icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Plejeforældre_9_Ricky-Molloy.gif
Kronik

Sådan en helt almindelig morgen

Hjemme hos familieplejer 'Merete' og hendes mand er klare aftaler omkring opgaver, ansvar og rutiner med til at skabe den nødvendige støtte til familiens tre plejebørn. Læs om en typisk hverdag hos familien – tanker nedfældet af plejemor selv

  • 'Merete', familieplejer / Foto: Ricky John Molloy

Jeg vækker normalt børnene lidt over halv syv, men i dag havde jeg nær sovet over mig og vågnede først lige halv syv, da den yngste kom dappende ind i soveværelset. Nu har jeg travlt – og to andre børn vækkes nu. For at gøre min fadæse mindre synlig, lader jeg tv være tændt, selvom vi plejer at slukke netop halv syv. Min mand træner i dag, så han er tilbage lidt i syv. Jeg spørger de to børn i stuen, om de har husket toiletbesøg. Ja, bliver der nikket.

Da jeg selv er klar tyve i syv, slukker jeg tv og siger: Nu er der morgenmad, og det udløser heldigvis ikke protester. De får mad serveret af mig, det er stadig vores løsning, selvom vi havde aftalt at dække op på bordet og forsøge med selvbetjening. Vi dækker kun bord og har selvbetjening i weekender, for det kræver en del mere tid, end vi har til rådighed en hverdagsmorgen – simpelthen, fordi der opstår konflikter omkring, hvem der skal have og tage hvad først.

Faste pladser om bordet
Denne morgen har vi et par minutters relativ ro om bordet, så høres bilen køre ind i indkørslen, og yngste hopper af sin stol for at løbe min mand i møde. Jeg smutter ovenpå med en tallerken til den store, der plejer at få lidt ro på sengekanten, så han lettere kan komme i gang med en ny dag. Da jeg kommer ned, sidder begge børn på deres trip-trap stole og spiser. Her i familien har alle faste pladser og er strategisk placeret om bordet. Hey – virker det velkendt?

Behøver du virkelig at made hende? spørger vores bio-datter, der er stået op og ser mig sidde med skeen i flyver-position foran pigens mund. Jeg forklarer for gud ved hvilken gang, at det er for at sikre, at pigen får et vist antal skefulde indenbords. Jeg sad på samme måde en dag, mens barnebarn og svigersøn var til stede. Og fordi jeg hjalp vores plejebarn, ville mit jævnaldrende barnebarn også mades. Min svigersøn reagerede instinktivt i en blanding af skræk og vantro: Gør svigermor mit barn til baby – igen? Min holdning er pragmatisk: Vi skal videre i programmet, i dagen og i livet!

Hinandens samarbejdspartnere
En gang imellem holder vi et samarbejdsmøde, min mand og jeg. Så drøfter vi hvert af børnene og taler om, hvad vi kan gøre anderledes og bedre for at sikre deres individuelle udvikling. Vi er hinandens nærmeste samarbejdspartnere, så vi er nødt til at snakke konstruktivt sammen omkring arbejdsfeltet: Vores tre plejebørn, der hver især kræver særlig støtte og særligt oplæg.

Vi har arbejdet sammen sådan her siden 2012, hvor vi blev godkendt som kommunale familieplejere –i dag kaldes det forstærket plejefamilie. Før da havde vi på skift arbejdet hjemme med et eller to plejebørn i familien, mens den anden var udearbejdende. Da vi begge blev fuldtidsplejeforældre, startede et forløb, hvor vi skulle lære at arbejde professionelt sammen. Vi manglede ikke relevant faglig viden, da vi begge var uddannede i det pædagogiske regi. Men det kom som en overraskelse, at vi var nødt til at sparre så kollegialt.

’Jeg er uenig i det, du siger om barnet. Men jeg respekterer din holdning, så vi kan godt prøve dit forslag.’

Det bød på mange diskussioner i starten. Jeg var imod, at min mand ønskede, at jeg tog chef-rollen, for jeg ville godt have, at vi var ligeværdige og bare blev enige. Men nu efter syv år virker det fint for os, at jeg er leder og han souschef. Det siger vi ikke højt, men det virker godt i praksis, fordi jeg er meget på forkant med tingene, hvor han er mere i nuet.

Faste roller
Og så har vi markeret os med nogle faste roller i arbejdet som familieplejere, hvor vi er en mor og en far. Jeg kan lige nævne nogle elementer her i flæng:
Mor – tøj, skole, fritid, møder, legeaftaler, planlægning, fødselsdag, svømmehal.
Far – penge, indkøb, transport, it/medier, vedligehold, strandbad, biograf.

Maden, som er en grundpille i plejefamilien, deles vi om at lave. Jeg er ikke så glad for mad, så jeg laver bare pasta med kødsauce, pizza, boller i karry og den slags. Mens min mand elsker mad og laver de sjove, skæve retter, som børnene med deres kræsne tilgang skal prøve og nogle gange kan lide. Vi kan bedre lide din mad, Merete! For du laver det altid på samme måde. Også her er vi vist meget forskellige, min mand og jeg.

Læser man disse elementer, kan noget af det virke stereotypt og ligefrem sexistisk, som om vi understøtter et gammelt kønsrollemønster. Men jeg er uddannet som først håndværker og siden lærer, så jeg løser ofte et praktisk problem. Min mand er uddannet pædagog og god til for eksempel at spille spil og musicere med børnene. Jeg tror bare, det er vigtigt for børn, der har oplevet brud i barndommen, at deres voksne omsorgspersoner agerer tydeligt, så vi forstærker gerne for tydelighedens skyld. Så kan man altid bløde op senere. Verden er jo ikke kun sort-hvid, men i mange nuancer, ved vi godt.

En strategi der virker
Hvem har ødelagt min fisk? råber pigen på ni fra værelset, hvor en magnet var faldet ned og gået i stykker. Min mand forklarer hende, at det er sket i leg og ikke for at gøre hende ondt. Jeg er optaget af at hjælpe barnet på otte somre, der vil gå i samme tøj som i går. Det skal vaskes, forklarer jeg igen og igen, mens hun sidder med krydsede arme på sengen og nægter at tage det tøj på, jeg foreslår fra skabet.

Til sidst vælger jeg en strategi, hvor jeg forklarer, at nu er bolden hos hende. Om et kvarter kører skolebussen, så hvis ikke det lykkes at finde tøj, bliver det en hjemmedag, hvor både fjernsyn og it først virker fra om eftermiddagen, siger jeg i et nogenlunde opmuntrende tonefald og forlader rummet.

Jeg kan nemlig se, at hun har den stædige mine på og ikke den fortvivlede. Hvis det var sidstnævnte, måtte jeg i gang som cirkusklovn og opfinde en løsning, hvad enten det var at hive skørtet op af vaskekurven og give det en hurtig vask med en grydesvamp eller finde på noget helt andet.

Tilbagevendende situation
Vi har været i situationen et utal af gange før. Derfor lægger vi voksne vægt på, at hun bliver udfordret en kende mere hver gang, så hun oplever at kunne tage tøj på uden de store forbehold. Hver gang står jeg med de samme ord om, at man ikke kan gå i skole i beskidt, iturevet eller for småt tøj. Barnet har stort fokus på sit tøj og tåler kun særlige bløde materialer, som skal sidde på en bestemt måde på kroppen.

Jeg har gået til theraplay terapi (relationsbaseret legeterapi, red.) med pigen i et længere forløb, og det gav en virkelig god udvikling, som vi stadig profiterer af. Kort efter er hun kommet ud af værelset med tøj på, som alligevel fandt nåde for hendes øjne og i særdeleshed hendes følesans. Dejligt du kom videre, vil du have en krammer? Nej! Hun ser sur ud, så jeg vælger at lade hende gøre sig klar, for nu er tiden knap.

Det rigtige valg
Normalt sikrer vi, at børnene er afklarede efter en konflikt og i godt humør, før vi går videre i skole. Men tiden er knap, så i dag er det om at komme i tøjet og ud af døren, uret tikker. Jeg følger hende og endnu et barn til skolebussen for at afværge, at de får konflikter indbyrdes på vej til skole. Her skifter hun stemning og bliver kærlig overfor mig, hun vil kramme og stå helt tæt.

Jeg noterer mig, at netop med en overstået udfordring bag os, bliver dette barn ofte helt modsat i sin affektive tilgang. For at det andet barn ved busstoppestedet ikke bliver misundelig, viser jeg med mine arme, at hun også er velkommen i krammeriet. Hun vil dog bare springe over, og måske er det, fordi hun glæder sig over at se pigen glad igen.

Bussen kommer, og jeg går hjem igen de få hundrede meter, mens jeg tænker over, hvordan vi hver dag arbejder ihærdigt på at sikre børnenes trivsel. Herhjemme er den store klar til at køre i skole, men hans jakke er blevet væk. Den ved jeg naturligvis lige hvor er, så et øjeblik efter er de kørt, han går i en anden skole og skulle op alt for tidligt, hvis han skulle køre med bus om morgenen.

Og så sætter jeg mig ned for at skrive dette og få en stund i ro. Nu er der snart sommerferie med let ironisk tryk på ’ferie’. Fuldt tryk på med egne børn, børnebørn og plejebørn. Faktisk kalder jeg sommer- og juleferie for maratonløb – men er fortsat glad for at have truffet et karrierevalg som familieplejer. Det giver mig lige præcis den udfordring, jeg holder af, samt plads til at være den, jeg er. Eller også er jeg blevet sådan i kraft af jobbet? Lad det nu ligge.

God arbejdslyst til alle jer derude i de tusind hjem!

Forfatteren til denne kronik har af hensyn til plejebørnene valgt at fremstå anonymt, men redaktionen er bekendt med hendes rigtige navn.

Synspunkt

Vi bringer 'Synspunkt' / kronikker på vores hjemmeside samt i vores nyhedsbreve efter en redaktionel vurdering.

Et Synspunkt må højst fylde 8.000 anslag og skal sendes til nyhedsrum@sl.dk

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Familieplejere, Børn og unge