S-profil kræver ny lønmodel til familieplejere

• Email
• Print

Socialdemokratiets 40-årige børne- og socialordfører har været en markant stemme i velfærdsdebatten i mange år. Hvis Socialdemokratiet vinder regeringsmagten næste gang, er hun et godt bud på, hvor en af ministertaburetterne kunne ende.

Socialpædagogen har interviewet Pernille Rosenkrantz-Theil på bagkant af de netop overståede satspuljeforhandlinger. Her fremsatte Socialdemokratiet nemlig et forslag, der indebærer et opgør med den omvendte incitamentsstruktur i det nuværende lønsystem, hvor man risikerer at blive sat ned i løn, hvis plejebarnet trives bedre.

– Jeg har hørt fra et utal af familieplejere – og fra Socialpædagogerne – at der er noget galt med den måde, man har skruet lønnen sammen på. Det er en model, der indebærer uhensigtsmæssige lønforhandlinger mellem plejeforældre og kommunen, hvor barnet havner i en klemme midt imellem. Det dur simpelthen ikke, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

Arbejdet påskønnes ikke nok
Pernille Rosenkrantz-Theil og Socialdemokratiet foreslår en ny lønmodel, hvor plejefamilier ansættes i kommunen, frem for i dag, hvor kommune og plejefamilie løbende forhandler om opgaver og vederlag. Modellen skal sikre, at anbringelsen ikke bliver afbrudt, fordi der opstår uoverensstemmelser omkring økonomien.

– Familieplejerne påtager sig en kæmpe opgave for samfundets side. Det er nogle af de mest udsatte børn, vi overhovedet har, som de tager vare på. Og de kan gøre hele forskellen på, om de børn får en normal opvækst eller om de bon’er ud på alle de negative parametre: hjemløshed, misbrug, fravær af sociale relationer osv. Det skal vi huske at påskønne, at det faktisk er den opgave, plejefamilierne påtager sig. Det synes jeg ikke vi gør helt nok i dag, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

Hvordan Socialdemokratiet præcist vil strikke en ny lønmodel sammen, vil Rosenkrantz-Theil ikke gå langt ind i.

– Når vi taler løn, skal det ske i respekt for arbejdsmarkedets parter og overenskomstsystemets ret til at behandle løn og arbejdsvilkår. Det skal vi finde en ordentlig proces omkring. Vi har bedt om at få det ind på bordet, men vi skal passe på med at foregribe så langt et forhandlingsforløb, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

Forhandlinger i sigte
Som et bagtæppe for interviewet står også den endelige satspulje-aftale. Her står der sort på hvidt, at partierne bag aftalen skal fortsætte drøftelserne om anbringelsesområdet i foråret, hvor de også skal drøfte aflønning af familieplejerne – i respekt for arbejdsmarkedets parter.

Arbejdsmarkedets parter er i dette tilfælde Socialpædagogerne og Kommunernes Landsforening (KL). I forlængelse af de nuværende overenskomstforhandlinger har Socialpædagogerne nu rejst overenskomstkravet over for KL.

Satspuljeaftalen rummer således en slet skjult opfordring til KL om at gå ind i arbejdet forud for forårets drøftelser.

– Vi skal lade være med at konkludere noget for tidligt. I satspuljeaftalen har vi aftalt, at vi skal have et forhandlingsspor i foråret. Her skal vi snakke i dybden om problemstillingerne, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

’Kisteglad’ over første skridt
Hun glæder sig over, at det er lykkedes at få familieplejerne og de anbragte børns vilkår bragt på dagsordenen og ser frem mod forårets forhandlinger:

– I al den tid jeg har været socialordfører, har jeg forsøgt at åbne et forhandlingsspor omkring anbragte børn. Det er endelig lykkedes nu. Jeg er kisteglad over at have fået igennem, at vi skal have hele området kigget igennem i sømmene. Og det er mit indtryk, at de andre partier er indstillet på, at vi skal have et forhandlingsforløb, hvor vi går rigtig grundelig til værks. Det er som regel det, der kommer bedst lovgivning ud af.

Pernille Rosenkrantz-Theil peger på, at behovet for stabilitet også gælder familieplejerne - de skal være trygge ved at den situation de har, så de ikke skal bruge kræfterne på uoverensstemmelser med kommunen og frygte, om barnet bliver hjemtaget hvert andet øjeblik. Hun understreger også, at det er vigtigt, at kommunerne er parate til at bidrage med den støtte, man har brug for i hverdagen.

Permanente anbringelser
En af de ting, som partierne også skal kigge grundigt på, er, hvordan det undgås, at så mange anbringelser bryder sammen. På det punkt har Pernille Rosenkrantz-Theil ladet sig inspirere af Canada, som i høj grad bruger permanente anbringelser. Hvis et barn har været anbragt hos en plejefamilie gennem en årrække, så bliver det til en permanent anbringelse.

– Det er en model, der skaber meget større stabilitet rundt om barnet. Særligt i de situationer, hvor det er meget alvorlige problemer, der ligger til grund for anbringelsen. Den kan forhindre nogle af de meget ulykkelige situationer vi ser i dag, hvor fx en biologisk forældre med misbrugsproblemer bliver clean i et halvt år og får barnet hjem, og så efter en periode falder i igen. Så kan barnet ikke nødvendigvis vende tilbage til den plejefamilie, det har været i. Den situation vil vi gerne undgå. Når problemerne er så store, at en frivillig anbringelse varer i mange, mange år, så er barnet bedst tjent med at vide, hvor det hører til, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

Hun understreger, at permanente anbringelser ikke betyder, at barnets biologiske forældre skrives helt ud af ligningen, men at de biologiske forældre godt kan spille en rolle og have samvær og en relation til barnet, selvom der er nogle andre, der permanent har dem i anbringelse.

– I mange situationer er det meget hensigtsmæssigt for barnet med en god, stabil og løbende kontakt til sine biologiske forældre, men der er også situationer, hvor de biologiske forældre bør spille en mindre rolle. Børn er vidt forskellige, og det er deres situation og de biologiske forældres situation også. Vi har i for vid udstrækning taget hensyn til de biologiske forældre i stedet for at tage udgangspunkt i, hvordan vi får skabt den mest stabile situation omkring barnet.  Retten til at hjemtage et barn og rykke det op med rode efter ti år, hvor det har boet i samme plejefamilie, det dur ikke. Man skal tage 100 pct. udgangspunkt barnets tarv og vægte den permanente anbringelse noget mere, mener Pernille Rosenkrantz-Theil.