejderne og Marjatta det bedste

Mia Ydo, socialpædagog og TR på Marjatta Skolehjem

En hverdagsundersøgelse

Mia Ydo og de andre tillidsrepræsentanter besluttede at holde et møde med Socialpædagogerne Storstrøm og Marjattas ledelse. Socialpædagogerne Storstrøm tilbød at frikøbe tillidsrepræsentanterne en dag om måneden i et år. Tiden skulle bruges på at være synlige og på at arbejde målrettet med nogle af de problemer, der ifølge medarbejderne var på Marjatta.

– Det var ledelsen heldigvis helt med på, siger Mia Ydo.

Efterfølgende troppede hun og de andre tillidsrepræsentanter op på personalemøder og delte små røde sedler ud til alle 650 medarbejdere. Her kunne de udfylde tre ting, de var glade for ved Marjatta, og tre ting, som kunne blive bedre. Alle svarene blev samlet ind og gjort op:

Kollegerne, samarbejdet og oplevelsen af at have frihed under ansvar blev fremhævet som gode ting at holde fast i. Men ledelsen var ikke synlig nok, lønnen var for lav, og der manglede kendskab til personale­politikken.

– Meget af det bekræftede, hvad jeg havde hørt på gangene – nu stod det på skrift, siger hun.

Små og store forandringer

Resultatet blev efterfølgende fremlagt for ledelsen, som måske nok var overraskede, men ifølge Mia Ydo tog det med oprejst pande. Og så blev ærmerne smøget op.

– Der var fx et helt konkret ønske om at få hængt billeder af medarbejderne på administrationsgangen op. Bum – så kom der billeder op. Så var der andre ting, der krævede lange seje træk.

Over et helt år blev der fx arbejdet med Marjattas 60 sider lange personalepolitik. Hvert enkelt emne blev diskuteret i MED-udvalget, hvor medarbejdere og ledelse er repræsenteret. Så blev det vendt og gennemskrevet i arbejdsgrupper, for så at blive endeligt vedtaget i MED-udvalget.

– I min egen afdeling, hvor vi havde nogle personalemæssige udfordringer, tog vi fat i det, vi i personalepolitikken kalder ’Venlighed som fremgangsmåde’. Og så har vi diskuteret, hvad det betyder for os hver især. Det har givet os en større forståelse for hinanden og respekt for, at vi ikke er ens, siger Mia Ydo.

Som TR har hun også fået forhandlet et ekstra fast løntillæg for medarbejdere, der har været på arbejdspladsen i mere end fem år. Der er blevet arbejdet med at få flere fra deltid til fuldtid, og der er skabt synlighed om mulighederne for efteruddannelse. Og så blev ledelsen opfordret til at være mere synlig.

– Det handler om at være fysisk til stede og om at få sendt ros ud. Det blev fx meldt ud, at vi skulle spare, men efterfølgende hørte medarbejderne ikke rigtig noget. Der sagde jeg til ledelsen: ’Meld ud, hvor godt det er, at vi faktisk har nået målet.’ Det er taget til efterretning, og jeg ved, at det er et fokuspunkt, siger hun.

På samme side

Men Mia Ydo lægger heller ikke skjul på, at det har været et kæmpe arbejde at afdække og arbejde målrettet med problemerne – og gøre resultaterne synlige for medarbejderne på så stor en arbejdsplads. Det har krævet, at tillidsrepræsentanterne arbejder tæt sammen som aldrig før.

– Jeg er normalt god til at lade mit arbejde ligge i bilen i løbet af de 25 minutter, det tager mig at køre hjem fra arbejde. Det har jeg ikke helt kunnet gøre her, siger hun.

Til gengæld er resultaterne også til at tage og føle på, fortæller Mia Ydo, som i dag er koordinerende tillids­repræsentant og næstformand i MED-udvalget. Her sidder hun for bordenden med ledelsen lige ved siden af.

– Den største sejr har været, at vi har en ledelse, der lytter. De har fået øje på, at der er nogle tillidsrepræsentanter, der vil det her – vil medarbejderne og Marjatta det bedste – og fået oplevelsen af, at vi kan arbejde sammen om det. At vi ikke sidder over for hinanden – ud over når vi lønforhandler – men ved siden af hinanden, siger hun.

Desuden er der i dag færre sager fra Marjatta, der når frem til Socialpædagogerne Storstrøm – bl.a. fordi problemer i højere grad bliver grebet i opløbet.

– Der er en matrikel, der ikke har nogen tillidsrepræsentant, og herfra kommer der stadig sager til kredsen. Men jeg ser mig selv som meget mere synlig og får i dag henvendelser i et omfang, jeg slet ikke gjorde før. Det er virkelig fedt og giver mig blod på tanden. For så kan jeg gøre den forskel, jeg ikke kunne før.