Beth er eksemplet på, at alle mennesker kan flytte sig

– Jeg hadede det i starten. Jeg følte, at jeg kom fra et helvede og flyttede ind et sted, hvor alle var efter mig. Jeg følte mig kontrolleret og overvåget – og skulle opfylde alle mulige krav hele tiden. Og jeg tænkte da også, at sådan en ung tøs som Mie, hun skulle da ikke bestemme over mig, fortæller Beth.

I dag er Beth 54 år, hun er clean på snart femte år – og bor i egen lejlighed med sine børn.

– Jeg kan jo godt se det i dag. Svendebjerggård blev et vendepunkt i mit liv, og de medarbejdere, som mine børn og jeg mødte her, har jo hele tiden villet mig det godt.

Jeg gik fra den ene depression til den anden, børnene forsømte skolen – og vores hjem sejlede.

Beth Jeanett Dennow Nielsen, tidligere beboer på Svendebjerggård

Vold og stoffer

Hvordan Beth endte på krisecenter er en længere historie. En fortælling om en opvækst i Sydhavnen, hvor alkohol og stoffer fyldte lidt for meget. En fortælling om i 2005 at få bank af sin kæreste og blive slået i gulvet med 25 buler og en brækket kæbe, mens hendes to små piger var hjemmet. Om at starte i det små med at ryge hash og ende med at bruge amfetamin og coke for at holde til livet – og om at stå i en lejlighed ramt af skimmelsvamp og rod, hvor viceværten truede med at sætte familien på døren, mens 'dem fra kommunen' advarede om, at børnene måske hellere skulle fjernes fra deres mor.

– Jeg var virkelig langt ude. Og det gik helt galt, da jeg mistede min mor i 2016. Jeg gik fra den ene depression til den anden, børnene forsømte skolen – og vores hjem sejlede. Så en dag satte jeg mig ned og gik på jagt efter et sted, hvor mine børn og jeg kunne være, for vi var ved at miste vores hjem. Og så endte vi på Svendebjerggård, fortæller Beth.

Der faldt mere ro på i takt med, at Beth kunne mærke, at vi var der for at hjælpe hende og børnene – og at vores arbejde ikke handlede om at finde fejl og mangler og lave regler.

Mie Vestergaard Madsen, socialpædagog Svendebjerggård

Ud af tågen

Mie Vestergaard Madsen er en af de socialpædagoger, som blev tilknyttet Beth og børnene som kontaktperson på Svendebjerggård. Hun husker tydeligt, at Beth havde det svært i den første tid på krisecentret.

– I mit arbejde var det vigtigt ikke at blive den løftede pegefinger i Beths liv. Jeg prøvede på at få nogle gode snakke i gang, hvor jeg kunne spørge ind til, hvordan hun gerne ville have det, og hvordan hun ønskede livet skulle være fremover. Men jeg skulle helt klart gøre mig fortjent til hendes tillid i de første mange uger, fortæller Mie.

Hun husker, hvordan afvænningsforløbet blev det første vendepunkt for Beth.

– På Svendebjerggård måtte Beth ikke ryge hash og tage stoffer, så hun kom på afvænning. Hver uge skulle hun aflevere en urinprøve, og jeg glemmer aldrig den dag, da hun glædestrålende kom hjem med den første prøve uden spor af stoffer. ’Den er ren’, råbte hun ud over det hele.

Læs artiklen om Beth og Mie i fagbladet Socialpædagogen

Et andet vendepunkt var der, hvor Beth opdagede, at hverken Mie eller de øvrige medarbejdere var ude på at tage børnene fra hende.

– Der faldt mere ro på i takt med, at Beth kunne mærke, at vi var der for at hjælpe hende og børnene – og at vores arbejde ikke handlede om at finde fejl og mangler og lave regler. Man kan godt sige, at da Beth blev clean og kom ud af sin tåge, så mærkede hun, at vi troede på hende, at vi havde tillid til, at hun godt kunne ændre sig liv – og at hun kunne stole på os, fortæller Mie.

Lære at være mor

At bo på Svendebjerggård er lidt som en øvebane i forhold til at kunne mestre livet uden for krisecentret. I Beths tilfælde skulle hun genlære alt det, hun havde glemt som mor, fortæller hun.

– Jeg ville gerne kunne gøre alt det, jeg kunne før, jeg røg helt ned. Rydde op og gøre rent, få vasket tøjet, købe ind og lave mad og spise måltiderne sammen med børnene. Og efter nogle måneder begyndte vi at finde en rytme, hvor vi kunne være sammen som familie, siger Beth, som fortæller, hvordan relationen til Mie blev afgørende.

– Når vi gik ture, gik Mie altid ved siden af mig – og så snakkede vi om, hvordan jeg havde det. Og om hvordan jeg havde glemt mig selv i mange år. Det var også Mie, der sørgede for, at børnene var med, når der blev spillet rundbold eller noget andet.

I artiklen 'Vi taler kvindernes styrker op' kan du læse, hvordan medarbejderne på kvindekrisecentre møder kvinder med traumer.

Clean i fem år

Beth flyttede fra Svendebjerggård i november 2021 og bor nu i en lejlighed sammen med tre af sine børn – de to ældste er flyttet hjemmefra. Hun er blevet udredt og er i behandling for PTSD og angst – og så har hun snart været clean i fem år.

– Jeg føler, at jeg har fået mit liv tilbage. Og jeg bevarer stadig kontakten til Svendebjerggård – er fx altid med til deres sommerfester, siger hun.

For Mie har det været inspirerende at samarbejde med Beth og være med til at give hende en ny start på tilværelsen:

– Beth er et levende bevis på, at alle mennesker kan ændre sig under de rette omstændigheder. Det, at man som fagperson kan være med til at give et menneske som Beth en stabil base, hvor hun stille og roligt bliver rustet til at kunne klare et liv i den virkelige verden uden for krisecentret, føles rigtig godt. Og det har været vildt inspirerende at opleve Beth indse, at hun faktisk kan så meget mere, end hun troede, siger Mie.