icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Kredsbestyrelsen Lillebælt.png
På Socialpædagogerne Lillebælts generalforsamling var der 15 pladser at stemme om til kredsbestyrelsesvalget. Her ses den samlede nye kredsbestyrelse.
Generalforsamling Lillebælt

Genvalgt kredsformand positiv trods mange udfordringer

Spørgelysten blandt de fremmødte medlemmer var stor, da Socialpædagogerne Lillebælt afholdt generalforsamling tirsdag 10. oktober. Her var der genvalg til kredsformand Hanne Ellegaard – og hun satte stor pris på de mange spørgsmål fra medlemmerne

  • Jannie Søgaard Iwankow / Foto: Socialpædagogerne

I omegnen af 100 medlemmer havde tilmeldt sig, da Socialpædagogerne Lillebælt afholdt årets generalforsamling i Huset Middelfart tirsdag 10. oktober.

Første punkt på dagsordenen var en hilsningstale fra 1. forbundsnæstformand, Marie Sonne. Hun satte i sin tale fingeren på flere af de centrale udfordringer, der i disse år præger det socialpædagogiske specialområde. Hun nævnte bl.a. et belastende arbejdsmiljø, hvor hver fjerde socialpædagog udsættes for vold i løbet af et år, manglen på uddannede socialpædagoger samt behovet for en styrket pædagoguddannelse.

– De unge skal have en fornemmelse af, at det her er en uddannelse, der er god. Vi skal have en bedre specialisering. En pædagog er ikke bare en pædagog. Ellers skal vi have en selvstændig socialpædagogisk uddannelse. Det har de politiske vinde ikke blæst imod, men skulle der blive momentum for det, står vi klar med et bud på en sådan, sagde Marie Sonne.

Omkring 100 medlemmer var mødt op til generalforsamlingen i Socialpædagogerne Lillebælt.
Omkring 100 medlemmer var mødt op til generalforsamlingen i Socialpædagogerne Lillebælt.

Udfordringer er der nok af

Derefter gik ordet til Kredsformand for Socialpædagogerne Lillebælt Hanne Ellegaard. I den mundtlige beretning satte hun bl.a. fokus på det omsiggribende problem med at få ansat mere uddannet socialpædagogisk arbejdskraft ude på arbejdspladserne.
– På kredskontoret oplever vi, at flere og flere arbejdsgivere ansøger om dispensation for uddannelseskravet på alle slags arbejdspladser i kredsen. Det finder vi selvfølgelig bekymrende. Vi må alle gå ind i denne fagligt meget vigtige kamp for at fastholde og rekruttere socialpædagoger, sagde hun.

På ledelsesfronten er der også udfordringer, pointerede kredsformanden i sin beretning. Udviklingen går således i retning af, at mange store arbejdspladser ikke længere ledes af mennesker med en socialpædagogisk baggrund. Det er uhensigtsmæssigt, mener Hanne Ellegaard.

– Vi vil fortsat fastholde det synspunkt, at der er brug for socialpædagogisk ledelse af vores arbejdspladser. Af hensyn til faget, fagligheden og fremtiden på de socialpædagogiske arbejdspladser. Og naturligvis ikke mindst af hensyn til svage og udsatte borgere, der ikke kun har brug for basal pleje og omsorg, men også for udvikling og livskvalitet, som er det, den socialpædagogiske faglighed bidrager til, sagde Hanne Ellegaard.

Merit og e-læring

Lotte Kirk Hansen og Caroline Frechsen bidrog begge til at afholde årets mundtlige beretning. Førstnævnte var ligesom Marie Sonne inde på de store udfordringer, der er forbundet med både pædagoguddannelsen i sin nuværende form samt det lave optag på uddannelsen. Her kan merituddannelsen være en del af løsningen, lød det fra Lotte Kirk, som dog påpegede det problematiske i, at Kommunernes Landsforening for et år siden satte en stopper for at tilbyde fuld løn under uddannelse.

– Vi er overbevist om, at fuld løn under uddannelsen vil medvirke til øget interesse for at tage en merituddannelse. Underviserne på merituddannelsen fortæller, at de studerende er meget motiverede for at sætte teori og refleksion på deres erfaringer fra praksis, sagde hun.

Caroline Frechsen satte i sin del af beretningen ord på nogle af de initiativer, kongressen har vedtaget, og som skal medvirke til at styrke fagligheden blandt socialpædagoger på både den politiske arena, på arbejdspladserne og hos medlemmerne. På medlemssiden vil der bl.a. blive udbudt relevante E-learningsforløb.

– Det var en stor succes, da Socialpædagogerne anvendte nogle af de ubrugte midler fra coronaperioden på at oprette et e-learningsforløb om neuropædagogik. Der er ikke truffet beslutning om nye konkrete forløb endnu. Men hold øje med nyhedsbreve og Socialpædagogernes sociale medier – jeg forestiller mig, at det er en medlemsaktivitet, som vil have høj efterspørgsel, lød opfordringen fra Caroline Frechsen.

Hanne Ellegaard blev genvalgt som kredsformand - og hun var glad for både opbakning og spørgelyst blandet de fremmødte medlemmer.
Hanne Ellegaard blev genvalgt som kredsformand - og hun var glad for både opbakning og spørgelyst blandet de fremmødte medlemmer.

Stor spørgelyst

Det var veloplagte medlemmer, der var mødt frem til generalforsamlingen, og den mundtlige beretning kastede således en del spørgsmål af sig fra salen. Et spørgsmål handlede fx om, hvorvidt det kunne tænkes at være problematisk, at ledere og medarbejdere er organiseret ét og samme sted. Et andet spørgsmål gik på, hvorfor det ikke er muligt at benytte digital afstemning til TR-valg i Kreds Lillebælt, som det er i nogle andre kredse.

Hanne Ellegaard, der senere på aftenen blev genvalgt som kredsformand i Kreds Lillebælt, udtrykte efter generalforsamlingen glæde over de mange spørgsmål fra medlemmerne – også de mere kritiske af slagsen.

– Det var positivt med mange, der tog ordet i forbindelse med den mundtlige beretning. I bestyrelsen har vi brug for at vide, hvad medlemmerne tænker. Vi har nogle dilemmaer, vi skal stille skarpt på og tage alvorligt. Fx er det et dilemma, at der er ting, som gøres forskelligt rundt om i kredsene. Det skal vi blive dygtigere til at have fokus på fremadrettet, sagde hun.

To nye og 13 gengangere

Selvom Socialpædagogerne Lillebælt ligesom andre kredse er presset på økonomi, har man valgt at bibeholde bestyrelsens størrelse på 15 medlemmer. Det har man gjort, fortalte Hanne Ellegaard, fordi der er brug for at favne kredsen i geografi, demografi og køn i forhold til de demokratiske beslutninger, der venter forude. Det betød, at der var 15 pladser at stemme om til aftenens kredsbestyrelsesvalg.

Ud over Hanne Ellegaards genvalg som kredsformand blev også Lotte Kirk Hansen genvalgt som kredsnæstformand og som medlem af hovedbestyrelsen. Det samme gjaldt kasserer Roger Lundberg og hovedbestyrelsesmedlem og fanebærer Caroline Frechsen.

Da aftenens stemmer var gjort op, bestod den nye kredsbestyrelse således af 13 genvalgte medlemmer, mens der blev budt velkommen til to nye ansigter: Kristian Jørgensen og Rikke Kaysen.

Stort fagligt engagement

Det var en glad genvalgt kredsformand, der efter generalforsamlingens afslutning konkluderede, at hun blandt kredsens medlemmer fornemmer et stort fagligt engagement og en velvilje til på konstruktiv vis at kæmpe for et fag, der er presset fra mange sider.

– Jeg er i aften blevet bekræftet i, at vi gør det rigtige i at satse på at klæde vores medlemmer fagligt godt på bl.a. gennem relevante arrangementer, kurser og videreuddannelse. Det er det, de ønsker. Det er det, de og vores fag har behov for. Det er ingen hemmelighed, at vi har været kede af pga. ressourceknaphed at måtte sige farvel til vores juletræsarrangementer. Men medlemmerne har taget utrolig godt imod beslutningen og tydeligt bakket op om, at det er vores faglighed, vi skal styrke og bruge alle gode kræfter på. Fordi vi jo alle hver især ved, at det er den, der forandrer liv, sagde Hanne Ellegaard.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Generalforsamling, Kredse